På vej mod nye tider

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det kunne være en god idé for både tilhængere og modstandere af Donald Trump at lade sig nøje med at se på den politik, som han ser ud til at ville gennemføre, nu hvor han er indsat i sit høje embede. Hvis man vælger mest at fokusere på mandens form fremfor hans indhold, risikerer man ikke at forstå ret meget af, hvad der med stor sandsynlighed kommer til at ske de kommende år.

Jeg tilstår gerne, at jeg er blevet overrasket over, med hvilken hurtighed Trump er begyndt at handle politisk. At han vil have bygget en mur mod grænsen til Mexico, tvivler vist de færreste på efterhånden.

Det står også klart, at der vil strammet i forhold til at uddele visa til personer fra en række lande med en problematisk historie for fanatisme.

Washington Post, der ikke kan siges at stå på god fod med Trump, reporterer noget stakåndet, at Trump ser ud til at ville opfylde sine valgløfter.

Det samme må tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard fra De Radikale sande, når han udtaler, at ”Jeg ser en amerikansk præsident, der lægger sig ud med alt og alle. Jeg mindes ikke en politisk leder, der har valgt at tage så mange kampe på en gang og så hurtigt.”

Der kunne nævnes flere emner som samtalerne mellem Trump og Theresa May, Storbritanniens premierminister. Også et stærkt kontroversielt emne som waterboarding har været oppe at vende, men her ser Trump ud til at give sig og lade sin forsvarsminister James Mattis afgøre, at torturmetoden ikke vil blive benyttet.

Og nu til de interessante konsekvenser af Trumps politik udenfor USA’s grænser, nærmere betegnet i Europa. Vores kontinent står overfor en række uhyre vigtige valg i 2017, i Holland, Frankrig, Italien og Tyskland ikke mindst. I bedste fald kan de forløbe sådan her:

Geert Wilders Frihedsparti bliver det største i Holland og presser dermed de etablerede partier som aldrig før, skønt de kan vælge at sætte ham udenfor indflydelse ved at samarbejde henover midten. I Frankrig leverer Marine Le Pen sensationen og vinder anden valgrunde, hvorpå hun udskriver en folkeafstemning om fransk medlemskab af EU. I Italien vinder Femstjernebevægelsen og udskriver en folkeafstemning om Italiens deltagelse i euroen. Og i Tyskland får AfD 20 procent af stemmerne og svækker Angela Merkel voldsomt.

Pointen her er, at disse scenarier er blevet mere sandsynlige på grund af Trumps handlinger som USA’s præsident. Trump er i færd med at vise noget afgørende:

De politiske og andre eliter har hele vejen igennem stukket vælgerne blår i øjnene, når de har hævdet, at vi ikke kan standse masseindvandringen og tilbagerulle det overnationale EU.

Selvfølgelig kan vi stoppe og tilbagerulle den ulykkelige udvikling, der har hærget os i årtier. Alene vores teknologiske overlegenhed tilsiger det. Hvor USA endda har en fysisk landegrænse ned mod Mexico, har vi et ganske stort hav, Middelhavet, imellem os og folkevandringerne fra Afrika. Det er barnemad for os at indsætte det nødvendige antal krigsskibe, der vender skibene med asylsøgere rundt og bringer dem tilbage til Nordafrika.

Troldspejlet er ved at blive knust. Europæerne vil snart atter tage deres skæbne i egne hænder og insistere på den eksistentielle ret til egne hjemlande. Selv den galoperende politiske korrekthed i skikkelse af den hjemlige Klaus Rothstein ser det komme i sin seneste klumme i Weekendavisen med titlen ”Patrioternes forår”.

Foråret ville komme før eller senere, men det kan meget vel blive Donald Trumps fortjeneste, at det bliver før og ikke senere.