Nekrologen er død

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Nekrologer er mærkværdigvis en uopdyrket genre i Danmark, hvor vi har det med at rose og adle dem, der dør, i stedet for at tage dem alvorligt. Hvad døden kalder på, er ikke fanfare, trompet og sørgerand, men oprigtige og adekvate levnedsbeskrivelser, som tager mål af det menneske, der er gået bort i respekt for livet før døden.

Bevares, de findes da, nekrologerne, pligtskyldigt og som regel blindt refererende, og der er mildest talt langt imellem snapsene. Med snaps mener jeg i denne forbindelse en trang til at fortætte den levendes bedrifter, spring og vej gennem tilværelsen, især når der er tale om offentligt berømte eller berygtede personer.

Men nej, sådan er det ikke i danske medier, der har gjort det til en specialitet at udvande folks liv eller banalisere dem med roser uden torne, når de går hen og dør. Det er som om, der er opstået en fælles implicit forståelse af, at man ikke må sige noget karsk og naturalistisk, når de kendte stiller træskoene. Så hellere en vise med mundvand. Det er i mine øjne udtryk for en manglende respekt for såvel livet som afdøde.

Tendensen har stået på i mange år, og jeg skal ikke kunne sige, hvor den kommer fra. Da jeg i sin tid boede et par år i England, var nekrologer noget af det første, jeg læste i aviserne: Her fik man almindeligvis klar besked. Hvis det var løgn, hvad der stod på forsiden eller i brødteksten, kunne man regne med, at sandheden kom frem i nekrologerne. Det manglede da også bare, for når folk dør, begynder historieskrivningen.

Omvendt i Danmark. Med døden begynder misinformationen eller den noninformation, jeg skrev om i sidste uge.

I mellemtiden er både den cubanske tyran Fidel Castro og den danske journalist Frank Esmann afgået ved døden – uden sammenhæng og uden sammenligning, naturligvis – men særligt Esmanns umiddelbare eftermæle, sådan som det kom til udtryk i flere mediers nekrologer, tegner billedet af en død genre. Det sidste kan ingen være tjent med, heller ikke vi, der endnu lever.

Nu er sandheden om Frank Esmann hverken kort eller entydig, men jeg husker tilfældigvis den del, der har at gøre med systematisk snyd, bedrag og bortforklaringer, og disse træk fra Esmanns curriculum vitae blev knap nok nævnt, i Berlingske helt fortiet. Det sidste til trods for, at det netop var Berlingske, der tilbage i 2004 afslørede, at Esmann havde plagieret en amerikansk biografi om Henry Kissinger, da han selv ville skrive en magen til. Ifølge Kulturministeriet, der blev involveret i den celebre sag, der trak spor ind i det kulturradikale københavnermiljø, havde Esmann skrevet 374 passager af fra forlægget – uden at nævne kilden – mens han havde modtaget offentlige støttekroner til sin kopivirksomhed.

Forinden var det i Weekendavisen kommet frem, at Esmann såmænd også havde plagieret en kriminalroman af den spanske forfatter Arturo Pérez-Reverte.

Om han undskyldte? Ikke med så meget som et lille pip. I stedet forsøgte han at få det til at se ud, som om han gjorde os alle en tjeneste ved indirekte at få ministeriet til at klarlægge principperne for redelig brug af kilder og sekundærlitteratur. Til det sidste forsvarede han sin uskyld med, at det han lavede, jo bare var journalistik og ikke historieskrivning.

Ak, ja, det er længe siden, og Frank Esmanns årelange journalistiske indsats i ind- og udland var meget andet og mere end hans plagiatsager. Men hans professionelle virke var også dem.

Når danske medier ignorerer eller negligerer den ubekvemme sandhed sker det muligvis ud fra en slags ”respekt”. Men den er misforstået, fordi den misforstår, hvad en nekrolog er: ikke en plade til Giro 413, men et livfuldt, nøgternt og gerne kærligt portræt, som ikke fører læserne bag lyset, men minder dem om, hvorfor det er relevant overhovedet at trykke en nekrolog.

De fleste ting har mindst to eller flere sider, og selv om mennesker er mennesker og ikke ting, gælder det samme om dem. Læserne, lytterne og seerne véd det i øvrigt godt: at venners og kollegers helteportrætter er klan- og kobbelkonstruktioner. Virkeligheden er mere broget, dyrisk, dynamisk, amorf, dialektisk, kompleks og paradoksal end hagiografierne. Og det er den, virkeligheden – ikke vennernes sympatiske, men tåkrummende mindestuer som f.eks. DR's mindeudsendelse på P1 mandag – som al journalistik skal forsøge af afdække og sætte i perspektiv.

Hvis det at ytre sig frit, frygtløst og ubesværet uden at true andre på andet end deres intelligens er anstødeligt, så må vi have mere af den slags umoral. Journalistik og historieskrivning har en fælles fjende, og den hedder glemslen. Glemmer jeg, skal andre huske. Glemmer andre, skal du og jeg minde dem om det. Det er meningen og målet for begge dele. Glemmer vi alle, kan vi være nok så meget venner og kolleger, mens vi er overladt til skrøner, myter og rundesang.