Værdidebatter tages på et farligt grundlag, når vi ikke har viden om religion – end ikke vores egen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Man kan ikke tvinge folk til at tro på noget, ligesom man heller ikke kan tvinge folk til at holde op med at være troende. Det skal man heller ikke – da slet ikke i et oplyst samfund som det danske, hvor religion er en privatsag og lovgivningen (i princippet) tager udgangspunkt i det verdslige snarere end i det religiøse.

Men det, vi burde gøre, er at tvinge viden om religion ind i hovedet på alle.

Forklaringen er den simple, at mange af de store debatter, der kører i Danmark og andre vestlige samfund i dag, er værdipolitiske. Dermed har de direkte tråde til de væsensforskellige religiøse brønde henholdsvis de game danskere og de nyere typisk drikker fra.

Når folk har misforstået noget omkring islam, er der hurtigt en kor af ikke-muslimske stemmer, der går i rette med dem, der siger noget, der ikke passer om islam. Det er super godt, at vi i det offentlige rum kan korrigere hinanden, således vores ageren baserer sig på rationalitet snarere end fordomme, frygt og intellektuel dovenskab.

Det, der er knap så fint, er, at der sjældent er nogen, ud over de allermest værdikonservative, der går i brechen for kristendommen og forsøger at udrede, hvad der er fordomme og hvad der er fakta vedrørende netop den religion.

Tværtimod nærmest.

Det er ofte de samme, som råber højt og indigneret til fordel for islam (uden selv at være tilhængere af religionen), der taler nedladende og fejlbehæftet om kristendommen i alle dens mange variationer. Faktisk oplevede jeg selv på de radikale nytårsstævne, hvordan man uden at skamme sig hånede katolikker – den selvsamme kristne trosretning, som Folkekirken i et teologisk opgør initieret af Luther udspringer fra – uden nogen løftede et øjenbryn. Lur mig om ikke et øjenbryn eller to var røget op under hårgrænsen, hvis nogen på samme måde på et radikalt nytårsstævne havde hånet muslimer.

Det samme når man følger offentlige og halvoffentlige debatter: Selv personer, man ellers fra andre sammenhænge anerkender for deres høje faglighed, lukker med stor skråsikkerhed decideret vrøvl ud – især om kristendommen, der ellers i århundreder har været majoritetsreligionen i Vesten.

Et par eksempler: For nogen tid siden kunne man på dr.dk læse en vending, der lød noget i retning af ”muslimer, katolikker og kristne”. Altså, noget vrøvl. For katolikker er også kristne. Katolicismen er en ud af flere kristne trosretninger, om hvilke den gennemsnitlige, højtråbende samfundsdebattør i dag ikke ved ret meget (om noget) om.

Et andet eksempel affødt af gårsdagens foto af en kvinde, der af politiet bliver tvunget til at afføre sig sin burkini på en fransk strand. I den forbindelse kunne man se adskillige på de sociale medier sammenligne nogle nonneordeners tørklæde med det muslimske hovedtørklæde. Og det kan man da også sagtens, hvis man også synes, det giver mening at sammenligne atomubåde og ferskener. For det muslimske hovedtørklæde er i princippet tænkt for alle kønsmodne kvinder, hvor nonners tørklæde er symbolet på et individuelt valg med et endog særdeles langt forudgående uddannelsesforløb med mange, mange muligheder for at springe fra nonnelivet undervejs. Nonnetørklædet er ikke noget, der i princippet er tiltænkt alle kvinder.

Men det ved et flertal af os ikke. Hverken dem af os med kristen, muslimsk eller anden religiøs baggrund.

Spørgsmålet er, hvordan i alverden vi kan tage alle de værdipolitiske debatter, der kører i det offentlige og private rum disse år, på den baggrund vi har. Det virker som om, at de kulturradikale og 68-generationen har fået så meget has på anerkendelse af religions betydning, at vi knap nok kender vores egen. Samtidig er der alle mulige værdipolitiske ting, der gør, vi alligevel allokerer en stor det af den offentlige debat til at drøfte islam, som mange så i øvrigt heller ikke ved alverden om (blandt andet florerer den misforståelse i mange debatter, at koranen er skrevet af profeten Mohammed. Men sådan opfattes koranen ikke i Islam, hvor den snarere ses som det ’legemliggjorte’ gudsord og dermed mere indtager samme rolle i islam som Jesus gør i kristendommen).

Vi befinder os i en tid, hvor der er brug for ikke-ideologiske, nøgterne religionshistorikere og religionsvidenskabsfolk til at rydde ud i palaveret af von hören sagen, der kendetegner vores debatter om religion. For religioner er noget, der kan studeres. At de troende orienterer sig imod noget, der ikke er falcificerbart, betyder ikke, at debatten om religion og værdier skal være fuldstændig afkoblet fakta.

Løsning: Hvad end, der tros på i deres hjem, skal vi lære børn om kristendom og de største kristne trosretninger. Derefter skal vi lære dem om de andre verdensreligioner. Men de skal altså have mere styr på fakta om religionerne end de fleste voksne har. Sådan set et overskueligt mål, da de færreste af os ved ret meget om religioner og religiøsitet.

Hvis ikke vi får viden om vores egen kulturkreds’ majoritetsreligion (kristendom) og andre verdensreligioner (herunder islam), ja så risikerer vi at gå forbi hinanden, når vi skal finde ud af, hvordan der skal og kan sameksisteres i en tid, hvor alle danskere ikke længere som en selvfølge er medlemmer af folkekirken, endsige vedkender sig kristne trosretninger. Ellers risikerer vi, at vi ikke kan forstå hinanden, når flertallet udgøres af ugudelige og en del af mindretallet af overbeviste religiøse.