Fortsæt til indhold
Kommentar

Gay Pride er en hyldest til vestlige frihedsværdier og vigtig for os alle

Når bøsser, lesbiske og transpersoner paraderer gennem Københavns gader, er det vigtigt. Ikke bare for homoseksuelle, men for alle, der hylder moderne, vestlige ideer.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er ikke så ofte, det lykkes at få folk af huse nu til dags. Med mindre, der er tale om noget, vi vil brokke os over. Så kan det godt ske – hvis vejret ellers er nogenlunde – vi kan finde på at deltage i en demonstration.

På den måde er den årlige Gay Pride parade, der begynder ved Frederiksberg Rådhus og slutter på Københavns Rådhusplads den 20. august, helt usædvanlig. For det første lader deltagerne sig aldrig kue af vejrliget - de er loyale overfor deres sag. For det andet er der ikke tale om en protest, men om en farverig og positiv fest.

Gay Pride fejrer selvfølgelig homoseksualitet som livsform. Men paradens betydning er langt større end det. Gay Pride er en manifestation og hyldest af, at vi lever i et vestligt samfund, hvor man må leve, som man vil indenfor lovens rammer. Gay Pride er den ultimative hyldest til den personlige frihed og dermed en festdag for alle, der vil Danmark og de værdier, der gør os til dem, vi er.

I løbet af den 3,9 kilometer lange parade-strækning vil man typisk, når man støder til noget af vejen, opleve smil og vinken fra folk, man passerer forbi.

Desværre er det ikke det eneste, man kan opleve.

Der findes folk, der åbenbart stiver deres egen skrøbelige identitet af ved at gestikulere truende ad de festklædte og alle regnbueflagene. Som eksempel oplevede jeg selv forrige år en bil med unge fyre, der kørte helt frem til politiafspærringen for at lave ’vi halshugger jer’-bevægelser ad de glade borgere med regnbueflag. Der skete heldigvis ikke mere. Men optrinnet var et billede på, der findes folk i vores ellers oplyste, tolerante, vestlige samfund, som åbenbart føler, de har mandat til at dømme andre borgeres kærlighed og livsform i det vel allermest private livsanliggende, nemlig seksual- og familielivet.

Heldigvis synes det at være et markant mindretal, som giver sig af med at dømme og true homoseksuelle og transseksuelle. Men at dette mindretal findes er en påmindelse om, at det er vigtigt at bakke Gay Pride op. Bedst som man måske kunne tro, at vores samfundsudvikling var på vej op mod toppen, er der folk, som ønsker at trække os tilbage og ned i fordømmelsens, fordommenes og formummelsens tåger.

Vi kan desværre ikke tage for givet, at Gay Pride også om 20 år kan løbe af stablen som en livsglad, strålende og rummelig begivenhed. For alene det at stå ved, hvem man er, er for nogle en ubærlig torn i øjet. Men dem, der ikke hører til i Hovedstadens gader, er dem, der ikke tolererer vores tolerance. Vi er et samfund, der i princippet som en selvfølge giver plads til vores LGBTQ-medborgere. Hvis ikke man kan acceptere det, er man den, der ikke hører til.

Gay Pride er et vigtigt billede på, vi lever i et sekulært, tolerant Danmark. Ikke i et åndsformørket område, hvor man kaster homoseksuelle i døden, fordi en påstået gud skulle have givet mennesker ret til at dømme andre.

Faktisk skal man ikke ret langt væk fra Danmark for at finde skrækeksempler på, man ikke kan afholde Gay Pride:

Det var først i år, det for første gang lykkedes at afholde en Gay Pride parade i Ukraines hovedstad Kyiv. 5500 ordenshåndhævere måtte beskytte paradens cirka 1000 deltagere, som ellers ville være blevet tævet sønder og sammen af diverse højregrupper og religiøse sammenslutninger, som benyttede optoget som anledning til at møde op og demonstrere deres afsky for bestemte andre menneskers privatliv.

Heldigvis er det ikke sådan i Danmark. Men vi må forstå, at der stadig findes folk, der vil helt almindelige danskere, som tilfældigvis elsker nogen af samme køn eller føler sig fanget i den forkerte krop, det ondt. At der findes folk i Danmark, som ønsker at skubbe homoseksuelle medmennesker ind i skabene og ud i gyderne. Der findes typer, som forsøger og ønsker at udøve pression mod bestemte borgeres allermest personlige frihed. Og hvis de skulle få held med det, ville det ikke række, så vil frihedsrettighed efter frihedsrettighed blive forsøgt rullet tilbage. Ikke alene for homoseksuelle, men for alle. Der er sjældent nogen, som bare hader homoseksuelle. Hadet til netop dem er typisk blot toppen af et had-isbjerg, der drømmer om at kælve ud over hele vores samfundsform – og begrave vores livsstil i lammende kulde og ufrihed.

Netop derfor bør alle gå med til Gay Pride. Det handler ikke bare om bøsser og lesbiske. Det handler om alle, der ønsker at leve efter frie, tolerante, vestlige principper.

Du kan læse om Københavns Gay Pride – Copenhagen Pride – ved at klikke HER.