Bare fordi jeg ikke skilter med min civilstand, betyder det ikke, jeg er tilgængelig for dig
Skyldes det nypuritanisme, de sociale mediers fremkomst eller slet og ret almindelig mangel på pli, at en del antager, at folk, som ikke gør en dyd ud af at fortælle om deres privatliv, er tilgængelige på parforholdsmarkedet?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg er gammel. Ikke som Methusalem. Men alligevel gammel nok til, at jeg ikke betragter mig selv som et oplagt mål for amourøse tilnærmelser. Dog er jeg ikke helt gammel nok (bliver man det?) til at finde enhver henvendelse af potentielt parforholdsmæssig karakter smigrende. Hver gang det sker, undrer jeg mig såre over, hvad det er, jeg dog har gjort, siden en eller anden vildt fremmed finder det fuldt ud passende at anmode om min hånd … eller andre kropsdele. Jeg er kommet frem til, at jeg ikke har gjort andet end at være en kvinde, som ikke skilter med sit privatliv. Ikke fordi det er spor spændende eller hemmeligt, det er bare privat og på ingen måde relevant for mit virke i det offentlige rum.
Som ærke-nørd har jeg store dele af min ungdom befundet mig med hovedet begravet i en bog, imens de smarte piger og drenge gik i byen. Hele foråret og sommeren endda inden døre på grund af en udtalt pollenallergi. Da jeg kom på universitetet, var jeg heldig at møde en sød kæreste, som jeg tilbragte tiden med, og det var først, da jeg blev optaget på Journalisthøjskolen (også kendt som ’Journalisthalløjskolen’), jeg qua den mildest talt overkommelige arbejdsbyrde (plus fremskridt i allergiforskningen) fandt ud af, at fest og farver faktisk findes. Derfor tænker jeg ikke som det første på mig selv som et objekt for noget som helst andet end en begavet samtale og et godt råd til, hvordan man booker flybilletter.
Henvendelserne, der går fra det lumre til det egentlig ret søde, kolliderer dermed med min selvforståelse. Jeg er ikke et objekt. Jeg er en journalist, blogger og offentlig samtalepartner, altså en, der tillader sig at tiltage sig plads på grund af sine kompetencer, ikke sin krop.
Selvom det i teorien kunne lyde meget godt med direkte opfordringer til sjov og ballade af endog særdeles privat karakter, så finder jeg det faktisk irriterende. For jeg gør mig ingen illusioner om, man kan falde for nogen baseret på et profilbillede på Facebook og et par blogindlæg om dansk værdipolitik. Næh nej, interessen synes alene affødt af en antagelse om, at jeg da må være ledig på markedet, siden jeg ikke identificerer mig som afsat.
Det her er ikke synd for mig. Hvis det var den slags indlæg, jeg ville skrive, havde jeg såmænd sendt det til Dagbladet Politiken. Men det er et samfundsmæssigt problem, at kvinder betragtes som ’muligheder’ – med mindre de er ’taget’ af en mand. Man kan nogle gange ligefrem få den idé, at man som kvinde kun rigtigt er til, hvis man er en eller anden mands kone og tydeligt skilter dermed. Det er bekymrende og giver anledning til at spørge lidt ind til, hvor langt vi egentlig er kommet med den der ligestilling mellem kønnene. For mænd anerkendes uden videre som fagpersoner i modsætning til kvinder, der åbenbart både bliver målt som fagpersoner og sexobjekter.
Kvinder er ikke er løsgående, erotiske sprængladninger, der hvert øjeblik det skal være, kan detonere imellem hænderne på sagesløse hankønsvæsener, der jo bare vil afholde møder og diskutere, hvordan man binder den flotteste slipseknude. Kvinder er – hvad end de er i fast parforhold eller ej (og ligegyldig, hvor lækre de end måtte være) – bare nogle mennesker med forskellige fagligheder, holdninger og ambitioner.
Det er ikke bare lidt fjollede typer på sociale medier, der tror, at alle kvinder er potentielt tilgængelige (for dem). Det er et eller andet dybereliggende i den mandlige psyke, som arbejder mod ligestillingen. For der sker noget dårligt med blikket på det kvindelige medmenneske, hvis en stor procentdelen af ens hjerne er allokeret til betragtninger om vedkommendes knepbarhed: Hele organet (det inde i kraniet) skulle gerne bruges, når man interagerer med andre mennesker, hvad køn de end har.
Først, når en kvinde er varedeklareret som afsat til anden side, er der rene kommunikationslinjer. Og det er ikke rimeligt. For den afsøgning af den anden persons mulige anvendelsesmuligheder finder ikke sted, når de fleste mænd taler med andre mænd.