For at gøre godt ude i verden skal vi altså tage vare på det danske

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Til trods for, vi er et lille land, har vi igennem de seneste årtier fået et internationalt brand som sympatiske, vellykkede og i besiddelse af en velvilje overfor miljøet og verdens svageste.

Vi har også vist vilje til at sætte magt bag vores velvilje og har deltaget i diverse væbnede operationer. Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien. Og vi har betalt ved kasse et, når der skulle uddeles udviklings- og nødhjælp via NGO’er og internationale institutioner. Vi sætter handling bag vores ord, selvom vi er få og bor i et ret lille geografisk område.

Men der er et punkt, hvor vi vægrer os. Det er ved at se indad og forstå, hvad det er, der har gjort, vi som land har haft denne succes med vores brand og sådan set også med vores synspunkter.

For er sandheden ikke den, at når vi har haft gennemslagskraft globalt, så er det fordi vi har haft kulturel ro på bagsmækken?

Indtil for cirka 30 år siden var Danmark et meget homogent samfund. Og hvad end man måtte mene om det en smule mindre homogene samfund, vi har i dag, så må man konstatere, at det giver en vis ro at have styr på sin hjemmefront, når man går ud og møder verden.

Det homogene – ensartetheden – handler ikke så meget om, hvor man stammer fra. Det handler om, at alle ved nogenlunde, hvorfor de andre borgere gør, som de gør. Det være sig i trafikken, ved middagsbordet, i børnehaven eller politisk.

Vi lever i et land, hvor vi har haft en enormt stor gensidig forståelse om end ikke altid en stor enighed.

Den seneste tids historier om Grimhøj-moskeerne og især den deraf afledte debat viser, at der er en større gruppe danskere, som simpelthen ikke er danske i hovedet. Det er ikke almindelig dansk tankegang, at kvinder skal blive hos voldelige mænd, at man skal slå sine børn for at få dem til at læse koranen eller andre af de ting, der blev sagt, hvad end der ellers blev sagt.

Det er heller ikke indenfor almindelig dansk tankegang at angribe det medie, der viser, hvad man har sagt, i stedet for at forholde sig til det, man har sagt. Vel hader enhver at blive fanget på det forkerte ben af pressen, men det er dansk alligevel som noget selvfølgeligt at gå ind for pressefrihed og accepterer de demokratiske spilleregler, ligesom pressen gør det under ansvar for lovgivningen omkring den.

Den gensidige forståelse viser sig også i et typisk dansk karaktertræk, der handler om, man ikke skal blære sig. Ikke være alt for stolt. Ikke føre sig frem med sine ting.

Men vi er nødt til at føre os frem med det danske. For ellers eroderer det, og så kan vi ikke gøre alt det gode – herhjemme og ude i verden – som vi gerne vil gøre.

I årtier har vi været fokuserede på udlandet, på uretfærdighed og middelalderlige måder i andre lande og folk i nød fjernt herfra. Men middelalderlig tankegang findes også i Danmark, ligesom der desværre er alt for mange mennesker her i landet, som kæmper med at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk og/eller psykologisk. Tiden er til, vi husker at se indad. For hvordan kan vi tillade os at løfte pegefingre og belære andre, hvis de mennesker, vi allerede har samfundsansvar for, ikke har det godt?

Men vi skal også se indad med stolthed. Vi har gjort noget godt og vil det bedste. Derfor bør det ikke alene være Dansk Folkeparti, der mærker hjertet svulme i brystet, når Dannebrog stryger til tops – det er en følelse, vi alle bør hengive os til. Det bør i særdeleshed ikke være sådan, at det betragtes som udtryk for et medlemsskab i Dansk Folkeparti, hvis man har en stærk forkærlighed for det danske.

Konkret betyder det, at vi skal ind og debattere og vise og insistere på danske værdier. Vi skal være en overvældende kritisk masse, der i alle sammenhænge tager debatten mod alt, der ikke vil fællesskab, demokrati, respekt for hinanden og tolerance overfor folk, vi er uenige med, som er indenfor den demokratiske sfære. Og så skal vi ind og være positivt til stede i de områder i Danmark, hvor der ingen danske værdier er at spejle sig i.

Vi er nødt til at se på, hvem vi er. Og så er vi nødt til at indrette os sådan, at det, vi er, ikke forsvinder. Det er nok udansk ligefrem at være stolt over at være dansker. Den slags blæreri gør vi os jo ikke så meget i. Men se på det, vi har udrettet, selvom vi ikke er flere, end vi er. Det er da noget godt og noget vigtigt. Lad os alle sammen tage vare på det danske – på det, vi er – så vi kan blive ved med at gøre en forskel langt ud over vores fine, lille lands grænser.