Valgkampens 5 største udkantsmyter
Den københavnske medie- og økonomelite er de seneste uger kommet på banen i centraliseringsdebatten, for at sikre, at de også i fremtiden kan fastholde deres indflydelse over samfundsudviklingen. Men der er flere politiske myter som risikerer at bide sig fast. Her er de fem største.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Myte nr. 1 - ”Udkantspolitik er sognerådspolitik”. Argumentet er en trumf i kredsene omkring de samfundsvidenskabelige fredagsbarer og politiske nichemedier i hovedstaden. Hvis man kæmper for at tiltrække arbejdspladser, uddannelser eller infrastruktur, så er man sognerådspolitikker, og så stopper al diskussion. Efter nazi-kortet er det måske det mest hårdtslående politiske argument.
Myten er ikke ny. Allerede da jyderne stiftede en bevægelse for at skabe et jysk universitet, blev de beskyldt for det samme. Det var i 1920’erne, og intet har ændret sig siden. Når man hører eksperter hylde udviklingen i byer som Herning, Køge eller Aalborg, så skal man bare huske, at en stor del af deres succes skyldes meget vedholdende sognerådspolitik. Der var ingen, der velvilligt gav dem uddannelser, motorveje eller arbejdspladser, men man stod sammen lokalt for at få en rimelig andel i udviklingen, og nu har man alle tre steder skabt en stærk, økonomisk udvikling.
Myte nr. 2 - ”Provinsen er en dårlig forretning”. Myten blev senest smidt på banen af de såkaldte vismænd i Det Økonomiske Råds Sekretariat, der påstod, at investeringer i provinsen er spildte penge. En ting er, at DØRS mener sig klogere på den engelske udflytning af statslige arbejdspladser end man er på London School of Economics, der for nylig sendte en forsker til en høring i Folketinget. Hun fastslog det stik modsatte - at 100 statslige arbejdspladser i provinsen skaber 54 nye, private arbejdspladser. En anden ting er, at DØRS mener, de har større indsigt end universitetet i Berkeley, der har evalueret den svenske oprettelse af provinsuniversiteter. Amerikanerne kommer til den konklusion, at uddannelserne skaber en produktivitetsstigning i den lokale økonomi, som på lang sigt skaber job. Men værst er det egentlig, at DØRS helt overser, at der er mange langsigtede konsekvenser ved at undergrave vores provins. Først og fremmest, at færre unge vil få en uddannelse og at vores eksport vil blive svækket.
Myte nr. 3 - ”Danmark er for lille til en udkant”. Det er principielt rigtigt, men argumentet bruges næsten altid til at fastslå, at vi ikke skal gøre noget ved den skævvridning, vores land er udsat for. Men lad os være ærlige: I mange dele af Danmark er man blevet udsultet så meget de seneste årtier, at udkanten er blevet uundgåelig. I Vest/Sydsjælland og Lolland-Falster har vi mistet 40 % af vores statslige arbejdspladser og 3-4 videregående uddannelsesinstitutioner. København derimod har nu en afdeling af hvert eneste danske universitet og har alene tabt 4 % af sine statslige arbejdspladser. Selvom Danmark burde være for lille til en udkant, så har vi altså skabt den alligevel.
Myte nr. 4 - ”Udkantsdanmark må selv gøre noget i stedet for at regne med bistand”. Det gør man faktisk. I Lolland Kommune bruger man fx fire gange så mange penge på erhvervsudvikling som landsgennemsnittet. I Sønderborg har man opbygget en kulturscene, der er langt mere interessant, end en by med 27.000 indbyggere kan retfærdiggøre. I Kalundborg har man skabt mere end 3.000 nye, private arbejdspladser inden for de seneste ti år. I Esbjerg er det 10.000. Masser af steder i landet bliver der skabt udvikling på baggrund af lokalt initiativ, men nogle steder er den politiske centralisering så stærk, at det ikke hjælper noget alligevel.
Myte nr. 5 - ”Flytningen ind til byerne er en global tendens, vi ikke kan gøre noget ved”. Ja, det er sandt, at man i Asien og Afrika flytter ind til byerne i de her år. Men ikke i den vestlige verden og Latinamerika. Her er det primært politiske beslutninger, der gør forskellen, og i lande som Irland, Norge eller Tyskland, oplever vi ikke nogen markant urbanisering. Sagen er, at når vi flytter arbejdspladser og uddannelser ind til de største byer, så flytter folk efter. Det er en regelmæssighed, som vi ikke kan komme uden om, og som er grundigt dokumenteret i skandinavisk sammenhæng. Forestillingen om den ”globale urbanisering” er derfor mest af alt en bekvem undskyldning for dem, der i forvejen mener, at vi ikke skal udvikle provinsen.