Er Venstre Danmarks nye adel?
Adelen var i gamle dage kendetegnet ved nedarvede privilegier. Dens parti var de konservative. I opposition til det stiftede de stolte storbønder partiet Venstre. Men i dag opfører dele af partiet sig som en adel, der blot venter på at få den magt, de synes at opleve som deres fødselsret, tilbage fra regeringen.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Man kunne i påsken læse et sjældent åbenhjertigt interview med det afgående Venstre folketingsmedlem Eyvind Vesselbo. Heri taler Vesselbo om, at Venstre er blevet mere og mere topstyret.
Selve topstyringen synes at være blevet en fast bestanddel af dansk politik. I hvert fald i de partier, der har nogenlunde held med at overleve.
Et overset eksempel på det er Margrethe Vestagers (der allerede trak dygtigt i de strategiske tråde i Marianne Jelveds sidste tid som formand for Det radikale Venstre) de facto udrensning af elementer, der var ’for liberale’ og ikke syntes, at partiet skulle pege på en socialdemokratisk statsministerkandidat. Det resulterede i bl.a. Anders Samuelsens og Naser Khaders exit fra partiet – dygtigt spinnet af Vestager-fløjen som et udtryk for de herrers (for) store egoer.
Men det interessante er, at Vesselbo sætter ord på det, som synes at være blevet god latin i partiet: At ballerne – koste hvad det vil – skal klemmes sammen og der må hugges en hæl og klippes en tå i bestræbelserne på at vinde nøglerne til statsministeriet og ministerbilerne tilbage.
I den forbindelse lægges der politiske linjer frem i offentligheden, uden at disse er blevet drøftet i folketingsgruppen. Dermed kommer de, der måske er uenige, til at fremstå i offentligheden som "kritikere" af partiets linje selvom denne "linje" er lagt af et fåtal og altså ikke af partiet som sådan. Det er ikke alene et problem for folketingsmedlemmerne, men også for partisoldaterne ude i Danmark udenfor Christiansborg, der bliver vælgerne svar skyldig, når de bliver spurgt nærmere ind til "partiets" politik ude i kredsene. Det er i det lys, påskens udmeldinger fra en række mindre centrale Venstre-folk om, de ikke ved, hvordan partiets politik skal udmøntes, skal tolkes.
Et konkret eksempel på politik udenom folketingsgruppen er bl.a. Inger Støjbergs udlændingekronik, hvor hun slog til lyd for, at forskellige typer flygtninge og indvandrere skal behandles forskelligt. Kronikken vakte stærkt ubehag i store dele af Venstre, der trods københavnerpressens ofte stereotype fremstilling af partiet, er kendetegnet ved et bemærkelsesværdigt frisind overfor folk fra alle mulige steder, så længe de ikke ligger andre til last og opfører sig ordentligt.
Støjberg-manøvren tjener åbenlyst det formål at sørge for, at Venstre også har appel til vælgere, der ellers måtte føle sig fristet til at sætte krydset ved Dansk Folkeparti. En del af manøvren var da også, at Venstres næstformand, Kristian Jensen, efterfølgende skrev en kronik i Søndagsavisen, hvor han gav udtryk for andre og mere ”bløde” synspunkter på flygtninge- og indvandrerområdet.
Dermed har der ganske givet i det, journalisten Michael Jeppesen så lystigt døbte ”superspinenheden”, siddet nogle og tænkt, at nu havde partiet dækket godt af mod sivning mod både højre og venstre side af folketingssalen.
Men trods evnen til både at kigge til den ene og den anden side synes superspinenheden at have glemt at skue indad. Mod de menige folketingskandidater, der ikke lige befinder sig i inderkredsen omkring formanden Lars Løkke Rasmussen og dermed ikke er taget med på råd omkring Venstres vej tilbage til magten.
Og det er svært at tolke den tilsyneladende manglende respekt for folketingsmedlemmerne som andet end en simultant manglende respekt for hver enkelt af de vælgere, der har sat sit kryds ud for dem.
Det interessante er, at der i Venstre synes at være en kerne, der mener, de har ret til at være ligeglade med buy in fra folketingskolleger og vælgere. Fødselsret, nærmest og dermed minder disse kræfter i partiet om en adel.
I Frankrig mistede en stor del af adelen sine privilegier under revolutionen. Det fik den danske konge til at indføre nogle lempelser i den danske samfundsopbygning, herunder blev enevælden droppet og grundloven vedtaget.
Der kan næppe herske nogen tvivl om, at hvis ikke Lars Løkke Rasmussen formår at vinde det kommende valg, så må han stige ned af tronen. Det behøves der ingen revolution for.
Men de, der står så tæt omkring ham, som adelen den en gang stod om kongen, bør måske begynde at kigge på, hvordan de signalerer en mere demokratisk tilgang til partiapparatet. Ellers kan det meget vel komme til at gå dem mere som adelen i Frankrig end som adelen i Danmark.