Tiden er moden til ny SV-regering
Trods dårlige historiske erfaringer tror jeg, Løkke og Thorning – og Danmark – vil have meget at vinde, hvis de slår pjalterne sammen efter valget og danner en SV-regering
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Anker Jørgensen og Henning Christophersen gjorde i slutningen af 1970erne forsøget og skabte Danmarks første regering bestående af Venstre og Socialdemokraterne – hvis ikke man regner samlingsregeringer under krigen med.
Det holdt kun et år, men situationen dengang var også markant anderledes end i dag. I dag har Angela Merkel med en bred koalition henover midten i Tyskland vist, at højre og venstre kan arbejde sammen – og med gode resultater. Det har de haft tradition for i Østrig, så det kan lade sig gøre.
Både Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt har som partiledere vist, at de magter og øjensynligt også meget godt kan lide brede aftaler hen over midten.
Da Løkke først fik gennemført dagpengereformen med de Radikale, var det et tiltrængt opgør med næsten et årtis fastlåst blokpolitik. Efter Thorning blev valgt, er tendensen fortsat, og gang på gang har man isoleret fløjene og vedtaget forlig og aftaler, hvor Venstre og Socialdemokraterne har været de centrale spillere.
Det har været godt for dansk politik. Begge politikere er pragmatiske og kompromissøgende, ikke ideologer eller værdikrigere. Begge har de rykket sig, og nogle af de ryk har ganske givet ikke været lige nemme, men det har givet os nogle brede forlig, som alt andet lige er at foretrække frem for de smalle af slagsen.
Når man så alligevel følger den begyndende valgkamp, er det let at blive deprimeret. Partierne leder efter det, der splitter og trækker sig ud mod deres respektive fløje og lade sig farve af partier, der ikke har samme tyngde som deres egne. Det flyver rundt med fakta, men de fakta, der præsenteres er altid forskellige.
Jeg er godt klar over, at det her kan lyde som et noget urealistisk scenarie. Og det vil være svært for såvel Løkke som Thorning at gøre de første tilnærmelser, og det vil sikkert også blive svært at samarbejde til at starte med, men sandheden er jo, at de sammen kan få gennemført langt mere af deres politik, end de kan hver for sig – når de er afhængige af partier, som ligger langt fra hver deres respektive udgangspunkter.
En regering bestående af Socialdemokraterne og Venstre med konservativ og radikal støtte vil være et frisk pust i dansk politik. Det kunne såmænd også være en SVKR-regering. Fløjene har for længe haft for meget at skulle have sagt – også i forhold til deres størrelse.
I stedet kunne man danne en koalition, der repræsenterer langt over halvdelen af danskerne. Det er forsøget værd.
Og statsministerposten? Både Løkke og Thorning har jo prøvet det, og de er begge kompetente– men hvis ikke de vil slå plat eller krone om det, kunne den jo passende tilfalde det parti, der af de to bliver størst ved valget.