Er ytrings-Tourette blevet en demokratisk rettighed?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Snarere end at være i fare for at forsvinde, synes ytringsfriheden nogle gange mere at være i fare for at blive infantiliseret: Enhver skal endelig bare sige hvad som helst uden personligt ansvar for egne ord. Men siden hvornår er det blevet en central, demokratisk rettighed at tale som febersyge småbørn?

Nogle mennesker lider af ytrings-Tourette. De siger hvad som helst – sandheder, noget sårende, noget ligegyldigt, ja alting. Man kan nogle gange sidde og undres over, hvor disse medborgeres impulskontrol mon er blevet af. Typisk er det dog mest synd for dem selv, fordi de blamerer sig noget så læsterligt.

Værre er de mennesker, der svælger i deres egen munddiarré. Og som, efter de har lukket verbal fæces ud, påberåber sig retten til ytringsfrihed, hvis det, de har sagt, går over grænsen for, hvad der er socialt eller juridisk acceptabelt.

Neger-Annette

Det er vanskeligt at finde et fuldstændigt dækkende eksempel på ytrings-Tourette. Ikke desto mindre er Annette Heick med sin ”neger-klumme” i dagbladet BT måske ikke et helt ueffent bud. I klummen, hvor Heick indleder med at slå fast, hun er et høfligt menneske, slår hun til lyd for, man gerne må kalde folk ”neger”, selvom de måske ikke bryder sig om det. Logikken synes at være, at hvis man opfatter sig selv som høflig, så er alt, man gør, høfligt. Og hvis folk ikke er enige i det, krænker de ens ytringsfrihed.

Det er en slutningsrække, Annette Heick måske med held kunne have tænkt igennem i hvert fald en gang mere.

Munddiarré-typen

Så er der andre, der svælger i deres egen munddiarré. En, man kan argumentere for, gør det, er den svenske plakatillustrator Dan Park. Hvorvidt hans produktioner kan klassificeres som kunst, vil jeg ikke gøre mig klog på. Men det er i hvert fald en kendsgerning, at Dan Park, når han er blevet bedt om at kommentere sit eget arbejde, bl.a. laver nazi-hilsen og fortsætter den provokation, der synes at spille en fremtrædende rolle i hans samlede kreative virke.

Samtidig mangler det at blive fremhævet, at Dan Park faktisk bruger billeder af navngivne men helt almindelige svenskere heriblandt en lokalpolitiker og fremstiller dem i nedværdigende situationer, selvom de har frabedt sig det. Spørgsmålet er, om hans arbejde er væsentligt nok til, det kan retfærdiggøres. Sikkert er det i hvert fald, at han dyrker munddiarréen – eller bruger provokationen som centralt element, om man vil.

De kritiske reaktioner på Dan Parks ting tolkes af en del selvbestaltede ytringsfrihedskæmpere som forsøg på at indskrænke ytringsfriheden. Spørgsmålet er dog, om det faktisk er det, kritikerne af Dan Park gør, eller om de – måske med rette – finder at Dan Park udnytter kunstnerrollen til at chikanere enkeltpersoner, der ufrivilligt optræder i hans værker og opfordre til vold.

’Krænkelser’ er i orden i kunsten

Ikke desto mindre er der kunst, vi – herunder retssystemet – tillader krænker enkeltpersoner. Et eksempel på det er romanen "Suverænen," hvor forfatteren Claus Beck-Nielsen og forlaget Gyldendal i 2011 blev frifundet for at have gået alt for tæt på forfatterens tidligere samarbejdspartners liv. I den sag fastslog Østre Landsret, at værket var fiktion og altså ikke identitetstyveri. Dommerne lagde til grund, at oplysningerne om den tidligere samarbejdspartners liv hverken var særligt følsomme eller ukendte af offentligheden i forvejen.

I den situation – vurderede Østre Landsret – at hensynet til den kunstneriske ytringsfrihed vejede tungere end en enkeltperson (den tidligere samarbejdspartners) oplevelse af at være blevet krænket.

I orden hvis alle får med samme krabask

Sammenfattende kan man sige, at ytringsfrihed er noget, der skal forsvares med alt, vi kan mobilisere, når det, man siger, tjener et overordnet formål. Når det ikke blot er drilleri, chikane eller overgreb på enkeltpersoner. Når alle – individer såvel som grupper – får med samme krabask.

Problemet med ytrings-Tourette er, at det simpelthen ikke tjener noget formål. F.eks. at kalde folk noget, de ikke bryder sig om – det gør ikke sameksistensen eller stemningen bedre. At tage sig en uhensigtsmæssig frihed er ikke nødvendigvis heroisk eller agtværdigt.

Munddiarré-tilfælde har samme dynamik som mobning i en skolegård. Men man kan ikke drille nogen, der ikke lader sig gå på af det. Og hvis man virkelig mobber eller bevidst provokerer nogen, kan man ikke bagefter dække sig ind under sin ytringsfrihed, når man bliver ramt af de reaktioner, der risikerer at komme fra dem, der føler sig som ofre og afmægtige.

Giv reptilhjernen mundkurv på

Og dermed ender vi ved noget, der i virkeligheden er kernen i dele af den debat, der i disse år pågår i Europa. Formelt opfattes folk fra alle trosretninger af alle som ligeværdige. Derfor forventer vi med rette, at alle skal kunne tåle at blive omtalt på alle mulige måder.

Men midt i al den formelle lighed er der nogle, som føler sig pressede, underlegne, ekskluderede – ja, som ofre. Og de kan reagere ved at ’slå tilbage’ mod det, de føler som et overgreb.

Skal vi vise særligt hensyn og give køb på det lighedssyn, der ligger i det, der af nogle opfattes som krænkende eller drillende? Nej, det er ikke ønskværdigt. Men det er heller ikke ønskværdigt, vi slipper reptilhjernen løs i parken uden mundkurv på. Selv om det måske ikke er hensigten at yppe kiv, kan et velanbragt bid sagtens øre ondt på dem, vi lege- eller drillesygt sætter tænderne i.