Universiteterne er ufejlbarlige. Mener de selv – tro dem ikke

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Universiteternes frihed er en frihed under ansvar. Men deres mekanismer til at opdage, indrømme og rette fejl forekommer igen og igen at svigte. Fem år efter vedtagelse V137 er spørgsmålet, om universiteternes ledelser har levet op til Folketingets forventning om en fungerende videnskabelig selvregulering.

Skandaler på universiteterne er efterhånden lige så almindelige som et lavtryk over Island.

På Harvard tvang anklager om plagiat rektor Claudine Gay til at forlade sin stilling. Hun var i forvejen i vanskeligheder, fordi hverken hun eller rektorerne ved MIT og University of Pennsylvania ved en høring i Kongressen kunne sige klart, at reglerne på deres respektive universiteter forbød opfordringer til folkedrab på jøder.

Hvis problemerne fremstod som isolerede hændelser, der kunne føres tilbage til enkeltpersoner, der havde trådt ved siden af, ville de være beklagelige. Problemet er, at de forekommer systemiske.

Den amerikanske højesteret underkendte i 2023 den systematiske diskrimination af hvide og asiatiske studerende, der i årtier havde fundet sted ved optagelsen til flere universiteter. En undersøgelse fra 2020 af udvalgte amerikanske universiteter har afdækket en markant politisk skævhed blandt forskerne.

Det forekommer klart, at universiteternes mekanismer til at opdage, indrømme og rette fejl igen og igen svigter.

I Danmark har vi ikke været forskånet for skandaler. I forrige årti blev den tyske professor i musikvidenskab Linda Maria Koldau presset væk fra Aarhus Universitet, efter hun havde stillet nogle efter min opfattelse helt rimelige spørgsmål til kvaliteten af uddannelsen. Efter kritik fra censorkorpset blev en hel uddannelse ved Aalborg Universitet – Humanistisk Informatik – omstruktureret.

I 2020 valgte både regeringen og ordførere fra flere partier i Folketinget at se bort fra en rapport fra RUC om social kontrol. Den var efter de pågældendes opfattelse skæmmet af helt banale fejl, der i sig selv gjorde den ubrugelig. Dens konklusioner var så åbenlyst utroværdige for flere med praktisk erfaring på området, at den trak tæppet væk under sig selv. Antropologerne Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold-Samsøe kritiserede blandt andet rapporten for at bagatellisere æresrelateret social kontrol.

At fejl bliver opdaget, kan være et tegn på, at selvreguleringen fungerer. Det afgørende er, hvordan universiteternes ledelser reagerer på berettiget faglig kritik.

Det spørgsmål forholdt Folketinget sig til med vedtagelse V137 den 1. juni 2021, hvor man opfordrede universiteterne til løbende at sikre, »at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik«.

Fem år senere er spørgsmålet, om universiteternes ledelser har levet op til Folketingets forventning om en fungerende videnskabelig selvregulering.

I årevis optrådte en ph.d.-studerende fra RUC som ekspert i vold mod minoritetskvinder og negativ kontrol. Hun fik et lydhørt publikum, fordi hendes forklaring gik imod gængse antagelser: Religion og kultur var ikke forklaringen, måtte man – kort fortalt – forstå.

Fortjenstfuldt har Radio IIII afdækket, at forskeren på dette tidspunkt ikke havde offentliggjort en eneste fagfællebedømt videnskabelig artikel.

Senere konstaterede Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, at vedkommende i 39 tilfælde havde plagieret. Uredeligheden omfattede ikke kun ikke-autoriseret brug af andres arbejde. Den bestod også i at manipulere med data i form af samtaler med voldsofre. Derfor endte sagen med, at RUC afviste at tildele ph.d.-graden til forskeren.

RUC-forskeren fik lov til at komme til orde, fordi et stort publikum gerne ville høre på hendes fiktive forskningsresultater.

Men det modsatte kan også ske: at universiteterne prøver at sabotere forskere, der bringer ubekvemme sandheder til torvs.

For nogle år siden udgav den franske islamforsker Florence Bergeaud-Blackler en debatbog om, hvordan Det muslimske Broderskab forsøger at infiltrere de europæiske samfund.

Det fik en professor fra Aarhus Universitet og en seniorforsker fra DIIS til at sætte en studentermedhjælper og seks bachelorstuderende til at undersøge hendes bog. Formålet var med deres egne ord at »underbygge vores fornemmelse« af, at bogen var fuld af fejl.

Resultatet blev lagt på Aarhus Universitets hjemmeside som et »faktatjek« og viderebragt vidt og bredt i danske og internationale medier.

Men en gennemgang af »faktatjekket« viste flere ekstremt graverende fejl: Forskerne havde fjernet et afgørende ord fra et citat, så meningen blev vendt på hovedet. De efterlyste dokumentation, som stod i de kilder, de selv henviste til. Og de kritiserede manglende sidetal i 28 pct. af bogens noter – mens 9 af 10 henvisninger i en af deres egne artikler manglede sidetal. Det kan man kalde dobbelte standarder.

Kritikken blev fremsat med titler fra henholdsvis Aarhus Universitet og DIIS. Den blev udført med institutionernes personale. Og den blev lagt på universitetets hjemmeside. Det misvisende »faktatjek« skete i regi af Aarhus Universitet og DIIS og ved hjælp af deres ressourcer samt troværdighed.

Først efter at sagen havde verseret i ugevis, og en gruppe af mine tidligere kolleger fra Folketinget i Weekendavisen havde undret sig, kom der et forsigtigt svar fra de to ledelser.

I forskellig sprogdragt siger de, at de har tillid til de eksisterende mekanismer til at fange fejl og uredelighed. Og at de derfor ikke vil foretage sig yderligere.

At ledelserne end ikke vil påtage sig et institutionelt ansvar for at lægge navn og ressourcer til et giftigt personangreb, er man desværre nødt til at kalde uhørt svagt.

Flere spørgsmål trænger sig på.

Den underkendte ph.d.-afhandling kom fra RUC. Endda fra det samme institut, hvor to andre forskere nogle år tidligere mødte kritik fra både regering, Folketing og andre forskere for at fremmane et misvisende billede af, at kultur og religion ikke havde noget at gøre med volden og den sociale kontrol i indvandrermiljøerne.

Stikker der en eller anden form for systematik under her? Så forskerne ved, at det pågældende institut i realiteten arbejder på at tilsløre sandheden. I stedet for at fremme den, hvad de fleste mennesker nok opfatter som universiteternes egentlige og grundlæggende formål.

De senere år har danske universiteter været ramt af den samme besynderlige ligegyldighed over for ekstremt grænseoverskridende adfærd fra Gaza-aktivister, som man også kender fra andre universiteter i Vesten.

Demonstranter og enkelte undervisere, som man kender identiteten på, bidrager til at skabe et ekstremt utrygt studentermiljø for sagesløse jødiske studerende. For eksempel med den berygtede PowerPoint med udsagnet »Death, death to the IDF«. Uden at det udløser andet end ekstremt vattede reaktioner fra universiteternes ledelser.

Samtidig med at Københavns Universitet uden megen tøven ændrede sin investeringspolitik, fordi aktivister havde oprettet en teltlejr på en del af universitetets område.

Folketinget fastslog i 2021, at universiteterne har en meget vidtgående selvbestemmelse, og at det politiske system ikke skal detailstyre universiteterne. Men det understregede samtidig, at universiteternes frihed er en frihed under ansvar.

I lyset af de mange ekstremt kritisable sager om uredelighed – politisering af forskningen, chikane af forskere med afvigende meninger og manglende indsats for at skabe et trygt og åbent forsknings- og studiemiljø – er tiden kommet til at spørge:

Tager universiteternes ledelser overhovedet det ansvar, Folketinget har præciseret – men som også fremgår af den eksisterende lovgivning – alvorligt?

Universiteterne er nogle af de ældste samfundsinstitutioner, vi har i Vesten. Og i hundredvis af år har de frie universiteter også været Vestens ”hemmelige våben”, når det gjaldt om at skabe frie, lige og ikke mindst rige samfund.

Der har aldrig været så meget brug for en hæderlig anstrengelse for at finde de bedste og mest korrekte svar på tidens udfordringer. Det kan ikke nytte noget, at det sættes over styr af skjulte, ideologiske dagsordener, politisk korrekthed og svag ledelse.

Inden jeg blev valgt til Europa-Parlamentet, var jeg i syv år forskningsordfører for Liberal Alliance. Derfor glæder det mig, at min efterfølger, Joachim Riis, har taget initiativ til en helt nødvendig debat: Lever universiteternes ledelser op til det ansvar, Folketinget har præciseret?

Lige nu er det mildest talt et afgørende spørgsmål at få besvaret.