Sverige har et af Europas mest stabile partisystemer
Valget i Sverige domineres af en række meget gamle partier. Det yngste parti i den nuværende Riksdag blev grundlagt helt tilbage i 1988, mens det næstyngste stammer fra 1981.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Svensk politik adskiller på en lang række måder fra politik i mange andre af Europas demokratier. En af dem er, at politikken stadig domineres af en stor mængde meget gamle partier.
I Danmark er mange forskellige helt nye partier blevet både grundlagt og valgt ind i Folketinget i løbet af de senere årtier. Alene siden 1995 gælder det: Dansk Folkeparti, Ny Alliance/Liberal Alliance, Alternativet, Nye Borgerlige, Moderaterne, Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg og Borgernes Parti.
Sverige har derimod et af Europas mest stabile partisystemer. Det yngste parti i den nuværende Riksdag - Sverigedemokraterna - er således grundlagt helt tilbage i 1988 (og blev valgt ind første gang i 2010) , mens det næstyngste - Miljöpartiet De Gröna - blev stiftet i 1981 (og har været medlem af Riksdagen 1988-1991 og igen fra 1994).
Alle de øvrige nuværende seks riksdagspartier er stiftet i 1964 eller tidligere. Således Socialdemokraterna i 1889, Moderata Samlingspartiet (de konservative) i 1904, Centerpartiet i 1913, Vänsterpartiet i 1917, Liberalerna i 1934 og Kristdemokaterna i 1964.
Nogle af partierne har skiftet navn én eller flere gange undervejs. For eksempel hed Centerpartier Bondeförbundet indtil 1958, og Vänsterpartiet hed Sveriges socialdemokratiska vänsterparti fra 1917 til 1921, Sveriges kommunistiska parti fra 1921 til 1967 og Vänsterpartiet Kommunisterna fra 1967 til 1990.
Men grundlæggende er Sverige i meget højere grad end både Danmark og en del andre lande i Europa præget af en stor partimæssig stabilitet.
I en enkelt periode, fra 1991 til 1994, sad partiet Ny Demokrati, som var blevet sifftet i 1991 (og som nærmest kan sammenlignes med Fremskridtspartiet i Danmark) i Rikdagen.
Men ellers er der siden 2. Verdenskrig ikke blevet valgt nogen nye partier ind, som ikke også sidder i Riksdagen i dag. Og der er ikke noget, der tyder på, at dette vil ændre sig ved dette valg.
Der er formentlig flere forklaringer på den store partimæssige stabilitet i den svenske Riksdag.
En af dem er valgsystemet, hvor svenskerne har en spærregrænse på 4 %, mens den i f.eks. Danmark ligger på 2 %. Men dette er næppe hele forklaringen.
I Sverige var der således under hele Den Kolde Krig muligvis en særlig stor opbakning til de eksisterende politiske partier i Riksdagen, fordi der generelt var en national samling om neutralitetspolitikken.
Sverige oplevede heller ikke - i modsætning til Norge og især Danmark - et jordskredsvalg i 1973, hvor nye ikke-socialistiske partier på én gang kom ind i parlamentet med en hel masse mandater (i Danmark: Fremskridtspartiet med 28 mandater, Centrumdemokraterne med 14 og Kristeligt Folkeparti med 7).
Forskellen i måden, som den skandinaviske velfærdsstat dengang var finansieret på, kan også have spillet ind, så der ikke generelt var lige så stor utilfredshed blandt vælgerne i Sverige over at skulle betale høje personskatter, som der var i Danmark og til dels i Norge. Og dermed ikke i Sverige lige så stor en tilslutning til et parti, der mindede om Fremskridtspartiet i Danmark og Fremskrittspartiet i Norge.
Når det gælder den politiske udvikling i Sverige i de første årtier af det 21. århundrede, kom utilfredsheden med de etablerede politiske partier i Sverige først og fremmest til udtryk gennem en utilfredshed den førte udlændinge- og retspolitik. Fordi de etablerede svenske partier over én kam meget langt op i tiden - i modsætning til mange partier i mange andre lande - fastholdt, at det var forkert overhovedet at diskutere større stramninger af udlændingepolitikken.
Derfor blev det kun ét parti, Sverigedemokraterna, som ønskede markante stramninger af netop udlændinge- og retspolitikken, der kom til at opsamle de utilfredse vælgere. I modsætning til i andre europæiske lande (herunder Danmark), hvor mange forskellige nye forskellige strømninger og sager gav næring til mange flere forskellige nye politiske partier.
Sverigedemokraterna kom derfor også til at gå frem ved hvert eneste riksdagsvalg, lige fra partiets grundlæggelse i 1988 og frem til det seneste valg i 2022. Det ser dog denne gang ud til at blive anderledes. I hvert fald hvis man skal tro meningsmålingerne.
Men stabiliteten i de svenske partisystem er intakt i dag. Der er intet, der tyder på, at nogle helt nye partier skulle komme ind i Riksdagen ved dette valg. Det er sandsynligvis stadig de samme syv partier, som har domineret svensk politik i årtier - og så Sverigedemokraterna - der vil komme til at bliver repræsenteret.
Liberalerna balancerer dog i øjeblikket i meningsmålingerne lige omkring spærregrænsen og vil måske for første gang ryge ud af Riksdagen. Dette ville i givet fald være historisk.
Nye partier i Riksdagen er der imidlertid ikke udsigt til, og det er der som sagt nogle gode både historiske og valgtekniske forklaringer på.
Dermed ikke være sagt, at det bliver let at danne regering efter valget. Regeringsdannelsen vil formentlig komme til at tage et godt stykke tid. Især hvis de rød-grønne partier, som er indbyrdes uenige på flere centrale områder, ender med at vinde valget, sådan som meningsmålingerne i øjeblikket tyder på.