Når vi ikke kan sikre Danmarks indre farvande, varsler det ilde for forsvarsviljen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»”Det lugter af død”. Det var ordene fra naboerne til de store stinkende svinefabrikker omkring landsbyen Tingerup ved Hvalsø, som jeg besøgte i dag.«

Det er lyden af Pelle Dragsted på Facebook. Lyden af debattens død.

Læser man sådan et opslag, so fühlt man Absicht, und man ist verstimmt. Som digteren siger.

For som han står der på marken og befrier grisene, lyder han veritabelt som lederen af The Rainbow Division, da de åbnede Dachau og mødte lejrens monstrøse rædsler; Holocaust, folkemordet i bestemt form, som nu er blevet en henkastet beskyldning på linje med idiot eller dompap. Du skal ikke vælte min øl, din folkemorder.

Dachau er associationen, men at det er hensigten, kan Pelle til enhver tid benægte. Det er tricket. At man kommer til at tænke på det uden at ville det. Don’t think of an elephant, ja, prøv så at lade være. Og Pelle Dragsted står uskyldsren tilbage. For grisene dør jo faktisk. Og det lugter.

Grisebasser med krølle på halen dør faktisk også. Spis min gris, i morgen skal du slagtes. Det er derfor, vi har grise, det bør vi være voksne nok til at erkende.

Når det gælder landbruget, kan man sige, at det har holdt sig til gældende regler. Og hvis det har overtrådt dem, behøver man jo ikke lave nye regler, man kan bare håndhæve de allerede gældende.

Når vi taler om gældende regler, der ikke er restriktive nok, peger pilen jo mod fru Mette Frederiksen, som har regeret Danmark ret enevældigt omtrent siden Estrup måtte slippe tøjlerne i 1894. Som Djævlen skæmtende sagde, da han bød nye gæster velkommen til Helvede: Bare rolig, det vil kun føles som en evighed.

Magten har hun haft, men med magten følger jo faktisk et ansvar. En pligt. Havet omkring Danmark tilhører ligesom de indre farvande os alle sammen. Høj og lav, fattig og rig.

Man har ikke pligt til at vinde valgkampe, men man har som folkevalgt politiker og som statsminister en pligt til at tage sig af det fælles. Men interessen for landbruget og grisebasserne og fedtemøget opstod i Socialdemokratiet, da man foreviste dem visse undersøgelser om vælgervandringer. Ikke før.

Spørgsmålet om landbruget skulle bruges, og det virkede. Venstre ligger forslået tilbage med blodig mund, fanget mellem fortid og fremtid, som en kommentator skrev. Der klappes ad Mette Frederiksen, som kan glæde sig over en fidel – undskyld: konstruktiv – presse, som nøjes med at følge boksekampen.

Symbolernes magt kan udnyttes og bliver det. Da Inger Støjberg begyndte at sætte lys i lagkagen, var offentligheden så himmelfalden af forargelse, at man glemte at spørge, om de såkaldte stramninger førte til noget. For dette var jo ondskab, og man spørger jo ikke ondskaben, om den er effektiv nok. Hvad den ikke var i dette tilfælde.

Hun er sluppet mindre heldigt af sted med sine dominansdunjakker, hvad hun burde have forudset, da hun selv går i én. Men det er en morpølse, forstår vi, idet vi konstaterer, at mødre ikke er beskyttet af tidens krænkelsesparathed; rimeligt nok i betragtning af at morpølser ofte ses lade sig transportere i et cykellad.

Der er mange andre symbolske dunjakker, f.eks. Moncler, og sådan en svend kan nemt koste små 20.000; et symbol på overvættes rigdom og/eller momentan sindssyge. Og på gadeplan et symbol på et offer, for har man sådan en jakke på i nattelivet, er man et oplagt offer for de mellemøstlige drengebander, som Berlingske har beskrevet i denne uge; en rystende historie, hvis man da ikke på en eller anden måde vidste det i forvejen.

Det nye er dokumentationen, omfanget, også af de sociale mediers rolle, og det faktum at udviklingen går den forkerte vej i rasende fart.

Justitsminister Wammen glæder sig derfor over, at de fleste børn er lovlydige. Tæl kun de lyse timer, som skattemyndighederne siger, når de konstaterer snyd i alle kiosker undtagen én.

I Odense Kommune konstaterer man, at »en mindre gruppe af meget kriminalitetstruede unge står for en stor del af den samlede ungdomskriminalitet i Danmark«; endnu engang kan man varme sig ved en kommunal sprogblomst, for kriminalitetstruet vil på almindelig dansk normalt betyde, at man er truet af kriminelle, hvad drengen i Moncler-jakken, offer-dunjakken, jo er, men her betyder det vist, at kriminaliteten som noget udefrakommende truer med at tage bolig i uskyldige unge mennesker, der derefter drives på gaden af en ukendt kraft, hvorefter de diverterer med knivstik og tramp i hovedet. Som ofre for omstændighederne.

At det er ubehageligt at blive stukket ned og trampet i hovedet, har ikke behandlersamfundets interesse. Beskyttelse af almindelige borgere har ikke prioritet.

Også landbruget ser sig selv som offer, men det er det ikke. Det kan have ret i, at det kommunale medansvar for vandenes tilstand er mere end bare en smule underbelyst, men det frikender ikke landbrugsproduktionen. Noget må der gøres, og at noget ikke for længst er blevet gjort, skyldes politik. Desværre.

Når man betragter Pelle Dragsteds cv og vennekreds, må man konstatere, at hans følsomme næse kan slås til og fra efter behag. Lugten af død generer ham kun nogle gange, slet ikke altid, det er en overmåde selektiv sarthed. Eller også er det bare politik.

Men spørgsmålet om forurening af vores fælles farvande burde være hinsides politik.

Det er jo, som vi ser, når man river såkaldte ghettoer ned, ikke al politik, der kan laves om igen. Noget er tabt for altid. Andre ting, som f.eks. vandkvaliteten, vil tage lang tid at genoprette, og ærlig talt, når vi ikke kan finde ud af det, hvad kan vi så egentlig finde ud af? Sammen?

Det varsler ilde for det fremtidige forsvar af fædrelandet, når russerne kommer.