Jeg havde mest af alt lyst til at råbe ad hende på skærmen, at hun skulle flygte så hurtigt, hun kunne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Et af mine yndlingsafsnit af ”Klovn” er det, hvor Susan hyrer en lokkedue til sin mand Carøe – en ung kvinde, der med feminin snilde skal friste ham og teste hans troskab. En test, han naturligvis ikke består.

Det vækker forargelse og beskyldninger om småusselhed hos alle ved bordet, bortset fra Mia, der i sin sædvanlige zen‑naivitet insisterer på, at det blot viser, at Susan er en stærk og modig kvinde.

I Viaplays nye realityprogram ”Temptation Island” er lokkedueidéen selve præmissen. Tre par sendes til Thailand og splittes op, hvorefter de flytter ind i hver deres villa, hvor otte “attraktive singler” af modsatte køn står klar – singler, de skal date og samtidig forsøge at modstå, så de kan bevise troskab over for deres partner.

Det er som i ”Klovn”-scenen, bare uden ironi. Og med flere plasticoperationer.

Jeg har nu set de tre afsnit, der indtil videre er blevet sendt, og programmet er lige så usympatisk, som det lyder.

Den mangeårige ”Paradise Hotel”-vært Rikke Gøransson beværter programmet og siger da også åbent i mediemagasinet Q&CO, at det ikke er godt fjernsyn, hvis ingen lader sig friste til at være utro. Det er en absurd præmis at konstruere et tv-program, der kun kan blive en succes, hvis rammerne lokker deltagerne til at begå utroskab på åben skærm, hvorefter seerne kan slubre den tårevædede reaktion i sig som bubbletea med tapiokaperler af bristede hjerter.

»Jeg tror, det bliver sindssygt underligt at skulle date en masse mennesker, når man har en kæreste. Det føles så unaturligt, og det føles, som om man er utro,« siger Emma i første afsnit.

Jeg havde mest af alt lyst til at råbe ad skærmen, at hun skulle holde fast i den tanke og flygte så hurtigt, hun kunne.

Og præcis som når min far ser fodbold og er overbevist om, at han kan fjernstyre både dommer og spillere med ren viljestyrke, følte jeg mig nærmest forpligtet til at forsøge at ruske op i hende: Kære Emma, det føles unaturligt, fordi det er unaturligt.

En af lokkedue-mændene, Jamie, har en nobel mission. Han fortæller, at han ønsker at være med i ”Temptation Island”, så mændene »ikke først skal opdage, at deres kvinder er nogle skøger om 10 år, når de er på vej ned ad kirkegulvet«.

Det må være den ultimative brocode. At ofre sig og gå i seng med en fremmed mands kæreste, så han ikke senere skal opleve en anden gøre det. En ædel trusseridder med de reneste hensigter.

Viaplay forsøger naturligvis at opdigte et formål til det ellers åbenlyst formålsløse program ved at markedsføre det som »den ultimative styrkeprøve for parforholdet« og som en slags terapeutisk nødudgang for par, der »står ved en skillevej« og mangler tillid.

Det er dog trods alt dejligt, at de ikke har DR’s selvhøjtidelighed og kalder det et socialt eksperiment – for så tror jeg, at jeg havde brækket mig.

Sandheden er, at det er et program, der ikke undersøger kærligheden, men udnytter og faciliterer dens sammenbrud – og pakker det ind som underholdning og selvudvikling.

Susans lokkedue i ”Klovn” holdt et spejl op foran menneskelig usikkerhed og jalousi – og spillede fiffigt på fordomme om kendisser som nogle smågroteske, seksuelle freaks, der springer på alt.

Viaplays lokkeduer holder i stedet spejlet op foran en realitykultur, hvor det, der engang var komisk absurditet, nu præsenteres som en slags moderne parterapi. I Klovn griner vi af menneskelig svaghed. I ”Temptation Island” forbruger vi den.

Viaplay plantede æbletræet, pustede liv i slangen og ventede bare på, at nogen bed.