Hvorfor er unge mænd så vrede?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der har været talt og skrevet meget om radikaliseringen af unge mænd. Har de for travlt med at lytte til Andrew Tate? Er de for meget på TikTok? Hvad kan være forklaringen?

Måske er spørgsmålet mindre vanskeligt at opklare, end samtalen i medierne antyder.

I den senere tid har den britiske avis The Telegraph fortjenstfuldt beskæftiget sig med, hvordan drenge og unge mænd fra den hvide arbejderklasse konsekvent bliver svigtet af de institutioner, der kunne og burde give dem en håndsrækning på vejen frem mod tilværelsen som voksne.

Hvide studerende fra arbejderklassen får ikke noget, der bare minder om en forlomme, fra de mangfoldighedsprogrammer, de to eliteuniversiteter Oxford og Cambridge tilbyder. Og specielt ikke de unge mænd.

Der findes en lang række stipendie-, mentor- og støtteordninger på de to universiteter, men de prioriterer i vidt omfang etnicitet over social baggrund. Hvis man tilhører det, der traditionelt blev kaldt BAME (”Black, Asian and Minority Ethnic”), kan man ofte søge ordningerne. Er man fra den hvide arbejderklasse, kan man næsten altid kigge i vejviseren efter støtte.

Forlader man alligevel universitetet med en afsluttet eksamen, er mønsteret ofte det samme på arbejdsmarkedet. Det er blandt andet kommet frem, at Bank of England, de britiske efterretningstjenester og flere af de store revisionsfirmaer har haft talent- eller rekrutteringsprogrammer målrettet bestemte etniske minoriteter. Men ikke den hvide arbejderklasse.

Alt sådan noget sætter sig i den hvide arbejderklasses drømme og forhåbninger. Der er næsten ingen sociale grupperinger i Storbritannien, der lever en tilværelse med større risiko for arbejdsløshed og andre negative belastninger.

Man kan selvfølgelig ikke sammenligne Danmark og Storbritannien 1:1.

Men der er bestemt heller ikke meget at være begejstret for i Danmark, hvis man er dreng eller ung mand.

En del af de adfærdstræk, der statistisk er mere udbredte blandt drenge end blandt piger, bliver af mange professionelle i den pædagogiske verden og uddannelsesverdenen opfattet som problemer, der skal korrigeres.

Og forskning peger på, at lærere ved lærerbedømte prøver er tilbøjelige til at give drenge lavere karakterer end piger med sammenlignelige faglige præstationer.

Og igen: Slipper man ud af gymnasiet og ind på en videregående uddannelse, fortsætter forskelsbehandlingen. Staten har oprettet det såkaldte Inge Lehmann-program, der er målrettet kvinder. Der findes intet tilsvarende program for mænd og kvinder, der bare er så uheldige, at de kommer fra uddannelsesfremmede hjem.

Hvis nogle af de drenge og unge mænd, der gennem hele opvæksten har fået at vide, at deres naturlige måde at opføre sig på er forkert, og som samtidig har oplevet, at piger havde lettere ved at få høje karakterer end dem selv, ender med at blive knotne og anti-agtige oven i hovedet, er det svært at fortænke dem.

Det giver mig anledning til to overvejelser.

Den første er, at det virkelig er farligt for samfundet, hvis uddannelsesinstitutionerne og arbejdsmarkedet forlader meritokratiet.

Transparente krav til, hvad man skal lære i løbet af sin uddannelse, og transparente kriterier for, hvordan alle elevers og studerendes præstationer bliver bedømt, er noget af det mest demokratiske og retfærdige, man kan forestille sig.

Alternativet vil altid være værre.

Den ene mulighed er mere subjektive bedømmelser, hvor transparente krav gradvis bliver erstattet af blødere vurderinger. Når transparensen ryger ud, ryger de sociale forskelle ind. De elever, der hjemmefra har lært at tale ubesværet med autoriteter og formulere sig selvsikkert, vil næsten altid stå stærkere end de elever, der ikke har den slags med i Fjällräven.

Den anden mulighed er endnu mere diffuse konkurrencer om at være det største offer og derfor have størst krav på hjælp. Er det mere synd for en mand fra arbejderklassen end for en kvinde fra den lavere middelklasse? Er det mere synd for en person med familierødder i Mellemøsten end for en person med familierødder et sted i Asien eller Afrika? Der findes ikke noget meningsfuldt svar på den slags spørgsmål. Men det er i praksis den logik, identitetspolitikken ofte ender med at bygge på.

Den anden overvejelse er: Hvem er egentlig arbejderklassens talsmand i vore dage?

De gamle arbejderpartier er det i hvert fald ikke. For de er blevet erobret indefra af den akademiske middelklasse. Og den har sine egne interesser, som den ikke nødvendigvis deler med arbejderklassen: identitetspolitik, grøn omstilling og internationale værdipolitiske dagsordener.

Derfor ender det med, at arbejderklassen i mange lande står uden sin historiske repræsentation i det nationale parlament. Og i stedet flokkes under andre flag. For eksempel de nye partier, der kritiserer indvandring og i stigende grad den grønne omstilling.

Man kan tænke sig mange årsager til, at drenge og unge mænd i nogle tilfælde er godt og grundigt trætte af den officielle fortælling om køn.

En nærliggende forklaring er, at mange af dem gennem deres opvækst har oplevet, at institutioner, som burde have mødt dem med lige krav og lige muligheder, i stedet har mødt dem med mistillid, lavere forventninger eller direkte særordninger til fordel for andre grupper.

Hvis samfundet ønsker færre vrede unge mænd, er det måske dér, diskussionen burde begynde.