Lad os skrue ned for vores maniske fokus på USA
Mange danskere har markeret sig som henholdsvis tilhængere og modstandere af Charlie Kirk - en politisk figur, som har meget lidt med os at gøre. Samtidig glemmer vi at interessere os for de langt vigtigere ting, der foregår i vores egen verdensdel.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det nylige mord på den amerikanske debattør Charlie Kirk har bragt sindene i kog, også i Danmark. Mange har grupperet sig som henholdsvis meget pro Charlie Kirk og har udråbt ham til et stort demokratisk forbillede, eller har demonstreret noget, der nærmer sig skadefryd over, at en politisk modstander er blevet tavs for evigt.
Det sidste er naturligvis helt uacceptabelt. Ingen mennesker skal sætte livet til for at sige, hvad de mener. Og ingen familie skal miste deres far og ægtemand, blot fordi han kæmper for det, han tror på.
Men mordet på Charlie Kirk er i bund og grund ikke udtryk for en konflikt, som vi har hverken lod eller del i i Danmark. Vi har ingen interesse i at importere en konflikt mellem MAGA-folk på den ene side og mere eller mindre venstreorienterede og/eller forvirrede amerikanere på den anden side.
Vi kan og bør begræde et menneskeliv, der går tabt, navnlig under så urimelige omstændigheder som her. Men USAs konflikter er ikke vores. Der er ingen grund til, at vi grupperer os efter amerikanske skillelinjer, og vores samfund, verdensbillede og interesser er i tiltagende grad så grundlæggende anderledes.
Tværtimod bør mordet være en alvorlig påmindelse til os i Danmark og i Europa om ikke at importere den dybe splittelse, vi ser mellem de politiske fløje i det amerikanske samfund.
Vi må selv slå hårdt ned på den stigende tendens til dehumanisering af politiske modstandere og øget forståelse for vold som et politisk kampmiddel, som vi desværre også ser her hos os selv.
Vi er nærmest manisk optagede af alt, hvad der foregår i USA i disse år, selvom USA bevæger sig længere og længere væk fra vores måde at se verden på, og selvom USA bliver mere og mere ligeglad med os i Europa. USA er ved at miste interessen for Europa, men Europa er på ingen måde ved at miste interessen for USA. Selvom vi burde være langt mere interesseret i andre ting i verden.
Vi hører således meget lidt om, hvad der foregår i vores europæiske nabolande. Selvom det i grunden betyder langt mere for os – eller burde gøre det. Fordi vi har et enormt behov for at stå sammen med de andre europæere i en mere usikker verden, hvor vi i høj grad deler verdensbillede og strategiske interesser.
Men de store problemer, som lige nu og her findes i Tyskland, i Frankrig og i Storbritannien, som hver især kæmper med at betydelige udfordringer med at få deres politiske system til at fungere, det hører vi i grunden ret lidt om. Selvom det i høj grad er forudsætningen for, at vi sammen kan udvikle vores forsvar og beskytte vores verdensdel, når USA nu tydeligvis er ved at miste interessen for os.
Det er trist, at Charlie Kirk er død. Og det er bekymrende, at USA har valgt en præsident, der opfører sig, sådan som Donald Trump nu gør.
Men vi bør forsøge at lade være med at fokusere så overdrevent meget på USA. Vi er europæere. Lad os interessere os mere for hinanden. Det er forudsætningen for, at vi kan stå sammen i en mere usikker verden.