Kæmper vi for frihed eller kristendom?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kirkeminister Morten Dahlin har skabt både begejstring og ramaskrig med sin erklæring om, at danske soldater kæmper for kristendom. Det skurrer indlysende mange i ørerne, fordi vi gennem de seneste par årtier er blevet tudet ørerne fulde med, at vi kæmper for frihed og menneskerettigheder.

Især demokratiske stater har et legitimitetsproblem med at gå i krig. Det er som udgangspunkt ulovligt at angribe et andet land, og hvorfor skulle vi risikere vores landsmænds liv og lemmer blot for at pleje nogle geopolitiske interesser? Derfor bliver vores krige altid moralsk begrundet. Enten kæmper vi for det gode, eller også bekæmper vi ondskaben. Og af samme grund bliver vores modstandere altid sammenlignet med Hitler.

For mange sekulære vesterlændinge er det derfor en ubehagelig tanke, at vi skulle kæmpe for kristendommen. For den kan vel ikke være sand for alle mennesker, og det er svært at retfærdiggøre bomber i Mellemøsten, hvis det skal forstås som en del af en troskrig. Muslimerne er jo forskellige fra os. Så hellere kæmpe for noget universelt sandt såsom frihed! Det føles bedre i maven.

Hvor kommer egentlig idealet om en moral, der gælder for alle, fra? Det opstod såmænd i en jødisk sekt. Jødernes fortælling er, at de alle nedstammer fra Abraham, og at Gud har lovet velsignelse og beskyttelse af hans udvalgte folk. Derfor har spørgsmålet om, hvem der er en rigtig jøde, fyldt meget gennem historien. For hvis man eksempelvis er konverteret til jødedommen, nedstammer man jo ikke selv fra Abraham. Derfor var det revolutionerende, da Jesus fortalte, at det spørgsmål var ligegyldigt. Vi er alle Guds skabninger. Vi er alle lige over for Gud. Moral gælder alle mennesker. Den er universel.

Når moderne sekularister afviser at kæmpe for kristendommen, fordi de kæmper for universelle sandheder, er det i grunden paradoksalt. Selve idealet om en universel moral er kristen.

I det hele taget stammer en langt større del af vores tankegods fra kristendommen, end nutidsmennesket tør erkende. Også noget så fundamentalt som friheden. Vores urforståelse af frihed kommer ikke fra det ydre rum, men fra kirkefader Augustin. Ja, vi har også en arv fra de gamle grækere, men ikke forestillingen om det personlige individuelle ansvar. Det er kristendom.

Menneskerettigheder er heller ikke udtænkt af gudløse videnskabsfolk. Den vigtigste inspirationskilde til de menneskerettigheder, vi eksempelvis kender fra den amerikanske uafhængighedserklæring, stammer fra filosoffen John Locke. Eller skulle vi kalde ham ”teologen”. Locke argumenterede nemlig med Gud. At alle mennesker var Guds skaberværk med selvstændig værdi og mening. Og ingen mennesker har ret til at bestemme over Guds skaberværk. Menneskerettigheder er også kristendom.

Resten af verden ved det godt. Når vi går i krig for det, vi kalder ”vores værdier”, går vi reelt i krig for kristne sandheder. Man kunne kalde vores krige for moderne korstog, men det er ikke rimeligt over for korstogene. Selvom de har et dårligt ry i populærkulturen, var de essentielt set et forsvar mod islamiske erobringer. De havde en væsentligt større moralsk legitimitet end eksempelvis Irakkrigen.

For der er selvfølgelig også noget ukristent ved troen på frihed og menneskerettigheder. Den manglende forsigtighed. Jesus var ikke en politisk tænker, og Bibelen skal i det hele taget ikke læses bogstaveligt. Der er fire evangelier med hver deres ikke helt enslydende beretning. Når vi ophæver vores politiske ideologi til sandheder så absolutte, at de er værd at dø for, mangler vi den kristne tvivl. At gøre frihed og menneskerettigheder til det helligste af det hellige er en form for afledt bibelfundamentalisme.

Så ja, når danske soldater går i krig, gør de det for noget større og noget sandt. Noget, der er værd at dø for. Ultimativt for Gud. Med den erkendelse i hånden kan vi forhåbentlig være mere besindige næste gang, vi mener at have så meget ret, at vi er villige til at risikere liv i retfærdighedens og sandhedens navn.