Befrielsesjubilæet er mere relevant end i mange år
Vi lever i en mere usikker verden, og det gør igen mange af besættelsestidens dilemmaer relevante. Ved siden af den militære oprustning har vi også brug for en åndelig oprustning, hvor vi kan lære af modstandsfolkenes ideal.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Fejringen af 80-året for Danmarks befrielse bliver med stor sikkerhed det sidste store jubilæum, hvor der stadig er overlevende, der rigtig kan huske Besættelsen. Eller i hvert fald kun Besættelsen set fra barnets perspektiv. Hvor den stillingtagen og de moralske valg, som en krigstid møder de voksne og ansvarlige med, ikke rigtig har haft relevans.
Alligevel er det, som om dette befrielsesjubilæum står skarpere og har mere relevans end i mange år. Og vel at mærke ikke blot som en del af den fælles historie, som et land nødvendigvis må have og i fællesskab opretholde erindringen om, men som en begivenhed, der har appel til os i dag, og som også peger ind i en efter alt at dømme mere usikker fremtid. Hvor mange af de udfordringer og moralske valg, som besættelsestidens danskere stod med, er lige så relevante i dag som dengang.
For at tage den mest indlysende parallel først, så står vi i dag omtrent lige så afrustede og forsvarsløse, som Danmark gjorde i 1940. I løbet af 30’erne var det danske forsvar blevet afgørende svækket, først og fremmest på radikalt initiativ, der i forlængelse af Viggo Hørups gamle diktum »Hvad skal det nytte?« havde argumenteret for, at Danmark ikke kunne forsvares, og at det var farligt at forsøge, fordi man dermed ville provokere stormagterne.
Afrustningspolitikken har vi lært at kende igen over de senere årtier nu begrundet i, at der ikke ville være nogen reel trussel imod dansk territorium, men kun et behov for mindre udrykningsstyrker, der kunne sendes til verdens brandpunkter for at udbrede fred og demokrati.
Begge dele var en løgn. Det var muligt at forsvare Danmark, hvilket vi beviste med Nato-medlemskabet i 1949, hvor vi indgik i verdens stærkeste forsvarsalliance sammen med lande, der delte vores interesser og værdier. Og det var til gengæld ikke muligt, at verden skulle være blevet så god, at truslerne imod dansk territorium faldt væk for evigt. Nu slås vi med tømmermændene efter at have hævet den såkaldte fredsdividende og efterladt dansk forsvar i en håbløs forfatning.
En mere usikker verden, hvor der er krig i Europa, og hvor det er sandsynligt, at der igen kan være reelle trusler mod dansk territorium, det er også en verden, som møder os med flere af de moralske dilemmaer, som besættelsestidens danskere stod i. Hvem skal vi samarbejde med, og er det værd at gå lidt på kompromis med sine idealer, hvis det kan bidrage til landets sikkerhed?
Men først og sidst stiller krise- og krigstid os over for de dybe eksistentielle spørgsmål om, hvem vi selv er, hvad vi tror på og i sidste ende, hvad vi ville være villige til at dø for. En lille, modig gruppe danskere valgte for mere end 80 år siden at gå ind i modstandskampen, og mange af dem betalte i sidste ende den højeste pris for det. Ville vi gøre det samme i dag? Elsker vi Danmark så meget, at vi vil dø for, at vores land og dets folk kan leve videre?
Vi er nu, langsomt og tøvende, tilsyneladende kommet i gang med den militære oprustning, selvom den efter alt at dømme kommer til at tage mange år. Men den kan ikke stå alene. Også den åndelige oprustning må til, for man vil kun kæmpe og dø for et land og et folk, som man elsker. Det kan vi lære af modstandsfolkene, som aldrig var i tvivl. Deres forbillede er mere aktuelt i dag, end det har været i mange år.