Fortsæt til indhold
Kommentar

Joe Biden har gjort Robert F. Kennedy Jr. en bjørnetjeneste

Trump har en stor interesse i, at den uafhængige Robert F. Kennedy Jr. trækker sig fra den amerikanske valgkamp. Ellers kan han paradoksalt nok tabe valget på grund af stemmespild.

Mirco Reimer-ElsterUSA- og Tysklandsanalytiker

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der bliver med rette talt meget om det tætte kapløb mellem Kamala Harris og Donald Trump i disse uger. I denne sammenhæng er det interessant, at tilspidsningen i meningsmålingerne i høj grad også skyldes, at opbakningen til tredjepartiskandidaten Robert F. Kennedy Jr. er blevet tæt på halveret den seneste måned.

Da Joe Biden trak sit kandidatur den 21. juli, stod Kennedy Jr. i gennemsnit til 8,7 pct. af stemmerne på landsplan i 538 vægtede gennemsnit. I skrivende stund er opbakningen til tredjepartiskandidaten faldet til 5,2 pct. Datajournalisten Nate Silver har kortlagt samme tendens på sin hjemmeside Silver Bulletin: Her er Kennedy Jr. gået fra 8,5 pct. på landsplan, da Biden dropper ud, til 4,4 pct. den 16. august.

Ifølge CNN’s datareporter, Harry Enten, er flertallet af de frafaldne Kennedy Jr.-vælgere gået til(bage) til Demokraterne og Kamala Harris. Dette ses også tydeligt på tendensen i de nationale meningsmålinger siden Bidens exit. Mens Donald Trumps opbakning vitterligt er uforandret (43,5 pct.) den seneste måneds tid hos 538, er Demokraterne gået fra 40,2 pct. under Biden den 21. juli til 46,3 pct. under Harris den 16. august.

Med et glimt i øjet kan man altså konstatere, at Joe Biden gjorde Robert F. Kennedy Jr. en bjørnetjeneste ved at trække sit kandidatur tilbage. Den nørdede læser vil her bemærke, at bjørnereferencen ikke er helt tilfældig, men en slet skjult henvisning til en af valgkampens mest bizarre øjeblikke. Rapgruppen Suspekt plejer at sige, »det kan godt blive vildere«, men der er Robert F. Kennedy Jr. mere typen, der siger ”hold my bear”.

Tidligere på måneden kunne man i et fyldigt portræt af tredjepartiskandidaten i magasinet The New Yorker nemlig læse om en episode for 10 år siden, hvor Kennedy Jr. placerede en død bjørneunge i Central Park i New York City. Ja, du læste rigtigt: Bobby Kennedys søn legede i 2014 som 60-årig bjørnen sover (for evigt) i en af verdens mest ikoniske parker. Hvis ikke der allerede var en tv-serie, der hed ”The Bear”, var det lige før, at Robert F. Kennedy Jr. skulle have grebet muligheden og sikret sig konceptet.

Det bliver dog endnu mere bizart. Kennedy Jr. havde nemlig fundet kadaveret af sortbjørneungen langt fra Central Park, navnlig i Upstate New York, da han var på vej til falkejagt. Kennedy Jr. læssede dernæst bjørnen ind i bilen, viste den frem for vennerne og havde ambitioner om at flå den.

Men da manden med egne ord fik for travlt, tog han slutteligt til Central Park efter mørkets frembrud med kadaveret samt en cykel for at få det til at ligne, at bjørneungen var blevet dræbt i parken af en cyklist. Jeg ved ikke med jer, men ”Sigurds Bjørnetime” slår mig som mere børnevenligt end ”Roberts Bjørnetime”.

Fremfor bjørneungen er det nu Robert F. Kennedy Jr., som er ved at blive flået i meningsmålingerne. Delstaten New York har derudover i denne uge nægtet manden med det berømte efternavn at blive opstillet i delstaten, fordi han modsat den nu afdøde bjørneunge tilsyneladende end ikke kunne opfylde bopælskravet. Det er næsten ikke til at bære.

Demokraterne skal dog være varsomme med at få armene for højt oppe for tidligt. Det kan bestemt blive tilfældet, at Kennedy Jr. ikke kommer til at være på stemmesedlen i samtlige svingstater.

Dernæst foreligger muligheden også, at tredjepartiskandidaten kaster håndklædet i ringen. Ikke overraskende arbejder Trump-lejren aktivt på at få dette til at ske.

Logikken er, at størstedelen af de resterende Kennedy-vælgere, der ikke foretrækker sofaen, ville stemme på Trump. Derfor har den tidligere præsident en interesse i at få Kennedy til at lave en Biden og trække sit kandidatur.

Ellers er risikoen, at Trump træder i bjørnefælden og taber et tæt valg på grund af stemmespild til manden, der næppe skal gøre sig forhåbninger om at blive administrerende direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Mirco Reimer-Elster, USA- og Tysklandsanalytiker