Kaos i Kreml er ikke nogen god nyhed for Vesten

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Wagnerbossen Prigozjin sætter sig op mod Putin, afslører sandheden bag den korrupte krig i Ukraine, marcherer mod Moskva og bøjer af.

Normalt ville Putin for længst havde skaffet den slags rebeller af vejen, men Prigozjin er for populær blandt russiske soldater, og Putin har desperat brug for Wagner-enhederne. Kaosset i Kreml er komplet.

At det sejler, er imidlertid ingen god nyhed, så længe sprækkerne i systemet er skabt af en krigsherre, der bifalder, at desertører hamres til døde. Prigozjin er ikke en mand, man ønsker sig i toppen af det russiske system.

At det vakler i Rusland, er derimod gode nyheder for den ukrainske offensiv, hvis militærledere efter sigende skulle indtage væsentlige mængder popcorn, mens de følger cirkus Putin udfolde sig på tv. Offensiven har slet ikke sat de tunge skyts ind endnu og kan se frem til at gøre det mod en stadig mere forvirret russisk hær.

Det ligner optakten til den perfekte storm. Intern russisk uro, Prigozjin presser Putin, demoraliserede russiske soldater, ukrainske panserbrigader i horisonten. Eller vil de voldsomme bølger atter lægge sig, Prigozjin forsvinde ud i periferien, og de udmattende skyttegravskampe fortsætte i Ukraine?

Personligt tror jeg ikke på det, men håber heller ikke på det modsatte. Et internt russisk opgør kan betyde borgerkrig i verdens største land med 22 republikker og atomvåben. Vi kan vinde krigen i Ukraine, men det er svært at se vinderen i et selvdestruktivt Rusland.

Uroen får højrefløjen i USA til at reagere. Donald Trump og ligesindede ryster i stigende grad på hovedet af Putins kaos. Det er ikke noget, man vil stikke fingrene i, man ved, hvad udenrigseventyr plejer at udvikle sig til. Demokraterne bliver ved til den bitre ende, men deres periode kan ende næste år. Europæerne risikerer at blive naboer til en diktaturstat, der får skåret hovedet af, hvorefter et utal af nye hoveder vokser frem.

Hvad er det med Rusland? Evigt undertrykkende, bjørnen, der vælter over egne ben, en Putin, der zigzagger mellem at kalde Wagner-soldater for forrædere og patrioter. Det ville være dejligt, hvis der var folkelig modstand mod styret i Kreml, men af frygt for værre er russerne tilfredse med, hvad de har.

Man savner Gorbatjov, den eneste russiske statsleder med lidt fornuft. Alligevel en bedrift, 500 år med en lige linje af brutale eller inkompetente ledere.

Tavsheden i toppen af Kreml var bemærkelsesværdig, da Prigozjin rykkede mod Moskva. Putin modtog ikke den forventede støtte fra sine tjenester og ministerier. Eneste lyspunkt her må være, at han nu kan rense ud i rækkerne i forhold til, hvem der var loyale, og hvem der tøvede. Der florerer endda kække teorier om, at Prigozjins oprør var orkestreret for at afsløre de brodne kar i Kreml.

Sikkert er, at det gynger for Putin i både den politiske og militære top. Tænk bare på, at Prigozjin kunne indtage millionbyen Rostov, et centrum for koordinering af krigen i Ukraine, uden at løsne et skud. Det kan man kun, hvis der er sympati for ens oprørsmarch.

Nu sidder Wagner-lederen i Belarus og tænker over sit næste træk. Og Putin afventer om den hårde kritik af krigen i Ukraine fortsætter. I så fald kan han blive tvunget til at sætte Prigozjin ud af spillet, vel vidende at han vil miste flertallet af Wagner-soldaterne på det. Hvad angår Prigozjin, så er han nødt at opretholde en vis profil – bliver han glemt, så bliver det lettere at snigmyrde ham.