Det hjælper ikke at gøre de unge lidt dummere og lidt mere dovne

Næsten hvert andet ungt menneske mistrives: angst, depressioner, søvnbesvær, ensomhed, spiseforstyrrelser, fortvivlelse, tristhed og hvad der ellers ligger i den tunge del af eksistensen. Det er næsten ubærligt at høre om.

Men resultaterne fra forskningsprojektet ”Mistrivsel i lyset af tempo, præstation og psykologisering – om ny udsathed i ungdomslivet” kommer også belejligt en uges tid inde i valgkampen – med et krav til politikerne om handling. Nu! Og hvilken politiker sidder det overhørigt – for der findes ikke noget mere kalorielet valgflæsk end at ville udfri mennesker fra deres lidelser.

Politikerne skal bare huske, at det er de unge, Danmarks fremtid, der betaler prisen for deres velmenende fupnumre – som for eksempel: kulturpas til kulturoplevelser eller medlemskab i en idrætsforening på 2.000 kr. til alle unge, når de fylder 15 år (skatteyderen er den glade giver). Hvor er det dog åndssvagt, man kan gå mindst ligeså nedtrykt ud af et museum eller et teater, som man kom ind. Og udgiften til fodboldklubben kan næppe blive statens ansvar. Gratis psykologhjælp (meget generøst) til alle under 25, kortere skoledage, færre krav og test, senere mødetider, mindre fokus på præstation og karakterer.

Hold nu op! Som om det hjælper at gøre de unge lidt dummere og lidt mere dovne – i virkeligheden gør politikerne de unge en bjørnetjeneste. For det er ikke de konkrete krav, høje forventninger og karakterer, de unge segner under, tværtimod styrkes vi mennesker åndeligt set af, at der bliver forventet og krævet noget af os – at nogen tiltror os gode evner. Vi har godt af at stå tidligt op om morgenen, møde til tiden, være flittig, tjene egne penge, passe vores liv og vores pligter – og det har mennesker altid gjort uden at blive syge af det.

Det eneste parti, der har sans for, hvad mistrivslen handler om, er Liberal Alliance, der fastholder, at det ikke bare handler om politik, men om kultur og værdier – og at man ikke skal psykologisere alle problemer i ungdomslivet. Bravo! Det skal råbes fra tagene.

For årtiers dannelsestab, traditions- og autoritetsopbrud og vor tids normforandringer, normforfald og identitetspolitiske bølger skyller ind over den unge generation, der er blevet skænket definitionsretten til sig selv og sin egen identitet – og samtidig har mistet den grundlæggende fornemmelse for, hvad et menneske er. Ja, ikke noget under, at de mistrives. Jeg er helt overbevist om, at politikerne ikke kan trøste ret meget – nej, mennesket, ungt som lidt mindre ungt, skal trøste sig ved arvesynden – for elendigheden handler i høj grad også om, at samfundet skal have retvendt forståelsen af, hvad et menneske er – og hvad der er grundvilkåret for et menneskeligt liv.

Det, der skal til, er langt mere radikalt og omkalfatrende end nogle ekstra velfærdsmillioner og målsætninger – der skal nemlig forkyndes kristendom. Dét er det eneste, der for alvor kan knægte mistrivslen, perfekthedskulturen og højhastighedssamfundet. For vi er nødt til at forstå, at synden, mørket i mennesket, er vores uforståelige forudsætningen og altomfattende uforklarlige virkelighed – og ikke en mulighed, man kan tro på eller lade være.

Og synden er ikke bare en tilstand – nej, den manifesterer sig hele tiden i dét, der er vores liv – i uperfektheden og utilstrækkeligheden, i manglerne og mellemrummene, i selvoptagetheden, småligheden, sorgen, smerten, søvnmanglen og alt det andet, der er så svært – men også bare er menneskeligt. Derfor er synden »et nådigt begreb«, skriver Søren Ulrik Thomsen et sted.

Jeg er altså synder, ikke fordi jeg er mig, men fordi jeg er et menneske og deler vilkår med alle andre mennesker. Og det er både uvant og aflastede, frisættende og sandt – og det, de unge trænger til at høre.