Barsel er blevet til en debat om ligestilling – det bør være en debat om børn

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Debatten om øremærket barsel er fyldt med følelser og misforståelser. Så lad mig først slå én ting fast: Jeg er imod “øremærket” og ikke imod “barsel”. Det er skræmmende, så tit jeg ellers er beskyldt for at kæmpe imod fædres barsel, fordi jeg insisterer på, at både mænd og kvinder kan tænke selv.

Problemet med øremærket barsel er, at familien sættes ud af kraft som øverste myndighed i dens eget barns liv. Det er hermed staten, som bestemmer, hvordan hverdagen skal se ud. Det er helt forkert.

Vi har at gøre med (oftest) to voksne mennesker, som netop har fået et barn sammen. Et barn, som de skal tage ansvar for og opdrage til at blive et godt menneske, som trives i sit liv. Det er et stort ansvar. Alligevel har regeringen sammen med Venstre vurderet, at de ikke kan tage ansvar for selv at fordele barsel. Det kræver åbenbart statens kontrol.

De hylder, at 7 af 10 mænd vil tage den nye, tvungne barsel. Og det er da godt, hvis flere mænd endelig tager den barsel, de har lyst til. Men hvad med børnene hos de 30 pct. af familierne, som ikke får far hjem på tvungen barsel? Skal de bare sendes tidligere i institution? Skal de miste tid i hjemmet?

Jeg sad med, da man forhandlede barsel i Danmark. Det foregik i Beskæftigelsesministeriet og handlede om at sikre, at mænd og kvinder var ens på arbejdsmarkedet. Det handlede stort set ikke om børn.

Hvis man som jeg ser barsel som et tilbud til barnet, så er det allervigtigste, at barnet har god tilknytning til sine forældre og kan vente med at komme i pasning, til det er klar. Hvis man ser barsel som en gene på arbejdsmarkedet, så handler det jo bare om at fordele problemet så fladt og lige ud, at alle er lige generet af det. Det er netop dét, regeringen sammen med Venstre har gjort.

Barsel er et fantastisk tilbud til forældre – men mest til børn. Det giver ro det første år. Det giver familien gode vilkår at starte ud på. Og vigtigst af alt skal det være noget, hvor forældrene helt selv bestemme, hvad der er bedst for deres barn. Det må altid være langt vigtigere at lytte til barnet end til chefen eller regeringen, når man skal tage stilling til, hvem der bliver hjemme i morgen.