I Tyskland er det til at holde ud at køre i tog. Hvorfor skal DSB være så elendigt?

Min sommerferierejse begyndte på Ringsted Station. Over højtaleren blev det meddelt en fem-seks gange, at havde man ikke en pladsbillet til toget mod Hamborg, måtte man på ingen måde stige på, men vente på næste tog mod Jylland, skifte i Fredericia, Kolding og Flensborg for engang ud på aftenen at nå Hamborg.

Men sagen var den, at der i DSB’s billet- og reservationssystem ikke havde været muligt at reservere plads til nogen af afgangene mod Tyskland hele den pågældende rejsedag. Kun billet. Først fra Hamborg kunne man erhverve en pladsbillet. Jeg stod på alligevel med min klapvogn, mit barn og en rejserygsæk omtrent så tung som jeg selv, og til min forundring var kun en fjerdedel af pladserne i toget besat. Og alligevel ville DSB ikke medtage passagerer fra Ringsted. Måske vil de i det hele taget helst ikke medtage passagerer – den fæle mistanke kan man ikke undgå at få, når man tager serviceniveauet på togrejsen i betragtning.

Togrejsen, der egentlig er den allermest behagelige rejseform – langsommeligheden, tiden og hvilen – der er så meget, man ikke er nødt til, mens man vugger afsted gennem skiftende landskaber og lader sjælen hænge og dingle lidt. En rejse med DSB derimod gør ikke sjælen noget godt – den er oftest dårlig, dyr, forsinket, frustrerende og skal egentlig helst helt undgås.

I Hamborg forlod jeg DSB og steg om bord hos Deutsche Bahn og sænkede skuldrene. Alt var godt. På perronen hjalp en venlig (slet ikke vred som hans danske kollega) togkontrollør klapvognen, barnet, bagagen og mig op i vognen og ønskede »eine schöne reise«.

I Tyskland kan de godt finde ud af det. Der er stadig en spisevogn med små lune retter, varme pølser med kold kartoffelsalat, lagerøl fra Erdinger Brauhaus, Spätburgunder og riesling i små flasker, vinglas på stilk, kaffe, kager (serveret med kagegaffel), aviser og lidt legetøj til de små rejsende. Der er rene toiletter med pusleplads, aflukkede kupéer til småbørnsfamilier med legehjørne og familievogne med ekstra megen plads til de svært pakkede barnevogne, rejserygsække og stressede familier, der skal fordrive tiden.

Og har man siddeplads for langt væk fra spisevognen, kommer stewardessen susende igennem vognen med friskbrygget kaffe, og sidst på eftermiddagen tilbyder hun en »feuerabendbier«. I højtaleren ønsker lokomotivføreren de rejsende »einen schönen aufenthalt«. Ja, sådan er det nemlig, i de tyske tog tager man ophold – i DSB skal transporten bare overstås. Toiletterne er enten aflåste, ude af drift, og det ene, der virker, til alle de mange rejsende er en ildelugtende bakteriebombe, toiletpapir på gulvet, ingen sæbe, 10 dråber vand, og af hensyn til babyens helbred er bleskift udelukket.

Der er uforklarlige forsinkelser, grundløse aflysninger og ubehøvlet personale, der ikke kunne drømme om at hjælpe hverken en gammel dame eller en barnevogn ind i toget og ikke forpasser chancen for at overfuse en stakkels passager, der påpeger at billetautomaten og elevatoren på stationen heller ikke virkede dén dag. Hverken lunken vand eller kold kaffe kan købes om bord, salgsvognen er afskaffet sammen med enhver form for ansvar, ordentlighed og stolthed, der skulle kendetegne De Danske Statsbaner – en hæderkronet gammel statslig institution.

Skammeligt – og måske et sindbillede på de tvivlsomme tilstande i det danske offentlige system? Hvad er der dog gået galt?