Fortsæt til indhold
Kommentar

Hvad mon Putin ville gøre ved et Ukraine uden mænd?

Mænd skal vinke farvel til våbnene, mener museumsdirektør, som udviser ringe forståelse for såvel sin samtid som den europæiske civilisation.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»Gang på gang tager jeg mig i at se den igangværende invasion af Ukraine som en anakronisme (...) For krig og køn hænger uløseligt sammen. Krig har historisk (med få undtagelser) handlet om store magtmænd og deres mandlige soldater – og kulturens krigsfortællinger tegner det ultimative billede af mandighed og heltemod og ja, også af mandlig seksualitet (...) Det hele er macho – og det hele er krig.«

Sådan skrev direktøren for Museet Køn, Julie Rokkjær Birch, i en klumme i JP i mandags. Direktøren leverer den forklaring, at vold og krig udspringer af mænds følelse af at være blevet afvist som mand, og appellerer til, at kvinder finder en ny model for fred lidt a la kvindesagsligaen af 1915.

Hvis du tror, krig er noget gammelt bras, så husk lige det 20. århundrede. Eller det 21.

Ligesom John Lennons berømte sang ”Imagine” forestiller sig en verden helt uden nationer – hvilket ofte applauderes af de store fisk i erhvervslivet, som nu f.eks. bestyrelsesformanden for Mærsk, Jim Hagemann Snabe, her forleden på Twitter – forestiller museumsdirektøren sig en verden uden mandlig aggression. Så skal der nok blive fred.

Ja så.

Det er på stående fod svært at se, hvad almindelige ukrainere skal bruge den slags forestillinger til i disse dage og uger. Især de mænd, der forsvarer deres fædreland og har sendt kvinder og børn i midlertidig sikkerhed uden for landets grænser. Mon ikke de tænker, at de har brug for al den testosteron, de kan samle om forsvaret for deres land? Er det da ikke derfor, de beder Nato og alle andre om hjælp?

Men det er altså forkert, må man forstå. Mænd skal vinke helt farvel til våbnene og lade kvinderne styre butikken.

Hvad mon Putin ville gøre ved et Ukraine uden mænd?

Desuden er det gode spørgsmål, om kvinder partout ville være garant for fred? Det synes ikke at være tilfældet i børnehaven, klasselokalet, på universitetet eller i direktørens egen kulturbranche, hvor kvinder for længst er kommet i overtal. Men det kan naturligvis bero på visse indkøringsproblemer. Alligevel slår det mig som ikke alene naivt, men tilmed som en flothed at tro, at kvinder er mere fredelige end mænd. De fører blot krig med andre, mere sofistikerede midler.

Uanset hvor meget vi afskyr krig, hænger krig og civilisation uløseligt sammen. Særligt den europæiske civilisation har i sin statsdannelse været ekstremt voldelig, ikke mindst siden Reformationen, og været styret af en vedholdende rivalisering mellem forskellige samfundsgrupper, såsom konger, dronninger, dynastier, gejstlige, adel og byelite. Hvis der er noget, europæerne har vist sig gode til, er det at føre krig både ude og hjemme med alle tilrådighed stående midler. Hvis du tror, krig er noget gammelt bras, så husk lige det 20. århundrede. Eller det 21.

Denne evne til at angribe og forsvare sig er afspejlet i vores kunst og kultur lige siden Homer. Verdenslitteraturen begynder og slutter med krig, de er forbundne.

Vi skal i vores udenrigspolitik og indenrigspolitik undgå krigen og borgerkrigen, så længe vi overhovedet kan. Men hvis den kommer, ja, så er den her, og så må enhver kæmpe, med hvad han, hun og hen har til rådighed eller om nødvendigt flygte over hals og hoved. Det er krigen, der er en ulykkelig konstant. Freden er en undtagelse. Uanset hvad mænd og kvinder går rundt og forestiller sig.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.