Får den tyske Rigsdag en dansk stemme?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For en del år siden, da Bertel Haarder var integrationsminister, og jeg var ordfører, blev der foretaget lempelser i adgangen til dansk indfødsret for danskere i Sydslesvig. Da den dygtige jurist forelagde formuleringen, sagde hun: ”med hensyn til danskere i Nordtyskland.” Hun blev omgående afbrudt af Haarder og mig, der i kor råbte ”Sydslesvig!”

Jeg glemmer det aldrig, og jeg ved, at hun heller ikke glemte det.

Benævnelsen Sydslesvig er udtryk for et sindelag, der for mit vedkommende bygger på historisk viden, opdragelse og følelsen af samhørighed, ikke mindst med den danske kirke i Sydslesvig, der står under gejstligt tilsyn af biskoppen i Haderslev. Og allerede denne konstruktion viser, at der er borgere i forbundsstaten Tyskland, der lever med tro og fællesskab, der er dansk.

Sydslesvig er gammelt dansk land, og det er næsten ubærligt at møde også danske politikere, der ikke fatter, at danskere i Sydslesvig er et nationalt mindretal med hjemstedsret netop i Sydslesvig. De er ikke tilfældige indvandrere i Tyskland.

Sydslesvigsk Forening, SSF, tilbyder arrangementer med dansk kultur. Sydslesvigsk Vælgerforening, SSW, er både det danske mindretals og de nationale friseres politiske parti i Sydslesvig. SSW har sæde i både kommuneråd, kredsdage og Landdagen i Kiel. Ja, en årrække var Simon Faber overborgmester i Flensborg.

At SSW kan blive tungen på vægtskålen, viser landdagsvalget i 2012, SSW tilsluttede sig oppositionen mod den siddende CDU-regering. Det gav anledning til kritik, at Anke Spoorendonk dermed var med til at vippe regeringen og indtage posten som minister for justits, kultur og europæiske anliggender i en rød-grøn regering. Denne højrøstede diskussion viser tillige vanskeligheden ved at være et parti, der skal favne vælgere, der først og fremmest definerer sig som danske og som frisere. Men når man får muligheden for indflydelse, skal man turde tage stilling, selv om det er meget lettere at krybe i skjul.

Nu bejler SSW til Forbundsdagen. For første gang i 60 år er SSW igen opført på stemmesedlen ved valget til den tyske Rigsdag. Og der krybes så sandelig ikke i skjul. SSW har udarbejdet et omfattende og ambitiøst valgprogram, der ikke er plads til at gengive her. Kandidaterne fører i valgkamp under sloganet ”Nu kommer Norden.” ”Og vi vil slå i bordet i Berlin”, siger SSW’s spidskandidat, Stefan Seidler.

SSW vil være Slesvig-Holstens stemme i Berlin. For delstaten er Udkantstyskland, og der er langt fra Flensborg til Rigsdagen i det store land med mere end 83 mio. indbyggere.

I forbundsdagen skal SSW både favne det danske og det frisiske mindretal, men også hele Slesvig-Holsten. Samtidig skal de politiske ønsker gøre indtryk på et flertal i den store Rigsdag. At hævde total ligestilling for samtlige nationale mindretal i Tyskland og ligestilling i øvrigt, er en oplagt sag. Tanken om den tyske hausfrau ligger stadig langt dybere i Tyskland end i Danmark. Derfor kom Tyskland sent med, hvad f.eks. angår vuggestuer.

At SSW også har digitalisering på programmet, afslører, at Tyskland bestemt ikke er foregangsland, hvad angår digitalisering. Også mht. grønne løsninger kan nordiske værdier og teknologi bidrage.

Og jeg kan ikke fri mig fra det ønske, at netop SSW’s stemmer i den tyske Rigsdag kunne højne interessen for det tyske i Danmark. Interesse for og viden om det tyske sprog, vor protestantiske arv, musikken og litteraturen spiller i dag en sørgelig ringe rolle i de fleste danskeres bevidsthed.

Det tilkommer slet ikke en herboende dansker at blande sig i det tyske forbundsvalg. Men jeg tillader mig at sende en hilsen til mine landsmænd i Sydslesvig med de bedste ønsker om et godt valg for SSW.