Vil forbuddet mod Loyal to Familia hjælpe på kriminaliteten? Givetvis nej
Kun omfattende hjemsendelser vil gøre en afgørende forskel på kriminalitetsstatistikken herhjemme.
Det er de seneste dage blevet diskuteret, om Højesterets stadfæstelse af forbuddet mod den berygtede bande – så vidt vides udelukkende med medlemmer med rødder i den tredje verden – Loyal to Familia (LTF) vil have nogen effekt på kriminaliteten i især København.
Meget sigende udtaler Torben Svarrer, ledende politiinspektør i Københavns Politi, til DR: »Ja, vi kan bruge det. Vi ser også en forskel. Det handler meget om at undgå en manifestation i det offentlige rum. Man går ikke og flasher, hvor man kommer fra. Det er med til at skabe en tryghed for vores borgere – og det altafgørende er, vi er trygge i vores land.«
Torben Svarrer siger ikke noget om, hvorvidt forbuddet mod banden vil føre til lavere kriminalitet fra de tidligere medlemmers side, og det er nok meget klogt. Det vil nemlig givetvis ikke være tilfældet. Det afsløres allerede længere nede i artiklen, hvor det hedder, at »ifølge et nyt politinotat, som blev fremlagt i Højesteret, er der omkring 100 aktive medlemmer i banden – og medlemstallet er dynamisk. Samtidig ser politiet også, at banden fortsat åbner nye afdelinger«.
Den ulovlige bande LTF åbner altså nye afdelinger. Så meget for den effekt. Mafiaen i både Italien og USA har alle dage været ulovlig, hvilket ikke har forhindret den i at udøve sine ulovlige aktiviteter.
Dette handler naturligvis om antallet og andelen af personer med rødder i den tredje verden, især den muslimsk dominerede del af den. Det ses mildest talt tydeligt i Sverige, der i dag er så hærget af bandekriminalitet, at selv de meget politisk korrekte er ved at få en smule kolde fødder, som man kan læse om her i forbindelse med Stockholm-regionen, der har haft 70 skudepisoder og 16 drab i årets første syv måneder.
Det burde ikke være svært at regne ud og iværksætte det eneste, der vil virke på længere sigt: Det er omfattende hjemsendelser, først og fremmest af kriminelle ikke-statsborgere, dernæst af andre med rødder i den tredje verden, der ikke er statsborgere, og endelig noget betydelig økonomisk lokkemad til utilpassede, som ulykkeligvis har modtaget statsborgerskab uden at have gjort sig fortjent til det. Disse sidste skal forgyldes økonomisk til gengæld for, at de opgiver deres danske statsborgerskab.
Kun efter omtrent sådanne retningslinjer kan man rette op på den nuværende horrible situation. Gør vi ikke dette, bliver Danmark, som Sverige er i dag. Det er kun et spørgsmål om tid, og nok så mange forbud vil ikke hjælpe det mindste.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter