Vi har glemt, at naturen er en samarbejdspartner og ikke bare en uudtømmelig ressource
Det kan undre, at mennesket med den intelligens, vi er udstyret med, ikke er i stand til at leve i pagt med naturen. I stedet følger de fleste stiltiende med, uden at reflektere over hvad der sker.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Meget ofte, når jeg er ude at holde foredrag, kommer spørgsmålet om, hvordan vi er kommet hertil, hvor klimaet ændrer sig, biodiversiteten er kraftigt nedadgående, og det vigtige hav får dårlige betingelser for liv. Spørgsmålet kommer især fra den unge generation, der i de senere år er blevet mere og mere bevidst om, at vi behandler naturen forkert.
Det bedste svar, jeg kan give, er, at vi i vores bestræbelser på at blive rigere og rigere og samtidig gøre tilværelsen lettere og lettere for os selv har glemt, at naturen skal være en samarbejdspartner og ikke blot en uudtømmelig ressource – for den har grænser.
Ligesom med alt muligt andet skal naturen ses i en helhed, hvor der skal være balance mellem alle de kræfter, der til alle tider er på spil. Når balancerne forsvinder, har det konsekvenser. Nogle gange er konsekvenserne små, så balancerne kan genoprettes, mens det andre gange handler om, at vi krydser nogle usynlige linjer – tipping points – som det ikke er muligt at komme tilbage fra.
Siden Anden Verdenskrig har vi ikke mindst i den vestlige verden skabt en økonomisk fremgang, som næppe er set tidligere. Vi har skabt teknologiske fremskridt, som har ændret vores samfund og måder at leve på til ukendelighed. Vi har taget disse ”fremskridt” til os, uden tanke på om det måske ikke er den rigtige vej at gå. Men når forandringerne går så stærkt, når vi ikke at reflektere over dem, men gør som de fleste: følger stiltiende med.
Nu ser vi dog en begyndende tendens til, at vi måske skal til at slå bremserne i. Det skyldes ikke mindst udviklingen på de sociale medier, hvor kommunikationen mellem mennesker er blevet distancerende og uden omtanke. Forhåbentlig kan netop det spæde oprør brede sig til andre grene i samfundet.
Det positive er naturligvis, at vi på trods af befolkningstilvæksten i vores del af verden er blevet rigere og har færre fattige. Det har kostet på vores naturforståelse, men burde jo så give os mulighed for at forbedre økonomien i andre dele af verden, som ikke er så heldigt stillet.
Samtidig er netop den fattigere del af verden mest udsat for konsekvenserne af både klimaændringer og tab af biodiversitet, hvorfor en øget hjælp her burde være en logisk følge.
Men der er nok en tendens til, at Vestens forskere og politikere ser problemerne i et vestligt lys, og dermed bliver økonomi det vigtigste omdrejningspunkt. På den måde glemmes naturen og de mest udsatte. Den indiske forfatter Amitav Ghosh blev interviewet af Rune Lykkeberg i Information her i weekenden. Ghosh havde nogle meget interessante betragtninger og sagde bl.a.: »Jeg tror, at det er en vigtig del af den katastrofe, vi befinder os i. At dem, som er mest berørt af klimaforandringerne, deres erfaringer og historier, overhovedet ikke er en del af hele vores klimadiskurs.«
Netop det handler også om, at vi ikke i årtier har haft øje på naturens reaktioner på vores levevis, men på vanlig vestlig facon kører derudad med skyklapper på.
Det er på tide, at vi nu begynder at se mere på naturen i al dens mangfoldighed og mindre på den traditionelle økonomiske vækst. Derfor bør forfattere som Amitav Ghosh være en inspirator til at nuancere debatten.