I Sverige ruller feministerne frem

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er ikke kun i Danmark, at ligestillingsdebatten er eksploderet. Også i vort kære naboland mod øst er ligestillingsiveren i vækst, samtidig med at bykvarterer paradoksalt nok overtages af importerede machoklaner og storfamilier med rødder i Mellemøsten.

Det sidste anfægter ikke den nye tids feministiske ideologi, som rulles ud på landets universiteter. Her forlyder det, at køn slet ikke eksisterer biologisk, men skabes af omgivelserne. Forestillingen om det skabte køn trænger ind overalt, og betvivler du den, øges – med myndighedernes formulering – »risikoen for diskrimination«, og så en den potte ude. Sådan blev socialkonstruktivismen en uangribelig doktrin.

Udtrykket kommer fra forfatterne til bogen Genusdoktrinen (”Kønsdoktrinen”, red.), den 44-årige doktor i pædagogik Anna-Karin Wyndhamn og den 38-årige borgerlige debattør Ivar Arpi, der har gjort sig arveløse ved at gå op imod regering, embedsværk, universiteter og den svampede skovbund af institutioner, der er skudt op i de senere årtier, og har vovet at kritisere, at der forskes i køn og ligestilling for et skatteyderbetalt beløb, der svarer til halvdelen af politiets samlede årlige budget, og at den såkaldte forskning er fup og politisk indoktrinering.

Mens politik handler om magt, burde videnskab handle om, hvad der er sandt, selv om det muligvis kun er kortvarigt, skriver forfatterne. I Sverige handler videnskab derimod om, hvem der har magten, og hvordan feministerne griber den. Når man følger deres fremfærd, forstår man, at der er tale om leninisme på svensk.

Den både velskrevne og urovækkende bog bygger på interviews med 80 nøglepersoner og et omfattende kildemateriale, herunder officielle udredninger, direktiver, handlingsplaner, kursusmateriale, forelæsninger, debatter m.m. Dens anklage er, at kønsdoktrinen ikke alene skal få forskere, studerende og administration til at gøre det rigtige, men endnu mere frapperende skal få dem til at tænke rigtigt, dvs. afskaffe den akademiske frihed.

I efterårsferiens Småland virker kønsdoktrinen meget fjern, det skal siges. Vi går gennem den smukke skov ned til den nærliggende Skärsjön. Ikke en vind rør sig, alt ånder fred og idyl, og børnene spørger, om der virkelig er så meget kaos i Sverige, som deres far mener at vide. Den blanke sø spejler himlens evighed, og vi stiger ned i robåden og driver gennem det tyste paradis. Der er ikke en ligestillingskonsulent i miles omkreds, ikke et eneste direktiv, sekretariat eller tiltag, slet ingen myndigheder.

Men Wyndhamn og Arpi er ikke i tvivl. Kønsdoktrinen er den nye norm, der skal »integreres« i alle videnskaber. At kritisere integrationen er en fjendtlig handling og indebærer socialt selvmord. Da bogen udkom, modtog forfatterne mange lykønskninger fra folk i miljøet, men kun få af dem tør blive set offentligt med forfatterne.

Anna-Karin Wyndhamn er for øvrigt ikke hvem som helst. Hun har arbejdet med ligestilling i en årrække og været tilknyttet det nationale sekretariat for kønsforskning ved Gøteborg Universitet, hvis opgave det er at samordne ligestillingstiltag på svenske uddannelser. Egentlig var stillingen hendes drømmejob, men snart blev hun opmærksom på de doktrinære bestræbelser, som præger sekretariatets virke og favoriserer kvinder til stillinger og bevillinger ved svenske læreanstalter.

Det var således fra ligestillingsindustriens maskinrum, at hun tog kontakt til Ivar Arpi, som i Svenska Dagbladet havde kritiseret den akademiske feminisme, og bogen bringer nogle af hendes dagbogsoptegnelser. De har en genklang af Kafka og Solsjenitsyn.

For mange læsere må det være chokerende læsning. Mest sigende er måske mødet med de frygtsomme forskere, som ikke tør udtale sig, taler udenom eller censurerer sig selv. Hvorfor er de så ængstelige? Fordi myndighedsaktivismen allerede har erobret statsforvaltningen, til trods for at denne aktivisme egentlig kun flugter med det politiske program hos partiet Feministiskt Initiativ, der ved sidste rigsdagsvalg fik 0,46 pct. af stemmerne. Som revolutionen i Rusland lærte os for 100 år siden, kræver radikale forandringer indimellem kun en lille elite. Kan den få folk til at tro, de forbedrer verden, så har de få store muligheder.

En anden sammenligning byder sig til. Ligesom vi i årtier har hørt og set svenske journalister, forskere, politikere og offentlige talspersoner benægte masseindvandringens konsekvenser, møder vi nu samme duknakkethed og medløberi, når det gælder den kønsdoktrin, der trænger ind i Sverige via universiteter og læreanstalter. På en eller anden måde forholder det sig sådan på den anden side af Kattegat og Øresund, at netop de personer, som burde vide bedre, slet ingenting ved. Eller lader, som om alt er godt.