Fortsæt til indhold
Kommentar

Fordomme mod grønlændere i Danmark fylder en del og påvirker unges studier og selvværd i en negativ retning

Hovedingrediensen i fordomme mod grønlændere er selvstyrets sejlende sociale område og dansk uvidenhed.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Fordomme mod grønlændere skal fjernes på tre niveauer. Desværre er der ingen nemme løsninger. Vi bliver dog ikke fordomme kvit, før årsagen til dem elimineres. Selvstyret, grønlændere og danskere skal selv i arbejdstøjet.

Desværre er det ikke gjort med at sige fra overfor stigmatisering. Det er godt, at grønlændere begynder at sige fra og dermed fokuserer på udfordringerne. MEN: årsagen til fordommene skal fjernes.

Så længe danskere kan få bekræftet deres fordomme om grønlændere på det nærmeste gadehjørne, slipper vi aldrig af med dem. Om vi så beder samtlige ressourcestærke grønlændere i Danmark om at fortælle den gode historie, så er opgaven umulig uden at involvere selvstyret. Problemet kan nemlig ikke løses uden at pege pilen tilbage på Grønland, som i 41 år har haft ansvaret for det sociale område. Og bekæmpelse af fordomme er tæt forbundet med at løse de sociale problemer. Derfor bør selvstyret prioritere at reducere den udsathed, som desværre udstilles i Danmark, når grønlændere flygter til Danmark. Dels ender de ofte endnu mere ulykkelige end derhjemme, og dels fodrer og vedligeholder deres tilstedeværelse på danske torve fordomme. Det påvirker naturligvis grønlændere i Danmark, forholdet til Grønland og grønlandske studerendes selvværd i en negativ retning.

I Grønland er vasketøjet hvidt. I Danmark er det beskidt.
foto: privat

Fordommene mod grønlændere opstår blandt andet, når man ser de synlige tegn på klirrende plasticposer på byernes torve. Det lange seje træk med at symptombehandle og fjerne årsagerne til fordomme udebliver, og instinktivt opstår de, fordi de bekræftes i dagligdagen.

Så længe Grønland og Danmark ikke i fællesskab går i flæsket på årsagerne, så vil mange danskere bevidst eller ubevidst holde sig til det, der udspiller sig for øjnene af dem. Hvis vi reducerer antallet af socialt udsatte grønlændere i det offentlige rum, så vil fordommene også langsomt forsvinde. Fordomme kredser om sociale forhold. Og selvom vi ikke kan undgå socialt udsatte hverken i Grønland eller i Danmark, så kan der sættes ind for at fjerne hovedingrediensen i danskernes fordomme mod grønlændere.

Vi har som grønlændere også selv et ansvar for at fortælle om vores identitet. Og i den mellemliggende tid (indtil vi bliver klogere på hinanden), må vi appellere til danskere om at holde igen med fordomme og hjælpe med at få andre til at holde fordommene for sig selv. Hjælp jeres børn med at holde denne ubetænksomhed for dem selv. Lad dem klikke på nogle af disse artikler, så de bliver opmærksomme på, hvor ondt fordomme gør. Noget af det er også ubetænksomhed fra dansk side, og den del bør kunne undgås ved hjælp af dialog.

Vidensniveauet om rigsfællesskabet, herunder Grønland, skal løftes. Uddannelse kan og skal være med til at fjerne fordomme. Som sædvanligt slutter jeg dermed af med et ønske om at få løftet vidensniveauet i rigsfællesskabet.