Vores svælgen i fortiden er begyndt at skygge for at løse nutidens udfordringer
Uanset hvor mange gange vi fjerner statuer og giver Hans Egede bind for øjnene, slettes vores fælles forhistorie ikke. Tværtimod nærer det visse grønlænderes had til Danmark.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Birthe Rønne Hornbech har skrevet et indlæg på sin blog her på JP: ”Lær af historien. Den kan ikke fjernes.”
Historien hverken kan eller skal glemmes.
Min farfar (Hans Lynge) sagde engang, at vores fælles fremtid handler om, hvorvidt vi skulle kunne lægge fortiden bag os uden at glemme og se frem uden at være naive.
Uanset hvor mange gange vi fjerner statuer og giver Hans Egede bind for øjnene, slettes vores fælles forhistorie ikke. Tværtimod antænder kravet om at fjerne fortiden den ild, som visse grønlandske politikere behøver for at kunne vedligeholde hadet til Danmark. Konflikten mellem landede i rigsdelene synes at være omdrejningspunktet for deres ”politik”.
I stedet for at blande mig i, hvor vidt statuen af Hans Egede skal fjernes eller ej, vil jeg påpege de negative konsekvenser ved at svælge i fortiden og bruge den som våben.
Det eneste, der kan retfærdiggøre at trække mod fortiden i en tid, hvor grønlændere står overfor massive udfordringer i nutiden er, hvis vi kan lære af den. Vi har absolut ikke behov for at grave flere grøfter i den dansk/grønlandske relation.
Som grønlænder i Danmark har jeg nu fået en stor opgave i at separere vores udfordringer fra selvstyrets såkaldte politik.
Jeg tør ikke længere lægge vores skæbne som uofficielt mindretal i selvstyrets hænder. Der er behov for en repræsentation for grønlændere i Danmark, som vi selv skal vælge.
Min skæbne skal ikke længere være i hænderne på løsgående grønlandske missiler, som for egen vindings skyld vælger at bruge historien negativt fremfor konstruktivt. Hvis bare jeg kan blive fri for at sortere under selvstyret, så kan de for min skyld fjerne lige så mange statuer, de vil i Nuuk.
Jeg har ikke tænkt mig at glemme vores forhistorie, og jeg må insistere på at skrive næste kapitel med åbne øjne. Vi skal se frem uden at være naive, og vi må ikke lade fortiden skygge for at løse nutidens udfordringer. Det vil i den grad klæde grønlandske politikere at få løst udfordringer med misbrug og børn før alt andet. Men den løsning må de selv komme frem til. Jeg vil bare ikke længere være en del af denne ”politik.”
Jeg tror, Birthe Rønn Hornbech skal tage ved lære af andre end Lars Emil Johansen, hvis hun vil have et retvisende billede af udfordringerne. Er det ikke nærliggende at se på de mange tusinder af grønlændere i Danmark, hvis stemme ignoreres. Hvis der ikke sker noget her, så vil dette blive endnu en skamplet på vores fælles historie. Rønn Horbech påpeger, at det grønlandske folk selv burde have truffet afgørelsen om kolonitiden.
På samme måde skal det stødt stigende mindretal også høres. Det er vigtigt at grønlændere i Danmark selv er med til at bestemme deres skæbne.
Hver gang grønlandske politikere åbner en ny debat om kolonitidens spøgelser, får jeg mavepine. For så ved jeg, at dette røgslør af had igen forhindrer løsning af samtidsproblemer.
Det er som om, man vil styre historien ved at fjerne alt det som smager af fortid i Grønland, markedsføre den underskønne natur og kulturarven, indtil det ønskede billede på Grønland toner frem på nethinden. Samtidig er man fløjtende ligeglad med at alt det beskidte vasketøj hober sig op i Danmark.
Den ligeværdige samtale som Birthe Rønn Hornbech efterlyser, får vi først, når hadet ikke længere styrer synet på historien.