Der er dækket op til ballade i dansk cykelsport, men lokalt går det godt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det går forrygende for dansk cykling. Vi har danske verdensmestre på landevej og bane, vi har ryttere, der kan køre med i forårsklassikere og om etapesejre, og masser af talenter, som træner en vis legemsdel i laser og blot venter på, at smittefare og myndighedernes restriktioner driver over, og løbskalenderen bliver sig selv igen. Og så er der, som alle bilister og trafikanter må have opdaget, travlt på de danske landeveje og cykelstier. Motionister har også noget, de skal bevise.

Jeg ved godt, at nogle af mine læsere enten er ligeglade eller pisseirriterede over ikke at have asfalten for sig selv, men for en patriotisk cykelfan som undertegnede har det høje danske sportslige niveau i kombination med den ufrivillige løbspause og kedelige film i tv udløst abstinenser og ugentlige anfald af rastløshed og måske endda meningsløshed. Lidt som i ”Venter på Godot” går vi, der er eller opfatter os som cykelryttere, rundt og gør og siger mærkelige ting, før vi finder indre ro og mening under regelmæssig træning i det smukke sommervejr.

Som altid er cyklingen en redning; ikke alene fysisk, sandelig også mentalt. Torsdagen var ingen undtagelse: Ud til den gamle flyvestation i Værløse, fire runders intervaller og hjem igen, nu som mig selv. Det virker hver gang.

Til gengæld går det mindre godt i Danmarks Cykle Union (DCU), som organiserer cykelsporten hertillands, herunder klubber, kontrollanter og frivillige hjælpere.

Formand Henrik Jess Jensen beskyldes for flere ting, herunder utidig indblanding i kvindelandsholdet til fordel for sin egen datter, inhabilitet i forbindelse med placering af internationale cykelløb i Aalborg Kommune, hvor formanden åbenbart selv er ansat, og tilbageholdelse af informationer med hensyn til løbsdirektør Jesper Worre og det aflyste Postnord Danmark Rundt, ligesom man aner, at der er mere galt fat med organisationskulturen i DCU.

Bidder er dukket op i Ekstra Bladet og i JP her og her, og i kulissen spørges, hvad der egentlig foregår i unionen.

Jeg ved det ikke, men det er der andre, der gør. Kim Plesner fra Veloropa har f.eks. lagt en længere analyse frem i DCU’s medlemsforum. Den er detaljeret; jeg holder specielt af afsnittet om et modigt bestyrelsesmedlem, en vis overlæge fra Bispebjerg Hospital. Kom ikke og sig, at dansk cykelsport er grå og kedelig! Plesner har også lavet en podcast om krisen i DCU, som jeg ikke har hørt endnu.

Situationens alvor tilspidses af, at der søndag er kongres i DCU, hvor der skal vælges næstformand og bestyrelsesmedlemmer. Der er dækket op til ballade.

Derfor var det også en stor glæde at tage sit benzindrevne køretøj og køre trille til Holbæk for at overvære præsentationen af et spritnyt amatørhold ved navn Team Eiland Electric Carl Ras, som skal konkurrere i landets bedste og næstbedste rækker, og møde lutter glade ansigter. Når tingene klasker sammen i toppen af magtpyramiden, er det godt, at det lokale forenings- og forretningsliv overlever og virker i denne svære tid, hvor meget stadig er sat på pause.

Holdet, der drives af sportsdirektør Henrik Egholm fra den lokale klub Holbæk Cykelsport, rummer både unge og ældre ryttere med et spænd fra 19-44 år. Det er imponerende i sig selv og siger lidt om en af mine kæpheste, nemlig hvad cykling kan, selv på højt plan: samle flere generationer og vidt forskellige psykologiske profiler og motiver.

Profilernes forskelle kommer til udtryk under holdpræsentationen: De unge ryttere taler helst ikke eller tøver med at få noget sagt. Lige så trænede deres kroppe er, og lige så onde de kan være i sidevinden, lige så uvante er de med at skulle udtrykke sig foran et publikum. Soldater på hjul, uskyldige civilister eller drenge til fods.

Man kan også kalde indstillingen ydmyg, og den kan jeg godt lide, ikke mindst fordi den er så sjælden i dag. Ydmyghed er en dyd, men vi værdsætter den ikke længere. Hos os skal alt være eksplicit, udadvendt, åbent, kommunikerende, agilt og i bevægelse. Man ser det blandt de unge demonstranter i Københavns gader, i organisationer, virksomheder, på de sociale medier, Snapchat og Instagram, hvor uneg og gamle optræder som om, de har styr på alting.

Nils Eigil Bradtberg, holdets mest erfarne rytter, understreger ligeledes betydningen af ydmyghed og er naturligt nok bedre end de unge ryttere til at sætte ord på, hvad den betyder for holdets præstation. Sådan en kaptajn ville jeg gerne arbejde for, hvis jeg havde alderen og evnerne.

Det er et udvalgt selskab; verdensmesteren er her også, nej, hele to, for ud over den ulasteligt klædte Mads Pedersen går også juniorverdensmesteren fra 2016, Jakob Egholm, lyslevende rundt blandt de tilstedeværende i Spar Nords lokaler i Slotscentret i Holbæk. Han ligner en lys, nordisk yngling, ham Jakob, men sådan noget må man naturligvis ikke skrive i vore dage, hvor Black Lives Matter meget mere. Spændende skal det alligevel blive at følge ham på det nye hold, som er begunstiget af en lang række lokale sponsorer, herunder den lokale frikirke, halleluja!

Det er muligvis den sidste oplysning, der gør mig optimistisk og får mig til at tænke, at hvis vi slår pjalterne sammen, kan det være, at Danmark – trods corona, DCU og konkurrencen fra den såkaldte e-sport – måske alligevel vil overleve som cykelsportsnation.

Aftenen er slut, og der er ikke mere argentinsk tapas og dansk kildevand tilbage, folk begynder at liste hjem. Forinden får jeg en snak med Brian Holm og Per Bausager om små og store ting, dvs. mest om cykling, og hvorfor det bare er fedt at stå ude i Sengeløse, Slagelse eller Gundsømagle klokken ged om morgenen, som Brian formulerer det, og se sin knægt køre væddeløb.

Jeg er ikke i stand til at forklare, hvorfor det er så fedt. Det må prøves. Men måske har det noget med rødder og hjemkomst at gøre, sådan som Brian fastslår uden antydningen af tvivl. Og når han siger det, så må det jo passe.