Imperiet slår tilbage

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er både en europæisk og meget dansk historie, der udfolder sig for øjnene af os i disse dage, uger og måneder. Europæisk, fordi vort gamle kontinent endnu en gang er ved at blive overtaget af et imperium. Dansk, fordi vor statsminister efter alt at dømme ender med at overgive sig.

Det er som altid Tyskland eller Frankrig, der har travlt med at bygge stort. Denne gang står de endda i ledtog med hinanden, ligesom de har allieret sig med Spanien, Italien og andre lande med masser af huller i statsbudgettet.

»Det er jo fuldstændig gak,« udtalte statsminister Mette Frederiksen tilbage i oktober om en mulig dansk ekstraudgift til EU på ca. 5 mia. kr.

Det var dengang. Nu er det et helt andet beløb, der er oppe at vende i Bruxelles, når udenrigsminister Jeppe Kofod og hans kolleger mødes for at godkende EU-Kommissionens idé om en gigafond på rundt regnet 750 mia. euro, som skal strøs ud over Sydeuropa (og Balkan, Polen og Finland!) med løs hånd, fordi Merkel og Macron siger det.

Det er et europæisk bistandsprojekt. Fra nord til syd. Alt sammen på grund af en atypisk smitte og en typisk kommission, der udnytter enhver situation til at tilrane sig mere magt og prestige.

Pengene skal lånes på finansmarkedet. Gældsætningen er fælles og rækker mange år ud i fremtiden. EU begynder de facto at opkræve skatter i medlemslandene.

Hvis det så bare var penge. Realiseringen af den imperiale fond sender et signal til alle os små og indskrænkede mennesker i Europa, at den dybe politiske integration hamrer derudad trods brexit, og hvad vi ellers har. Nu, hvor briterne er ude, er Danmark, Nederlandene, Østrig og Sverige, altså den »usolidariske sparebande« overladt til sig selv.

Hvis imperiebyggerne får held med deres forehavende, vil penge, magt og selvbestemmelse strømme ud af nationalstaterne og ind i imperiet. Spørgsmålet er ikke retningen, men udfaldet. Enten er det kun begyndelsen. Eller også er det begyndelsen på enden for EU.

Uanset hvad er den epoke forbi, hvor det europæiske samarbejde skulle beskytte en særlig civilisation eller en bestemt demokratisk kultur. Både den kristne arv og det klassiske, vesterlandske nærdemokrati er for længst skrevet ud af traktater, taler og communiquéer.

Nu gælder det om at bygge op, så unionen kan matche Kina, USA og Rusland, og det kræver, at nationalstaten køres ud på et sidespor. Hvad der var fjerne længsler for flere årtier siden, er geopolitik i dag.

Tænk stort, lyder det fra føderalisterne, og de er mange, selv i de mest skeptiske nationer, fordi de gerne sidder i magtens politiske og moralske centrum, mens modstanderne typisk befinder sig i den politiske og moralske periferi.

Føderalisterne stræber vidt og går hinsides landegrænser, nationale sympatier, geografiske, industrielle og kulturelle forskelle. Ligesom køn ikke længere skal være køn, skal lande ikke længere være lande. Danmark og Sverige, Nederlandene og Belgien, Spanien og Portugal, Polen, Tjekkiet og Slovakiet opfattes i stedet som zoner, regioner og delstater, mens forbundsregeringen skal kunne samle trådene i Bruxelles og Strasbourg og regere over det samlede territorium, juridisk, politisk og økonomisk.

Det kan godt være, at Mette Frederiksen er den mest EU-skeptiske danske statsminister siden 1973, og hun har skruet op for retorikken i Folketinget, men hun vil med al sandsynlighed bøje nakken for magtkomplekset i Bruxelles, også i denne sag.

»Vi vil arbejde for, at pengene målrettets, så de rammer de hårdest ramte lande,« udtalte finansminister Nicolai Wammen til JP i går. I dag mistede statsministeren så den stabschef, som måske kunne have overtalt hende til at stå imod.

Nu skrider det. »Gak« er væk. Imperiet slår tilbage, og det slår hårdt.