Uden Gud ender vi en moralsk blindgyde

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg var i Radio4 i samtale med Anders Stjernholm i programmet "Gud Fader bevares".

Temaet var etik og moral – med eller uden Gud.

Anders Stjernholm er bekendende ateist. Jeg bekender mig til det modsatte – tro på Gud. Og når det drejer sig om troens tankemæssige begrundelse – og lad det være sagt: troen har mange andre begrundelser! – giver netop spørgsmålet om etik og moral en vigtig begrundelse for troen på Gud.

Lad mig forsøge at give en kort forklaring på det.

Hvis alt, inklusive mennesket, dybest set er ren materie, atomer og molekyler, resultatet af en evolution, som ikke er styret af noget andet end naturens egen ”styring”, som dybest set kun er tunet ind på én ting, nemlig overlevelse, hvordan kan vi så have tillid til vores moralske antagelser om godt og ondt? Er det, vi kalder ”godt og ondt“ så ikke bare udtryk for det, der lige nu passer bedst til vores overlevelse?

Sagt på en anden måde: Uden en instans udenfor og over naturen mangler vi begrundelsen og basis for en absolut norm for, hvad der er godt og ondt. Den norm er der jo ingen, der kan give os. Normer er udelukkende kulturelt og tidsmæssigt betingede. Der findes ikke noget, der til alle tider på ethvert sted kan defineres som ondt eller godt.

Alt sammen, enhver forestilling om godt og ondt, kan skiftes ud. Man kan aldrig med absoluthed sige, at det er forkert at gasse nogle millioner jøder i kz-lejre. Man kan ikke sige, at overgreb mod børn, voldtægt, udryddelse af handicappede, at grådighed og nærighed til enhver tid og i enhver kultur er ondt.

Man kan til en vis grad argumentere for det praktiske i den slags moralske forestillinger her og nu. Men man har intet principielt værn mod, at en anden ideologi, en anden kultur kan introducere helt nye forestillinger om godt og ondt.

Kort sagt: Vi ender i en moralsk blindgyde, hvis vi ikke vedkender os en moralsk absoluthedsinstans, længe før vores egne gener og fornuft får idéer om godt og ondt.

En moral, som dybest set kun er et biprodukt af den blinde evolutions overlever-mekanisme, er en moral, som dybest set ikke er mere sand end enhver anden biologisk impuls, såsom trang til mad, trang til at gabe, trang til sex, trang til at kaste op. Det er en moral, som egentlig kun beskriver, hvordan vi opfører os, og ikke hvordan vi burde opføre os.

Charles Darwin havde selv blik for svagheden ved det syn på tilværelsen, at alt, når alt kommer til alt, kommer af ren, ubevidst, tilfældig natur. Han skrev i et brev til en ven: ”Den rædsomme tvivl er der altid: Har overbevisningerne i menneskets hjerne, som er blevet udviklet fra laverestående dyrs hjerner, nogen som helst værdi, og er de i det hele taget pålidelige?“