Risikogruppen er glemt i genåbningen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Sent onsdag aften blev døren til Danmark og til danskernes dagligdag åbnet lidt mere.

Det krævede mange og lange politiske forhandlinger, men endelig blev partilederne enige. Billedet var, som det altid er efter den slags forhandlinger. Alle ser så kække og glade ud. Alle har de i de sidste timer af forhandlingerne i deres hoveder formuleret de sætninger, der skal tilflyde deres vælgere. Alle har fået indrømmelser. Alle har fået de andre til at rykke.

Mange vælgergrupper er glade. Dem, der udbyder og forbruger kunst og kultur, højskoler og underholdningsindustrien, har omsider fået deres ønsker opfyldt. Grænsen til Tyskland er ikke mere så lukket, som den har været. ”Jeg skal besøge kæresten” er det nye ”sesam, luk dig op”, som ingen grænsevagt kan kontrollere rigtigheden af.

Sommerhusudlejerne ved den jyske vestkyst er derimod ikke tilfredse. For logikken i de seneste beslutninger er lige så fraværende, som i tidligere beslutninger.

Eksperternes sundhedsfaglige råd er heller ikke, hvad de har været. Eksperterne har nu lært det politiske spil og ønsker ikke mere at blive spændt for politikernes vogn.

Sådan læser jeg ekspertudtalelserne fra regeringens egne eksperter. Usikkerheden står badet i projektørlys. Konsekvenserne af mere åbne institutioner, restauranter og grænser er, set ud fra et sundhedsfagligt synspunkt, forbundet med risiko.

Så er det sagt. Politikerne kan ikke mere hverken vaske eller spritte ansvaret af på sundhedsfagkundskaben.

Der er i Danmark mere end en million pensionister og yngre med diabetes, kol og andre kroniske lidelser.

Tv-lægen får bekymrede spørgsmål fra denne risikogruppe og svarer med at vise pædagogiske tegninger, der skal dokumentere, at vi skam ikke skal være så bekymrede, for der er så få af os i risikogruppen, der bliver syge og dør.

Men det, som den sympatiske tv-læge glemmer at fortælle, er at de forholdsvis få dødsfald måske skyldes, at de svageste af angst for at blive smittede lever i isolation. Vi skal jo holde afstand på to meter, og det lader sig ikke gøre ude i samfundet, hvor der kun skal holdes én meters afstand. Og en million mennesker kan jo ikke rende rundt med megafon og bede andre holde afstand.

Dr.dk melder trøsterigt, at der er syv døde, men færre indlagte. Ja, de syv døde tæller jo ikke mere som indlagte. Sådan er statistik.

Dr.dk oplyser desuden, at der på verdensplan er omkring 5 mio. smittede. Knap to mio. er blevet raske og mindre end en halv million er døde. Statistik kan bruges til meget. Og hvad der er blevet af den resterende to en halv million, der åbenbart hverken er raske eller døde, melder DR’s historie intet om.

Vi i risikogruppen mangler klare rettigheder. For når der ikke er klare pligter, men kun retningslinjer, anbefalinger og råd, for f eks. fodterapeuter, massører, tatovører og frisører, er der tilsvarende ingen rettigheder, som vi kunder og patienter i risikogruppen kan forlange eller støtte ret på. Vi aner ikke, hvad vi med retlig virkning kan kræve af sikkerhedsforanstaltninger fra dem, der skal behandle os og røre ved os.

En professor udtaler, at genåbningen er »risikovillig, men kan lade sig gøre.«

Ja, naturligvis. Alt kan lade sig gøre, når bare man vil løbe risikoen. Problemet er blot, at de politikere, der villige til at løbe risikoen, bruger hele risikogruppen, der ikke er spurgt, som risikovillig kapital.

Det er, som om det nu drejer sig mere om kroner og ører end om liv og død. Det er, som om den store del af befolkningen, der udgør risikogruppen, er glemt. Ladt i stikken. For som en ung mand sagde til mig: »De gamle dør jo alligevel.«