Højskolesangbogen er blevet et hit, fordi den viser os, hvem vi er

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Med ét (pressemøde) var det meste forandret: Hverdagen med den langsomme opvågnen til den kendte udsigt, der alligevel ikke er helt så kendt.

Den fortrolige og forudsigelige, velsignede, vel rolige og lidt trivielle hverdag med arbejde, der skal gøres, madpakker, der skal smøres, unger, der skal hentes, rutiner, der ikke må ændres, deadlines, der skal overholdes, og travle dage, der skal overleves, før vi igen klasker sammen i hverdagens og hvilens seng med en bunke papirer, der skal læses igennem inden mødet i morgen.

Alt det mellem morgenkys og aftengab, der er vores hverdagsliv, alt det, der holder sammen på skelettet, var ikke mere. Og hvad gjorde vi så? Ja, det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage faktisk, men vi begyndte at synge (sammen hver for sig, som det hedder).

Danskerne stormede ud og købte højskolesangbøger, den lille blå kom på boghandlernes bestsellerliste, og Philip Faber blev nationalhelt. Og hvorfor? Ja, jeg tror ikke, vi synger, fordi det lukkede land og den lukkede verden over nat har gjort os mere dannede, mere åndfulde, mere nationale eller mere fællesskabsagtige for den sags skyld, men fordi sangene giver os det, vi længes efter – det, hjertet længes efter og hænger ved. »Så syng da, Danmark, lad hjertet tale,« står citeret på ryggen af Højskolesangbogen. Ja, derfor. For sangene er på en eller anden måde handlende ord, der gør noget ved os: De genbeskriver os – selvfølgelig som land og folk, en national, sproglig og kulturel enhed, men de er også en genbeskrivelse af det almenmenneskelige i mennesket. Et lille åndepust, der holder os fast i, at trods det, at alt eller det meste er forandret, er dog intet forandret. I grunden.

Og selv om hverdagens praktiske indretning er anderledes, og meget er gået i stå, både uden for og inden for én, så står noget tilbage, nemlig livet selv, med alt det, livet er: lykken og ulykken, sorgen og kærligheden, længslerne og skrøbeligheden og alt det, der ikke går op, men indfanges i en rytme, i toner og ord – i poesiens sandhed om os – om menneskelivets uforanderlige livsvilkår.

Derfor er det en aflastning at høre, at solen stadig hver morgen begynder at gløde, at der er underlige aftenlufte, at det er forår, og alting klippes ned, at kærligheden er og bli’r, at livet, det er livet værd, at livet er langt, og lykken er kort, og at lyset stander stille på livets kyst. Og i alt det er der et fællesskab med alle andre sjæle.

For lige meget, hvor højt vi synger, og hvor meget vi lukker øjnene imens, fremkalder vi ikke et virtuelt fællesskab med naboen, med en ukendt familie i Herning eller den ensomme i sin stue – nej, men vi gør den poetiske opdagelse, at selv om sangene ikke handler om mig, mit liv, min følelser, min kærlighed, min længsel, min frygt, mit forår – ja, så forklarer den mig i en fællesmenneskelig erfaring af livet. Og forbinder os i en fælles tro på og håb om, at der stadig venter lykke og lyse nætter, at den danske sommer er lunefuld, at livet er en morgengave, at når løvet dør, er livet ikke omme.

For kære læser, nogle gange, måske især i verdens eller sindets krisetid, ønsker vi os et punkt uden for verden, hvorfra vi kan betragte og begribe vores eksistens og menneskeliv. Det findes ikke. Men poesien og sangen er et underværk i verden, der forklarer og forkynder alt det, vi er, men ikke kan sige os selv. Og forener os som mennesker, som støv, der danser i forårssolen. Fortiden hver for sig – men i åndeligt slægtskab.