Tak − men nej tak til overenskomst

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Overenskomstforhandlingerne 2020 har været noget af en rejse.

Da vi efter tre års forarbejde for alvor kom i gang i januar 2020, så det lovende ud. En stadig større bevægelse på tværs af fag og brancher havde, som det bør sig, når vi forhandler sammen, taget form.

Der var opnået enighed om fælles krav i byggeriet, som vores forhandlere foran hele den danske verdenspresse allerede den 9. december 2019 kunne fremlægge. Mens omkring 1.000 bygningsarbejdere stod samlet ude foran arbejdsgiverforeningen Dansk Byggeri, kunne vores forhandler selvsikkert forklare både arbejdsgivere og presse, at bunden skulle hæves. Vi var klar til at lade de kollegaer, der tjente mest, holde for, for at de, der tjente mindst, kunne tjene mere. Bunden skulle hæves med 30 kroner i timen, ellers risikerede vi, at der ingen aftale var. Det mente vi dengang − og det mener vi nu.

Men arbejdsgivernes repræsentanter hos Dansk Byggeri har en ideologisk modstand mod at hæve bunden i vores branche. Selv om de seriøse arbejdsgivere i byggeriet udbetaler lønninger, der er væsentligt over mindstesatserne i overenskomsterne − ja, faktisk så meget over, at en hævelse af bunden på 30 pr. time for dem vil være en gratis omgang, så er der magtfulde folk i deres arbejdsgiverforening, der vil det anderledes.

De vil holde hånden over dem, der dumper lønnen, udnytter vores udenlandske kollegaer og spiller urent trav over for de seriøse arbejdsgivere. Så forhandlingerne sandede hurtigt til, og det blev hurtigt tydeligt, at forligsmanden måtte i spil for at hjælpe parterne på vej. Så os på gulvet mobiliserede.

Der blev oprettet døgnbemandet faneborg foran Forligsinstitutionen. Kollegaer fra byggepladserne, jernbanen, industrien, køkkenerne og hotellerne mødte op for at bakke forhandlerne op.

Det kulminerede den 11. marts, da hundredvis af kollegaer fra nær og fjern klappede forhandlerne ind i Forligsinstitutionen.

Opbakningen var massiv, og kollegaerne var klar. Men knap var vores forhandlere gået ind, før vores statsminister havde kaldt til pressemøde. Covid-19-sygdommen havde for alvor bidt sig fast i Europa. Skoler, dagtilbud og store dele af det offentlige blev lukket ned, det blev frarådet at bruge de offentlige transportmidler, medmindre intet andet var muligt, og på det private arbejdsmarked blev arbejdsgiverne rådet til at sende dem hjem, der kunne arbejde hjemme. Alvoren var ikke til at tage fejl af.

Der gik heller ikke længe, før forligsmanden meddelte, at overenskomstforhandlingerne var udsat i op til to uger. Vores forhandlere måtte gå hjem, og vi måtte pakke faneborgen ned og afvente.

Meget overraskende fik vi ikke lov at vente længe.

12 timer gik der, og så blev forhandlerne indkaldt igen. Mens alt andet lukkede, fortsatte vores forhandlere, og fem dage senere, den 17. marts, lå der et forlig til byggeriet.

Det lignede til forveksling det, der noget tid tidligere var indgået på industriområdet. Væk var dog nogle rimelig væsentlige tidsler, men det var vores krav om et løft af lønnen i bunden også. Der var intet − som i: ingenting − der kunne dæmme op for den sociale dumping i byggeriet, som magtfulde folk hos Dansk Byggeri holder hånden over. Arbejdsgiverne fra Dansk Byggeri havde været kolde som en frostmorgen på stilladset og brugt coronakrisen til deres fordel.

Den samme melding kom fra flere andre brancher, der lå i forhandling med deres respektive arbejdsgiverforeninger. Fra at føre dialogbaserede forhandlinger begyndte de forskellige arbejdsgiverrepræsentanter nu at læne sig mageligt tilbage i stolen og sige nej til alt, hvad der blev fremlagt for dem. De var helt bevidste om, at landet var lukket ned, strejkevåbnet neutraliseret og mobilisering af kollegaer ikke længere var mulig.

Jeg vil gerne slå fast, at jeg til mine forhandlere i byggeriet kun har ros. De nødlandede en jumbojet, der var fanget i en tornado, da det her forlig blev indgået. De gjorde, hvad de skulle; de forhandlede. Nu er det op til os, medlemmerne af 3F, at vurdere resultatet.

Og vi bør vurdere resultatet og kun resultatet. Vi har blandt andet fået søndags-/helligdagstillægget hævet. Det er et tillæg, der lægges oven i den lokalt forhandlede løn. Vi har også fået mere forældreorlov med fuld løn. Men alle forbedringerne har en ting til fælles: Laver vi ikke nogle seriøse tiltag mod social dumping, kan vi risikere at være lige vidt.

Rigtig mange agiterer for, at den her overenskomst bør stemmes hjem, da vi pludselig står i en sundhedskrise, og at arbejdsgiverne allerede er begyndt at fyre folk.

Jeg har arbejdet mig gennem en krise på arbejdsmarkedet før, og det er netop der, problemet ligger for mig. Mens vi sender folk i karantæne, når de kommer hjem til Danmark, reklamerer østeuropæiske vikarbureauer med, at de kan sende folk direkte på arbejde i Danmark fra resten af Europa, og med en arbejdskontrakt i hånden slipper de for karantæne.

De folk, der tilvejebringer social dumping og arbejdskriminalitet herhjemme, har ingen nedre grænse for, hvor langt de vil gå for at dumpe vores løn og arbejdsforhold.

Når vi kommer til en virkelighed, hvor den arbejdskriminalitet koster kollegaerne beskæftigelse nogle måneder hvert år, så er de her stigninger i overenskomsten intet værd. Vi er nødt til at have et seriøst opgør med de arbejdsgivere, der gør de her ting. Når vi siger ja til endnu en overenskomst uden reelle værn mod social dumping, så siger vi ja til tre år mere, hvor vi med overenskomsten i hånden accepterer løndumping.

Uagtet, hvor stor respekt jeg har for den indsats, mine forhandlere har leveret, så vil jeg, sundhedskrise eller ej, ikke acceptere den måde, som dele af Dansk Byggeri holder hånden over useriøse arbejdsgivere på. Jeg kan ikke se mig selv sige ja til en overenskomst, der ikke sikrer et bedre arbejdsmarked de næste tre år.