Så er der nyt bullshitbingo fra Per Nyholm
Vi er vant til forvrøvlede indlæg fra Per Nyholm. Men denne gang overgår han sig selv med tåbeligheder, der er selvmodsigende.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Per Nyholm har skrevet et indlæg i Jyllands-Posten om coronakrise, EU, Ungarns Viktor Orban og Pia Kjærsgaard. Ja, i indlægget er der fuld plade i nonsensbingo.
Først kalder Nyholm Kjærsgaard for ødelæggende, hadsk, en fornærmet skikkelse, en splitter og en kvaksalver. Stærke ord. Nyholm gør sig med sit simple indlæg skyldig i nøjagtig alle de ting, han beskylder Kjærsgaard for. Når man selv − som Nyholm gør − sætter sig op på moralens høje hest, så virker det ærlig talt dobbeltmoralsk at gøre nøjagtig dét, som man beskylder og udskammer andre for.
Dernæst må man forstå, at grunden til, at Nyholms højtelskede EU ikke er i stand til at løse noget som helt f.eks. i coronakrisen, skam ikke handler om EU. Nej − det er sørme også Pia Kjærsgaards skyld! For hun er jo eksponenten for, at EU ikke skal bestemme alt − for eksempel over nationalstaternes sundhedssystemer. Alt havde åbenbart været i den skønneste orden, hvis bare EU bestemte alt, synes at være rationalet i Nyholms klamp af et indlæg. Nyholm skylder dog helt at svare på, hvordan EU dog nogensinde skulle kunne gennemføre et »ensartet kontinentalt sundhedsvæsen«, som Nyholm ønsker sig. Hallo, mand økseskaft! EU kan ikke engang nøjes med ét Europa-Parlament. Hvordan pokker skulle EU så på nogen tilfredsstillende måde kunne håndtere noget så stort og vigtigt som vores sundhed? Nyholm er ganske enkelt helt og aldeles på månen.
Og så får Kjærsgaard også skylden for Ungarns Viktor Orban og hans sikring af de ydre grænser, som Kjærsgaard har rost. Den ros fra Pia Kjærsgaard er jeg enig i. Han handlede − og lukkede de ydre grænser i 2015 − da EU bare snakkede løs uden at handle (fuldstændig som i dag). Men Nyholm kritiserer de forkerte. DF har ikke noget stærkt bånd til Orban. Orbans parti sidder ikke engang i gruppe med DF i EU-Parlamentet. Det gør såmænd de pæne konservative og Pernille Weiss.
Til slut må jeg bare ønske Nyholm tillykke med sine konspirationsteorier. Jeg håber, at han kan hitte rede i egne tåbeligheder.