Undskyld - er der en åndsperson tilstede i den regering?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Nu skal aberne og de andre vilde dyr nok klare sig helskindet igennem Coronakrisen. Kulturministeren er nemlig her til aften rystet op med en hjælpepakke på 48 millioner til at sikre landets dyreparker.

Efter at have fået en ordentlig og fortjent omgang i vaskemaskinen af kulturpersoner, journalister, politiske ordfører og debattører er kulturminister Joy Mogensen vist kommet i tanke om, at hun har dummet sig, da hun til Berlingske udtalte, at det var upassende at tale om kultur midt i en krisetid.

Og altså, man kan næppe beskylde kulturministeren for at have begyndt sit hjælpearbejde i mest åndelig afdeling af dansk kulturliv. Det er da rigtig godt, at aberne overlever. Alt imens går Fredericia Teater konkurs, det legendariske Frederiksbergteater Aveny-T kæmper for overlevelse, mange højskoler er lukningstruet, forfattere, kunstnere og musikere har aflyste arrangementer og ikke en krone i kassen.

Nuvel – ministeren er da i det mindste i gang. I to uger havde hun nemlig siddet på hænderne, mageligt tilbagelænet i ministerstolen og med benene oppe på skrivebordet. Coronakrise? Nej nej - ikke her. Hårdnakket påstod ministeren, at der ikke var tale om en kulturkrise, men om en samfundskrise (som om samfund og kultur ikke hænger sammen) - og udtalte de vise ord: ”Det er ligesom i Maslows behovspyramide: Hvis ikke gaderne er trygge, kan man heller ikke have et blomstrende kulturliv, eller for den sags skyld hvis mennesker ligger og dør.”

Jo, kære kulturminister – det er netop, når byens larm, som man til daglig kan irriteres over, med ét er forstummet, når gaderne i al deres mennesketomhed er utrygge, når vi holder to meters afstand til dem, der holder af os og holder os ud, når hverdagens hvile, velkendte trummerum og travlhed er sat ud af spillet. Ja, kort sagt når landet, folket, mennesket er i dyb krise, skal kulturen blomstre på trods.

Men man får den fæle mistanke, at ministerens forståelse og fornemmelse for kultur og ånd begrænser sig til abekatte og billetprisen i zoologisk have, regneark og nogle ligegyldige fraser om ”at kultur er os alle sammen”.

Kultur, kære kulturminister, det er et eksistentielt forhold.

Og det er derfor, vi har brug for kulturen lige nu, hvor sjælen krymper sig, som smittekurven vokser. Lige nu, hvor (velfærds)samfundet på én gang viser sin styrke og store skrøbelighed. Lige nu, hvor coronaen korrigerer vores virkelighed, vores forståelse af dén og af os selv. Lige nu, det forår hvor kirsebærtræerne gavmildt smider sin lyserøde forsommersne uden at nogen lægger sig i det. De,t forår hvor svanerne varsler død og syrenerne et gensyn. De,t forår hvor kys kan have døden til følge. I det forår har vi brug for noget, der kan bære os igennem det ubærlige – gennem den tid, hvor intet længere er som før.

Vi har brug for alt det, dér aflaster os fra os selv og sætter os ind i et historisk og kulturelt og åndeligt fællesskab, der måske gør os lidt mindre ængstelige – og lidt mere levende og vise - lidt mere menneskelige.

Og hvis ministeren læser en lille smule op på sin kulturhistorie, vil hun gøre den mageløse opdagelse, at kulturen til alle tider har båret folk igennem krigs- og krisetider. Digterne, komponisterne og kunstnerne har sat ord og udtryk på de største glæder og sorger, trængsler og uhyrligheder og ødelæggelser, der er overgået menneskeheden, fordi de på en eller anden måde er en slags profeter eller sandsigere, der øser af et sprog af en anden verden.

Picasso gjorde det – efter bombardementet under den spanske borgerkrig malede han rædslerne i Guernica, der vidnede om, at døden kan slå ned overalt. Den russiske forfatter Alexander Solsjenitsyn insisterede på bære historien og kulturen med sine ord og hele hans forfatterskab var en kamp for Rusland – for den russiske historie.

Han skrev om totalitarismens virkelighed så den ikke blev glemt - sandheden om fangerne i Gulag Øhavet, så de ikke blev anonyme i deres grave. Han selv havde overlevet den nådesløse arbejdslejr, der slugte tusinder af menneskeliv. Stefan Zweig, der med to verdenskriges modbydeligheder som bagtæppe alligevel skrev det smukkeste om de øjeblikke, der forandrede verden – om menneskehedens stjernestunder.

Jeg tror ikke, Maslov havde gjort sig overvejelser om, hvor stjernestunderne skulle placeres på hans behovspyramide, for kulturen som det, der former et land, et folk og et menneske hæver os op over ethvert fysisk overlevelsesbehov. Kultur betyder jo dyrkning – den måde vi civiliserer en utæmmet natur på. Om abekatte er kultur, kan måske diskuteres. Og det kan i høj grad diskuteres, om der er en åndsperson tilstede i vores regering.

Traditionelt og historisk plejer en god gedigen socialdemokrat ikke at være fuldkommen åndsforladt. Men det står ikke spor bedre til ovre i Erhvervsministeriet, hvor ministeren har lempet på lukkeloven, så danskerne kan købe toiletpapir og bajere skærtorsdag og påskedag.

Kirkerne har til gengæld lukket – og kirkeministeren, der forresten er den samme som kulturministeren, ser ikke ud til hverken at begræde eller beklage det.

Ja, det bliver en lidt ensom opstandelse for Kristus i år. Sådan er det.

Han har sikkert heller ikke fået en plads i behovspyramiden.

Men abekatten er reddet. Så kan vi gå og glo lidt på den.