Vi lever i konsekvensløst tidsfordriv, alene i coronaens vildmark

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

”Konsekvensløst tidsfordriv” – udtrykket har jeg stjålet fra en af Sørine Gotfredsens bøger.

Det er et godt udtryk for det, mange af os befinder os i for tiden. Jeg er fuldstændig klar over, at det mildest talt ikke gælder alle. Der er folk, der har forrygende travlt. Og konsekvenserne af det, de foretager sig, kan være uoverskueligt store. Sygehuspersonale f.eks.

Men ikke desto mindre – mange af os oplever, at det hele er skruet ned på lavt blus. Vores almindelig hverdag er totalt forvandlet.

Der kan godt være et moment af nydelse i det. En ferieagtig stemning. Man kan slentre ud i haven og grave nogen huller. Man kan gribe fat i uendeligt udsatte gøremål i huset eller lejligheden. Man kan sjoske ned til Brabrand sø og gå en runde i det smukke solskin. Min sjæl, hvad vil du mere?

Ja, det er lige netop det. Sjælen falder ikke helt til ro i det.

Der er selvfølgelig bekymringen og ængstelsen for nogen med tanke på risikoen for smitte. Der er isolationen, som bliver mere og mere udtalt. Samvær med venner, familie, arbejdskolleger – næsten pist væk. Der er den foruroligende udsigt til tabt arbejde, firmanedlukning, økonomisk nedtur osv. Og der er mere af den slags, som giver sjælen uro.

Men jeg tænker også på det tomrum, mange af os føler, at vi befinder os i, selv når vi fraregner de ovennævnte foruroligende ting. En mærkelig tomgangsfølelse. Konsekvensløst tidsfordriv. Det, som kan opleves befriende i ferier. Men i denne ferieagtige ikke-ferietid virker det ikke helt på samme måde. Vi savner hverdagens konsekvensfuldhed.

Det kan minde lidt om det, man for tiden kan følge med i i DR’s program ”Alene i vildmarken”. Den tilstand, disse medvirkende befinder sig i alene i den norske vildmark i forsøget på at holde ud længst muligt. De har sådan set nok at tage sig til med at skaffe tag over hovedet og føde og snakke til deres eget kamera, og alligevel opstår der tydeligvis en form for tomgangsfølelse. Det er det, der måske plager dem mest af alt.

"Alene i vildmarken" har kørt i flere runder, og det er er inspireret af en tilsvarende amerikansk udsendelse. I den første af dem alle, den amerikanske, som foregik på Vancouver Island, meldte der sig hos flere af de deltagende en voksende følelse af fortrydelse. Ikke fortrydelse over at være med i programmet, men fortrydelse over alt det, de ikke havde fået gjort i livet, og over alt det, de skulle have ladet være at gøre.

Som ugerne gik, og alt gik mere og mere ned i slowmotion, fik sindet tydeligvis mere og mere plads til den slags refleksion over livet.

En af dem, den senere vinder, sagde på et tidspunkt: ”Jeg kigger mere indad. Det er stærkt og dybt. Det, man ser, er ikke altid rart. Måske må man lave om på nogle ting. Ligesom alle andre fortryder jeg nogle ting. Jeg har begået mine fejl, og nogle smerter mig meget. De er hårde at mindes og hårde at genopleve. Men herude har man intet valg. De vil poppe op. De kan ikke undertrykkes. De vil træde i forgrunden, og man er nødt til at tackle dem”.

Samme niveau af tomgang, stilhed og alenehed som i "Alene i vildmarken" oplever de fleste af os næppe i denne tid. Men mindre kan måske også gøre det. Gøre det, at man rammer mere selvrefleksion end almindeligvis. Og i denne selvrefleksion kan det tænkes, at noget af det samme rammer, som ramte dem i "Alene i vildmarken".

At blive ramt af den form for selverkendelse, en erkendelse af de fejl, man har begået, er ikke det ringeste, der kan ske. For nu at sige det på jysk. Det er faktisk overmåde sundt.

Men endnu bedre er det, hvis man også kan finde den bedst mulige måde at tackle det på – for nu at bruge udtrykket fra ham, jeg citerede fra den amerikanske "Alene i vildmarken".

Og jeg kan ikke lade være med at sige: Den bedst mulige tackling af det findes i det, vi nu begynder at komme meget tæt på: påskefejringen. Som i år bliver særdeles mærkelig, al den stund vi ikke kan komme hen i kirken, men f.eks. må nøjes med at følge en livestreamet gudstjeneste. Som i den kirke, jeg er præst i.

Men det ændrer nu ikke ved påskens virkelighed, som ultrakort kan gengives med Jesu egne ord på korset: ”Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Tilgivelsen. Først og sidst.