Litteraturen gør os robuste i en krisetid
Der er andet og mere end Netflix og news at holde sig til. Find ind i litteraturens store fortællinger, der kan vise os menneskets sårbarhed og sætte vores udsatte tilværelse i perspektiv.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
”Det er, som om planeten hævner sig”.
Sådan sagde forfatteren og filmmanden Jørgen Leth forleden. Og man forstår ham. Det er nedlagt i vore fælles fortællinger fra de gamle grækere og Bibelen over ”Konen i muddergrøften” til vore store nordiske forfattere, at hovmod hævnes. Efter hybris følger nemesis. Netop når mennesket mener sig mest magtfuldt og usårligt, bliver det såret.
Gennem læsning af Bibelen og anden stor litteratur bliver vi bestandigt mindet om menneskets begrænsning, at vi kan blive syge og skal dø.
Vi ved alt om det fra litteraturen. Det er digterne, der lærer os om de menneskelige grundvilkår. Når vi læser litteratur, bliver vi fortrolige med det at være menneske og bliver bedre forberedte til at tackle tilværelsens genvordigheder.
Præsten bad forleden i radiomorgenandagten fra Københavns Domkirke: ”Fri os fra dette hovmod, som får os til at tro, at vi er usårlige over for en sygdom, som ingen grænser kender”.
Netop gennem læsning af Bibelen og anden stor litteratur bliver vi bestandigt mindet om menneskets begrænsning, at vi kan blive syge og skal dø.
Hvordan vi end opfatter coronaen, så minder den os, ligesom de middelalderlige malerier på vore kirkevægge, om, at vi har en udløbsdato: De tre rige kongesønner på jagt møder tre skeletter, der siger: Som I er, var vi, og som vi er, skal I blive.
I min barndom fik jeg læst op og fik visdom for livet. Jeg husker Selma Lagerlöfs legende om barnemordet i Betlehem. Lige i det øjeblik, soldaten hæver sit sværd for at dræbe Jesusbarnet, flyver en bi ind under hans rustning og stikker ham i øjet. Soldaten taber sværdet, og Jesusbarnet undslipper.
Så lille et dyr sætter så stærk en soldat ud af spillet. I dag kunne en legende med den samme morale handle om verdens samlede magt imod den mikroskopiske virus, coronaen.
H. C. Andersens eventyr ”Den onde fyrste” er den evige historie om, at mennesket vil være Gud. Den onde fyrste holder sit folk nede ved statsterror. Mod det regime tør ingen rejse sig, og derved vokser fyrstens magt. Jo mere magt, jo mere magtbegær.
Magten går fyrsten til hovedet. Han befaler kirkernes alterbilleder erstattet af portrætter af sig selv. Men denne gang tør hans undersåtter ikke adlyde. Gudsfrygten holder dem tilbage. Gud er dog den største. Men det vil fyrsten ikke affinde sig med. Han bruger al den teknologiske viden og snilde, der findes, til at bygge luftskibe, der kan flyve ind i himlen.
Efter at fyrsten har underlagt sig alverdens folkeslag mangler han kun at besejre Gud. I syv år bygges der luftskibe. Fyrsten lader sende lynstråler af det hårdeste stål for at sprænge himlens befæstning. Han samler sine krigshære og forbereder angrebet på Himmelens Gud.
Netop da fyrsten er på vej op i luftskibet, udsender Gud en myggesværm. Rundt om den mægtige fyrste svirrer en lille myggesværm. Myggene stikker fyrstens ansigt og hænder. Fyrsten drager sit sværd, men opnår kun at slå ud i den tomme luft. Myggene kan han ikke ramme.
Fyrsten byder nu, at der skal bringes kostelige tæpper, for at han kan få dem om sig, så ingen myg kan trænge ind. Men en eneste myg sætter sig på det inderste tæppe. Myggen kryber ind i kongens øre og stikker. Det brænder som ild i øret. Fyrsten forsøger at rive sig løs. Han slider alle tæpperne af sig. Han sønderriver sine klæder og danser nøgen rundt foran de vilde soldater, som nu spotter den gale fyrste, der ville bestorme Gud og blev overvundet af en eneste lille myg.
Pris ingen lykkelig, før han ligger i sin grav.