Snart kommer ligestillingens Greta Thunberg. Nedefra. Fra de 12-15-årige

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Lige nu er der godt styr på ligestillingsdebatten. Altså for dem, der ikke ønsker, at der skal ske noget som helst.

Altså alle jer, der ønsker, at der stadig skal være ulige løn for lige arbejde, og at det er i orden, at det vil tage 110 år at opnå ligeløn med det tempo, vi har på i dag.

Alle jer, der synes, det er fint, at kun 15 pct. af medlemmerne af de store virksomheders bestyrelser er kvinder, har kronede dage.

Også jer, der synes, at det er i orden, at 43 pct. af alle fædre kun holder de lovbestemte 14 dages fædreorlov, kan more jer med, at Danmark er det land i Norden, der ligger bagerst i ligestillingsfeltet.

Ovenikøbet vil den socialdemokratiske regering søge dispensation fra det EU-direktiv, der i foråret øremærkede to måneder af barselsorloven til fædre. Fordi ligestillingsminister Mogens Jensen, som ellers er et progressivt og vidende menneske, er imod tvang. Tvang ligesom i slaveri og tvangsarbejde? Eller er det bare tvang som i skattepligt og hastighedsgrænser? Mogens Jensen, man skal vælge sine værdikampe med omhu. Men først og fremmest skal man vælge nogen! For hvem går ind i politik uden værdier at kæmpe for?

Nu synes jeg, det er på tide, at det nye folketingsflertal bag den socialdemokratiske regering indvarsler nye tider og lever op til, hvad flertallet sagde under valgkampen: ”Vi vil en ny retning.” En ny retning også i ligestillingen. Ellers kommer det hele med bulder og brag nedefra. Ligesom med klimakampen, som væltede den danske valgdagsorden totalt.

Pludselig en dag står hun der, feminismens Greta Thunberg. Som først vil blive latterliggjort, diagnosticeret og udstillet som en barnetåbe. Og derefter vil blive forsøgt tiet ihjel.

Når jeg kigger på mine yngste døtre på 12 og 15 år, er jeg klar over, at de ikke vil finde sig i gennemsnittet af de dårlige statistikker. De vil ikke vente hele livet (hvis de bliver 110) på ligeløn. De kigger på deres storesøster, som har fundet sig en dejlig mand, som tager barsel og er fælles om børnene. De læser slet ikke vi gamle mænds aviser og ville flække af grin, hvis jeg sagde til dem, at efter alle statistikker og uvedtagne normer, burde de faktisk pudse deres storebrors sko og lave mad til ham.

Før klimadebatten ryddede bordet ved det danske folketingsvalg, var den præget af de samme klichéer: Man skaber ikke forandring med tvang og afgifter. Det er meget bedre ad frivillighedens vej. At det enkelte menneske og den enkelte familie når til en erkendelse og flyver mindre, kører i elbil, spiser mindre kød og foretrækker bæredygtig el og opvarmning.

Debatten blev krydret med indviklede teknologiudredninger. Det er slet ikke teknisk muligt at nedbringe klimaaftrykket med 70 pct. Og først skal man have opfundet en ny generation batterier, som kan lagre den vedvarende energi … Det er en argumentær indfiltring, som medierne, der oftest er båret af sortsyn og dyb konservatisme, kaster sig over med en liflig appetit. Under overskriften: Hvad sagde vi? Og det gentager sig i ligestillingsdebatten.

Den er jo ikke teknisk mulig uden indførelse af tvang, som overgår vores optræden på De Vestindiske Øer og i Grønland. Jeg blev så glad, da Morten Messerschmidt forleden slog til lyd for, at kollektiv trafik skal gøres gratis. Af klimamæssige grunde. Dermed erkendte Dansk Folkeparti det totale nederlag over for ”klimatosserne”.

Snart kommer en ligestillingens Greta Thunberg. Hun kommer nedefra. Fra de 12-15-årige. Hun vil blæse gamle, hvide mænd og medietosser som mig og mine et langt stykke. Og i øvrigt vil hun ikke nøjes med ordet ligestilling. Hun er erklæret feminist. Og vil gå til kamp. Jeg nævner det bare …