Tv-medierne behandler de folkevalgte politikere respektløst

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kan vi ikke enes om meget andet hertillands, kan vi som oftest enes om, at politikerne er idioter. Politikerleden er blevet vores laveste fællesnævner. Når to danskere mødes, kan de, når de er færdige med at beklage sig over vejret, som regel enes om at beklage sig over politikerne.

Og det er ikke bare de politikere, man lige er uenig med, for måske ved man ikke, hvor den taxachauffør eller en kollega, man tilfældigvis står og taler med, vil sætte sit kryds, det er en automatholdning til hele standen af politikere: De er idioter, om ikke korrupte. Det er så let.

Det er ikke, fordi demokratiet som sådan er i krise hos os. Ingen er vist i tvivl om, at landet bør styres på basis af folkesuveræniteten. Det er mere det repræsentative ved demokratiet, der lider.

Der hersker en mangel på respekt for de folkevalgte, som bliver til en mangel på selvrespekt i befolkningen. Det er jo os, der har valgt dem.

Problemet er, at vi går alt for tæt på politikerne som personer. ”Vi” er i denne forbindelse medierne. Er politikerne virkelig så små og så elendige, at de gør sig fortjent til vores foragt, eller er det mon snarere vore medier, der kværner dem ned? Hvordan ville Jens Otto Krag og Erik Eriksen have set ud i en mediesituation som den nuværende?

Måske skyldes politikerleden ikke mindst de to dominerende tv-nyhedskanalers generelt respektløse behandling af ledende, folkevalgte politikere. De er respektløse, ikke blot over for politikerne, men dermed også over for os – den befolkning, der har valgt dem.

Det er ikke bare Clement Kjersgaards behandling af dem som små børn, der har gjort i bukserne, ikke bare Ekstra Bladets tilsvininger, som bliver jo mere paniske, des mere bladets oplag falder, det er også – her i valgkampen – den måde, hvorpå studieværterne ved partilederdebatterne behandler deltagerne som en flok dresserede søløver i cirkus. Det er ofte nedværdigende.

Det er ikke blot generelt ubehageligt at se på, hvordan landets samlede hold af partiledere behandles som en børnehave på udflugt, mens de ikke har andet valg end at finde sig i det, det er også en systematisk underløbning af det repræsentative demokrati, som bygger på det princip, at man vælger de bedste, man kan finde, til at styre i et antal år. Man lader dem derpå få ro og opbakning til at gøre det efter bedste evne, og når tiden så er gået, tager man stilling til, om de har gjort det fornuftigt. Ellers er det ud.

Det er måske den udbredte tilslutning til Hal Kochs tanker om samtaledemokratiet, der har åbnet for det evige, forvrøvlede kværneri undervejs, ikke mindst på de sociale medier, hvor tanken åbenbart er, at enhver borgers mening er lige god. Det er den ikke – og Gud fri os fra enhver tanke om direkte demokrati! Det er slemt nok allerede.

I stedet for sniksnakkedemokratiet skulle man måske overveje Alf Ross’ mere autoritetsorienterede udgave af det repræsentative demokrati, og jeg citerer: »Folket behøver ledere. Tanken om den enkeltes selvstyre og ansvar bør forbindes med tanken om ledelse i tillid. Sideordnet med trangen til selvstændighed ligger hos mennesket trangen til tillidsfuld tiltro, til ledelse af dem, der er klogere og mere indsigtsfulde end én selv (...) Ledelsen står under folkets kontrol og er betinget af, at den fortsat formår at beholde folkets tillid på grundlag af fri kritik og meningstilkendegivelse.«

Så hvad med lidt mindre voxpop-pladder og studieværtsdemokrati? Hvad med at give de folkevalgte lidt ro til at samle tankerne og få gjort det, de er der for?