Stemningsdemokratiet er med til at skabe flyvesandsvælgere

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Under Jyllands-Postens læserarrangement sidste lørdag med Lars Løkke Rasmussen langede statsministeren på et tidspunkt ud efter medierne. Han sagde, at han mener, vi taler forkert om politik, og at medierne er med til at skabe falske modsætninger og en falsk fortælling, som afsporer debatten og skubber til politikerleden. Det hele bunder i et fokus på proces, strategi, taktik og letforståelige budskaber frem for substans, rationalitet og balance, mente han.

Hvem der bærer skylden, afhænger nok lidt af øjnene, der ser, men mon ikke både politikere og især tv-medier har lod og del i ansvaret for, at løse, hurtige påstande og stemninger fylder stadig mere i politik, så de partier – dog stadig også typisk de gamle partier – der gerne vil tale politik, får sværere og sværere ved at appellere til fornuften og sågar selv falder for fristelsen til populistiske løfter om alt mellem himmel og jord, så man til stadighed føler, man er tilskuer til en fiktiv forestilling.

Redaktør for K-forum, Timme Bisgaard Munk, skrev for nylig i en kommentar i Berlingske, at vi lever i en ny hyperrealitet, hvor »fiktionen er blevet virkelig, og virkeligheden er for alvor blevet fiktiv i virkeligheden«. I skuespilsamfundet er de, der klarer sig bedst, dem, som er bedst til at samle vreden og hadet op og tale mest direkte til følelserne. Så betyder det mindre, at man lyver, manipulerer og fordrejer, for hvis det bliver opdaget, er det formentlig først efter et valg, når virkeligheden trods alt melder sig i salen, ved forhandlingsbordet eller i de politiske beslutninger.

Spørg blot Alternativet eller Dansk Folkeparti, hvis lange, succesfulde periode med stor magt, men uden regeringsansvar, ser ud til at være blevet indhentet af noget så virkeligt som omfartsveje, bilagssjusk og nogen, der er villig til at gå endnu længere i stemningsfiskeriet.

Vi lever i et stemningsdemokrati, hvor det ofte er stemningen på dagen, der er afgørende for, hvordan det hele falder ud. Det vurderes, at hver fjerde vælger er i tvivl om, hvor krydset skal sættes, og mellem 30 og 40 pct. overvejer at stemme på et andet parti end ved sidste valg.

Man kan sige, at det er demokratiets vilkår, men når stemninger, følelser, angst og vrede fylder stadigt mere, er det også en alarmerende udvikling for demokratiet, fordi det er selvforstærkende.

Når politikere først har sporet sig ind på politik, hvor der tænkes i billeder og appelleres til følelser fremfor noget så kedsommeligt som saglige argumenter og rationel sammenhæng, så bliver det konstant brandslukning i form af 1000 sygeplejersker her, 69 mia. der, en permanent grænsekontrol her, en øde ø til de kriminelle der og oven over alt nærhed, tryghed og mere velfærd. Bare mere.

Det er den, der er bedst til at lodde stemningen og gribe den, der får succes, og det er så samtidig det, der er med til at skabe ”flyvesandsvælgere”, som Per Stig Møller har kaldt det – vælgere, der tager bestik af situationen uden at skele til, hvad de mente sidst, og vælger med følelserne.

Et eksempel på det fik man her i avisen for nylig, hvor en sønderjysk vælger, der ved sidste valg stemte DF, nu vil stemme på Kristendemokraterne. Det er svært at forestille sig to partier længere fra hinanden på en række centrale områder – ikke mindst udlændingeområdet, men hvad gør det, for »hende Isabella Arendt kan jeg godt lide. Hun virker til at have styr på det«. Vælgeren havde næppe tænkt det samme, hvis det havde været Stig Grenov, der skulle tale den hjem i tv-debatterne i stedet for ”Vikaren fra Himlen”, der greb chancen og ikke mindst stemningen.