Kære Stig Grenov – rejs dig fra din båre og kom tilbage i valgkampen (frit efter Matthæusevangeliet)

I denne uge har Kristendemokraternes såkaldte ”vikar fra himlen”, Isabella Arendt, været på alles læber. Og det virkede seriøst som en beslutning sendt fra oven, da hun nærmest svævede ind mellem de andre partiledere på TV 2.

Måske var det ligefrem Guds milde hånd, der blidt skubbede partiformanden, Stig Grenov, ned på sofaen og fremkaldte en stressreaktion og beordrede hvile og te til den trætte politiker. I hvert tilfælde var det med stor succes, at Arendt entrerede valgkampen et par dage for sent, og hun blev lynhurtigt dagens helt i skysovs, da hendes lysende glorie brændte igennem tv-skærmen og helt ud i hjørnesofaen. Danskerne og medierne forelskede sig på et splitsekund i den kristendemokratiske vikar med x-faktor.

Selv sad jeg lidt med en mærkelig smag i munden, da jeg så Arendt flyve ind i valgkampen. Vel gjorde hun det godt. Men politik handler for mig altså ikke kun om at ramme vælgerne med politiske forslag, designet til at ramme lige præcis den vælgergruppe, man som parti nu engang gerne vil have fat i.

Valgkamp og politik handler for mig i langt højere grad om værdier. Hvad tror vi på? Hvilket værdisæt har vi som parti, og hvad er det for et samfund, vi vil have?

At Kristendemokraternes værdisæt bygger på den kristne tro og det bibelske ord, kommer vel ikke bag på nogen med det navn. Og hvem går ikke ind for næstekærlighed? Hvem synes ikke, at vi skal være gode ved hinanden og passe på de svage i samfundet? Jeg vil tro, at 90 pct. af danskerne går ind for disse bløde udmeldinger, så hvorfor er det så, at Kristendemokraterne altid ligger og roder langt under spærregrænsen?

Det gør Kristendemokraterne selvfølgelig, fordi partiet har nogle grundlæggende værdier, som mange danskere slet ikke bakker op om. Religiøse værdier, der bygger på f.eks. Bibelen eller Koranens ord, har for langt de fleste danskere intet at gøre i en valgkamp i 2019. Så uanset hvor lidt Arendt ønsker at diskutere det, så er partiets værdipolitik altså, at homoseksuelle og enlige ikke skal have samme rettigheder som heteroseksuelle, når det gælder fertilitetsbehandling og adoption, fordi Bibelen siger, at alle børn har krav på en far og en mor. Partiet mener også, at adgangen til abort ikke skal være ”fri” på den måde, som vi kender nu. Arendt mener nemlig, at kvinder, der ønsker abort, først skal ”vejledes” af socialrådgivere og læger, så de kan komme på bedre tanker og beholde barnet.

Det er selvfølgelig helt legitime værdier og holdninger, men Arendt ønsker ikke at stå ved det, selv om det står højt og tydeligt på partiets hjemmeside. I min optik er det vel mere end rimeligt, at vælgerne bliver oplyst om, hvad det er for et værdisæt, man køber ind på, når man sætter sit kryds.

Jeg synes helt ærligt, at det både er utroværdigt og usympatisk, når Arendt nægter at tale om disse grundlæggende værdier. Hun langer endda kraftigt ud efter medierne, fordi de tillader sig at fokusere på de værdier, der ikke anerkender nogle rettigheder, som rigtigt mange danskere opfatter som helt grundlæggende i et moderne dansk samfund.

Arendt har udtalt, at hun føler sig som gidsel i denne debat. Gidsel? Hvordan kan man være gidsel i en diskussion om ens eget partis værdier? Arendt siger i fulde alvor, at det ikke er rimeligt, at hun skal svare på spørgsmål om homoseksuelle og retten til fri abort, for som hun siger, ingen vælgere interesserer sig for de spørgsmål. Der gør hun vist regning uden vært.

Jeg er faktisk der, hvor jeg foretrækker Grenov med hele pakken af antienergi, lav stemmeføring og stresstærskel. Ham ved man da, hvor man har. Måske jeg skal en tur forbi kirken på søndag.