Folketingsvalg: Evigheden er lidt kedelig, særligt her ved slutningen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Mens disse liner skrives, er der gået 548 timer og 44 minutter, siden statsminister Lars Løkke Rasmussen en tidlig tirsdag eftermiddag gik på Folketingets talerstol med en udtalelse af særlig karakter.

Det blev startsignalet til den længste valgkamp i et halvt århundrede, og når jeg er begyndt at tælle minutterne, er det under påvirkning af Woody Allen, der ved flere lejligheder har udtrykt bekymring for, at evigheden efter hans mening kan gå hen og blive temmelig kedsommelig, særligt hen mod slutningen.

Valgkampen tyder på, at der er noget om snakken, selv om der stadig dukker interessante sekvenser op i denne langgaber af en politisk helaftensfilm med alt for mange medvirkende.

Som nu historien om den velhavende Gentofte Kommune, der midt i den ophedede diskussion om politiets ressourcer og responstid meddeler, at den vil lade et kommunalt vagtværn rykke ud med blå blik og sirener ved indbrud eller andre misgerninger på villavejene.

Nej, der er ikke tale om et KU-tæskehold i Tesla’er, mørke habitter og spejlglassolbriller, men professionelle uniformerede vagtfolk, der ifølge borgmester Hans Toft blot skal »stresse, belyse og dokumentere« gerningsmændene under deres udåd indtil politiet – måske – når frem til gerningsstedet.

Som dokumentation for de påståede lovløse tilstande i den københavnske omegnskommune kunne en isenkræmmer i Hellerup foran tv-kameraer oplyse, at han ved flere lejligheder havde fået stjålet champagnekølere fra forretningen.

Oplysningen sendte chokbølger gennem min lænestol. Champagnekølere! Hvor umenneskeligt. På kanten af Øresund må den slags hensynsløse forbrydelser vel takseres på linje med hestetyveri i Det Vilde Vesten og derfor straffes med hængning i det nærmeste træ.

Hvis det synes for blødsødent, kan man også låse gerningsmanden inde i seks timer med Folketingets formand Pia Kjærsgaard, hvis bitterhed og fortørnelse over vælgerlussingen til Dansk Folkeparti ved søndagens valg til Europa-Parlamentet næsten antager gammeltestamentlig karakter.

Klimatosse-bemærkningen ved valgfesten på Christiansborg gjorde mig nu mest bedrøvet på hendes vegne. Det føltes som at besøge en gammel faster, som man egentlige troede var frisk nok og fulgte godt med i, hvad der rører sig, men nu pludselig viser sig jævnligt at lade gryden koge tør på komfuret.

Samme konfusion har tilsyneladende ramt Socialistisk Folkepartis gruppeformand, Karsten Hønge, kendt som Vikaren fra Helvede. Shit, var jeg opstillet til Europa-Parlamentet? Shit, blev jeg valgt med 20.000 personlige stemmer? Shit, men jeg vil nu hellere blive i Folketinget.

Hvis politikerleden på Fyn når de forventede højder, er det ikke sikkert, at vikariatet bliver forlænget.

I Jylland har man ikke champagnekølere – der har man små, smarte køletasker med skulderrem og plads til seks tyske dåseøl, som ikke engang østeuropæere gider stjæle. Og så har man Søren Gade, som forud for EP-valget støvsugede halmballerne langs jyske hovedveje for reklameplads og siden stemmeboksene for Venstre-krydser.

Men denne hedens og strandengenes store stemmesluger lod straks efter sejren meddele, at han ikke ville reklamere for sin partiformand Lars Løkke Rasmussen, som til gengæld replicerede, at det bestemt heller ikke var nødvendigt.

»Der er højt til loftet i Venstre, men der er bare ingen, der hopper,« har partifællen Søren Pind engang sagt.

Og slet ikke store, tunge hanelefanter, kunne man tilføje.

Jeg kigger på uret. Der er stadig 136 timer og 6 minutter til valglokalerne lukker, og The End vil tone frem på skærmen.

Jeg famler ubevidst efter fjernbetjeningen og knappen med fast forward.