Vi lygtepæle kan også være nedslidte

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Forleden nat drømte jeg, at jeg var en lygtepæl.

Det var ikke særlig sjovt, tænkt blot på, hvad hanhunde altid får behov for, når de passerer én af os på fortovet. Dertil kommer, at vi kommunale lysmaster i de seneste år jævnligt har måttet tåle at blive bundet til en 25-årsfødselar, hvis tåbelige og jævnt hen overrislede kammerater har oversprøjtet os begge med store mængder kanel.

Men i drømmen blev det værre og værre: I tre uger skulle jeg lænket til flisen af underjordiske elkabler bære på 110x80 cm store valgplakater, der bare blev tungere og tungere i regnen.

Og som om det ikke var nok, så kom der efter mørkets frembrud unge fjolser og kravlede op ad mig for at overmale ansigterne på dem, som de ikke syntes om.

Om morgenen efter drømmen søgte jeg straks hjælp i overlevelseskassen ”Åbnes kun i tilfælde af valgkamp” og fandt atter lindring i biografien om den radikale købmand Hilmar Baunsgaard, der i 1968 fik nøglerne til Statsministeriet uden – som Morten Østergaard – at invadere fremmede menneskers soveværelser eller iføre sig en uklædelig våddragt og svømme ud til ubeboede øer. Bevæget betragtede jeg fotografiet på side 78 af Hilmar og hustruen Egone i køkkenet med Formica-bord, Gram-køleskab, imiterede hollandske kakler, mågestel og en transistorradio – Grundig eller Nordmende?

Hvis jeg troede, at valgplakatforureningen var et isoleret byfænomen, blev jeg senere på dagen grundigt korrigeret, da jeg kørte ad E45 op gennem Jylland. Det syntes, som om billboardstore valgplakater for Venstre-kandidater har indtaget hver eneste ladvogn og bigballe langs motorvejen, ja, personligt vil jeg nok i fremtiden have svært ved at forestille mig Søren Gade uden samtidigt at tænke på halm.

Men var Venstre-kandidaterne så blot blevet siddende på deres ladvogne og gyllespredere, men de skulle absolut med Lars Løkke Rasmussen i spidsen ud at køre i veterantog – i sig selv en næsten symbolsk handling – hvilket som bekendt udløste en betydelig travlhed hos jyske brandberedskaber.

Folketingsmedlem Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance nøjes ikke med lygtepæle og landbrugsredskaber. Den tidligere kuglestøder fik endelig lidt omtale ved på en pornoportal at digte ”Når du er færdig med at gokke, så stem på Jokke.”

Joachim B. Olsen finder annoncen morsom og siger til Ekstra Bladet, at man skal ramme vælgerne dér, hvor de er. Det er godt taktisk set, for at Liberal Alliances kernevælgere hænger ud på en canadisk pornohjemmeside, når de ud på natten er blevet trætte af at følge aktiekurserne i Tokyo og drømme om topskattelettelser, kommer sikkert ikke bag på nogen.

I de kommende dage vil vi utvivlsomt se andre eksempler på poetiske annoncer målrettet et heppende hjemmepublikum. Dansk Folkeparti har erfaringsmæssigt mange tilhængere blandt jyske minkavlere, så her kunne reklameteksten være: ”Volder pelsen kval, så kryds ved Thulesen Dahl.” Og rimer ikke både gebyr og vampyr på Pia Olsen Dyhr?

Men i nat vil jeg ikke være en lygtepæl.

I nat vil jeg drømme om noget dejligt, noget alle holder af, jeg vil drømme om Isabella Arendt, dansk politiks svar på Shirley Temple, der ved guddommelig indgriben pludselig er vikarierende formand for Kristendemokraterne, partiet, som slår sig op på borgerlig medmenneskelighed.

Blot skal jeg forsøge at glemme, at søde Arendt forlanger tvungen rådgivning af kvinder hos læge, socialrådgiver og psykolog forud for en abort.

Tvungen rådgivning? Hvor var det nu lige, man sidst hørte om det?

Nej, den form for medmenneskelighed har jeg ikke nerver til.

Så hellere endnu en nat som ringeagtet kommunal lyskilde midt mellem omstrejfende hunde, kanelsvende og hærværksmænd.