På kassen står: ”Åbnes kun i tilfælde af valgkamp”

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg vågnede med et lille skrig. Clockradioen lyste 03.17. Badet i sved satte jeg mig op i sengen og forsøgte at genvinde herredømmet over min vejrtrækning, der lød som en fodpumpe til en luftmadras.

I min drøm havde statsminister Lars Løkke Rasmussen netop forladt Folketingets talerstol efter at have udskrevet valg til afholdelse på fars dag 5. juni, Pia Kjærsgaard havde bimlet med sin lille klokke, og ude i salen havde der bredt sig en oprømt og ambivalent mumlen som i en skoleklasse, der netop har fået besked om, at matematiklæreren er blevet indlagt på neurokirurgisk.

I drømmen havde politiske analytikere med rullende øjne tårnet sig op foran mig, studieværter havde synkront hævet deres stemmer til skinger falset, mens udsalgsgule bjælker med breaking news var fløjet hen over min nethinde som zigzaglyn på en mørk himmel.

Med pyha og gudskelov, det havde alt sammen – indså jeg nu stadig stakåndet – blot været ét af de frygtelige natlige mareridt, som jeg med jævne mellemrum havner i efter at have spist for krydret mad sent om aftenen.

Da jeg vågnede næste gang, viste uret 03.41.

Jeg havde ikke drømt.

Den er her, valgkampen. Og vel at mærke den længste i 44 år. Det giver os tid til en grundig politisk debat, havde statsministeren sagt med et smil hentet bagest i fryseren.

Nede i pulterrummet finder jeg uden besvær den støvede papkasse, hvis indhold skal værne om min grundlæggende tro på menneskets iboende fornuft.

”Åbnes kun i tilfælde af valgkamp”, står der på låget.

Som mine forældre under Den Kolde Krig oplagrede konservesdåser med forloren skildpadde og syltede ferskner som forberedelse til det værst tænkelige, har jeg for flere måneder siden pakket basalt udstyr til mentalt at modstå 29 dage med tomme løfter, snakken udenom, mistænkeliggørelse og mudderkastning.

Jeg slæber overlevelseskassen med op i lejligheden, trækker gardinerne for og får et hurtigt overblik over udstyret.

Øverst ligger batterier af typen AA såvel som AAA, så hverken mine støjreducerende hovedtelefoner eller fjernbetjeningen risikerer at løbe tør under valgkampen.

Derefter følger en dvd med én af mine yndlingsfilm, Marx Brothers’ ”Halløj i Operaen”, hvis berømte og vildt kaotiske kahytscene vil få selv partilederrunder med Rasmus Paludan til at fremstå disciplinerede og styret af et menneskeligt klarsyn.

Næste overlevelsesrekvisit i kassen er bogen ”Hilmar Baunsgaard – statsminister med tv-tække”. Ikke fordi jeg nogensinde var enig med den købmandsuddannede radikale leder, tværtimod, men hans cockerspanieløjne og sindige måde at samle hænderne i en pyramide foran sig udstrålede en troværdighed, som jeg ikke siden har mødt i en valgkamp. Baunsgaard ville jeg uden betænkelighed have købt et pund java af.

I kassen ligger også en lille, lyserød legetøjsrevolver med seks sugekoppile, som jeg uden betænkning vil tage i anvendelse, hver gang en kandidat inde i mit fjernsyn benytter vendinger som stå på mål for, i min optik, på min vagt eller tager ejerskab til et fænomen endsige adresserer det til nogen.

Kom an, valgkamp. Du vil ikke møde mig uforberedt.

Således udrustet sætter jeg mig til at følge partilederdebatterne på DR og TV 2, der i betænkelig grad minder om finske råbekor, ligesom jeg i de følgende dage pligtskyldigt ser de fleste nyhedsudsendelser og politiske talkshows.

Blandt kandidaterne for det nye flammekasterparti Stram Kurs er tidligere psykologiprofessor Helmuth Nyborg, der hævder, at vi nordboere generelt har højere intelligens end mennesker under sydligere himmelstrøg.

Valgkampen 2019 mangler endnu at føre det endelige bevis.

Men vi er jo også først lige begyndt.