Hvad er danskhed?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Her den anden dag ringede en foredragsforening og spurgte, hvad danskhed er. De ville give mig fem minutter til at beskrive, hvornår nationalismen opstod, og jeg var dum nok til at sige ja. Heldigvis kunne jeg indlede med at konstatere, at danskhed og nationalisme ikke er én og samme sag.

Sidstnævnte er en politisk bevægelse, der fik fart med territorialstaternes skubben og masen op igennem 1800-tallet efter kejser Napoleons fald og – for Danmarks vedkommende – med tabet af Norge, katastrofen i 1864 og de to verdenskrige. Siden har globaliseringen, herunder mødet med andre kulturer, adfærdsmønstre og religioner, gjort nationalismen global.

Danskhed stikker derimod dybere end den nyere historie; til gengæld er den sværere at få greb om. Uvisheden kommer blandt andet af forskellen mellem teori og praksis.

Længe var det gængs teori at afskrive danskhed eller idéen om en kernekultur med historiske rødder. Der var så at sige tradition for at mene, at nationale fællesskaber var ”forestillede”, dvs. imaginært konstruerede af kunstnere, politikere og intellektuelle. Flere af de modernistiske nationalismeforskere troede desuden, at nationalismen ville forsvinde og med tiden blive afløst af en eller anden form for socialisme eller af EU eller af panfløjter og verdensborgerskab. Jeg sårer vist ingen ved at konkludere, at alle tre scenarier har lange udsigter.

I mellemtiden er der opstået en revisionistisk erkendelse af at give folkeslagene og danskheden, hvad folkeslagene og danskheden fortjener, ikke mindst i studier af europæisk og dansk middelalder. En engelsk historiker har bl.a. peget på Biblens betydning som Europas primærkilde, nærmere bestemt det forhold, at Biblen taler om forskellige folkeslag og etniciteter som noget givet.

Andre historikere har undersøgt danskheden i Saxos beretning om danernes bedrifter fra ca. 1200 og i ældre krøniker fra 1100-tallet og kunnet påvise en uproblematisk anvendelse af pronominet ”vi” og ”vores”, ofte i modsætning til det tyske. Den nationale identifikation leder os på sporet af, at forestillingen om folk og folkelighed går længere tilbage, end vi tidligere har erkendt.

Det danske rige, som danskheden spejler sig i, var præget af en lokal, regional og national bevidsthed. Folket boede i Jylland eller på øerne, men landsdelene blev opfattet som lemmer på et legeme, altså som dele af en større organisme. Nationalfølelse var ikke en fremmed fugl, men ganske almindelig i middelalderens Danmark, og det var ikke alene adelen, der var optaget af slægt, adfærd og sprog. Danerne anså generelt sig selv som tilhørende en stamme eller et folk – på latin: ”gens” – som de var født ind i et bestemt sted. Den jyske stamme var en del af den danske, og det at være dansk var således ikke noget abstrakt, men konkret.

Dette leder mig frem til ingen ringere end den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk, som har sagt, at al god litteratur er lokal, selv den, der foregår i New York, Tokyo eller Bombay. Hollywood har ellers forsøgt at lære os det modsatte i årtier, nemlig at mennesket består af universelle historier, og at kultur er underordnet. Hollywoods påstand er, at mennesket er universelt og duplikerbart som kemi, fysik eller matematik, skønt det snarere forholder sig lige omvendt. Netop fordi mennesket er et åndsvæsen, er det knyttet til det stedlige og tidslige, til tro, kultur og vaner, der er sværere end som så at ryste af sig, og som de fleste tilmed finder tryghed og mening i. Mennesket er ikke blot natur, men i høj grad kultur, dvs. relativt snarere end absolut, pragmatisk snarere end radikalt og – desværre, havde jeg nær sagt – endeligt, ikke for evigt.

Det er derfor, vi har så svært ved at være universelle og så nemt ved at være danske. Vi er det som regel helt uden at tænke over det, ikke mindst fordi vi er præget til det fra den tidligste barndom. Vi er mestendels ubevidst nationale, ubevidst regionale, ubevidst lokale, og sådan forholder det sig med al god litteratur såvel som med alle regeringsdygtige lande såvel som med mennesker af kød og blod, uanset om de er tyskere, svenskere, tyrkere eller danskere.

Når danskheden har overlevet i så lang tid, hænger det netop sammen med, at danskhed er meget mere end en politisk bevægelse eller et bestemt politisk parti og rimer på slægt, adfærd og sprog. Det er danskhed og grunden til, at den strækker sig over tusind år, ikke uforandret, naturligvis, men i takt med tid, sted og afgørende begivenheder.