Tæppehandleren Erdogan kan godt finde på at lave en økonomisk deal med saudierne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg føler mig i den grad ført bag lyset, fordi jeg vovede at tro på, at der i den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, kom en mand, der virkelig kunne og ville forandre Saudi-Arabien. Han sagde alt det rigtige, men nu tyder det på, at han altså ikke var den, han gav sig ud for at være. Jeg har tidligere været en stærk kritiker af Saudi-Arabien. Jeg har kaldt landet for verdens største racistiske land. Men så kom kronprinsen på banen. Jeg var skeptisk i starten, men så fik kvinder lov til at køre bil, de kunne begynde at dyrke motion og gå til fodboldkampe, og saudierne kunne nu gå i biografen og se vestlige film. Kronprinsen fjernede det religiøse politi fra gaden, og så kaldte han islamismen og jihadismen for en kræftsvulst i islam.

Jeg var ikke blind for, at han fører en brutal krig i Yemen, og da jeg henvendte mig til den saudiske ambassadør i Danmark for at spørge ind til reformerne, spurgte jeg også, hvorfor der fortsat fængsles systemkritikere, hvis kronprinsen ønsker reformer. Jeg har hverken familie, venner eller aktier på nogen måde i Saudi-Arabien. Men jeg har altid et iboende håb om, at også araberne får frihed. Den meget anerkendte amerikanske Mellemøsten-kender Thomas Friedman, der har vundet flere Pulitzer-priser, troede også på kronprinsens evner og vilje til ægte forandring. Også han så store perspektiver i de nye toner og beskrev det som »det arabiske forår fra oven«. Også han har nu givet udtryk for sin store desillusion.

Men selvom denne sag på mange måder stinker langt væk, så er der så mange dagsordener og interesser på spil, som vi ikke må være blinde for.

Vi skal ikke glemme, at det stadig er Tyrkiets Erdogan, der er hovedkilden, og ham er jeg meget skeptisk over for. Derfor må det internationale samfund kræve en international uafhængig undersøgelse af, hvad der er sket, så vi finder ud af, hvor ansvaret skal placeres, og så skal vi finde ud af, hvad konsekvenserne skal være – og de skal kunne mærkes. Danmark skal dog ikke gøre noget alene; vi skal gå sammen med andre vestlige lande. I denne situation skal vi ikke læne os op ad Trump. Han har kun øje for våbensalg og amerikanske arbejdspladser.

Vi står i en situation, der meget klart illustrerer, når idealisme konflikter med realpolitik. Men ikke mindst skal vi huske på og være meget bevidste om, at de, der lige nu nyder godt af denne sag, er Iran og Tyrkiet. For når vi kommer til at skulle sanktionere Saudi-Arabien, skal vi sikre os, at det ikke bliver til gavn for Iran og Tyrkiet. Saudi-Arabien er Irans største rival i regionen. Der er et hadefuldt fjendskab mellem det shiitiske Iran og det sunnimuslimske Saudi-Arabien, og lige nu klapper præstestyret i Teheran i hænderne over, at der er gået skår i alliancen mellem Israel, USA og Saudi-Arabien. Iranerne må ikke få en gevinst ud af det her, for de er i forvejen den største statslige terroreksportør i verden. Og heller ikke wannabe-diktatoren Erdogan skal få fordele ud af det her.

Tyrkiet og Saudi-Arabien er begge sunnimuslimske lande; Saudi-Arabien med sin wahabisme og Tyrkiet, der ideologisk hører hjemme hos Det Muslimske Broderskab. Der har været en årelang rivalisering mellem de to lande om at være det førende sunnimuslimske land. Tag ikke fejl: Erdogan har sin dagsorden. Denne sag er en appelsin i Erdogans turban. Det ville være årets joke at påstå, at Erdogan går op i ytringsfrihed og journalisters rettigheder. Han er en tæppehandler, og udover et håb om at overtage Saudi-Arabiens position som det førende sunnimuslimske land så kan Erdogan godt finde på at lave en deal med saudierne om at få noget ud af denne sag, også økonomisk. Liren er i bund, og saudierne kan påvirke energipriserne på en måde, så det bliver til tyrkernes fordel. Det bliver meget interessant at følge, hvordan Tyrkiet stiller sig, som sagen udvikler sig. Det hele hænger sammen.