Kære DF: Hvorfor vil I gøre dansk statsborgerskab værdiløst?
Kære DF: Vil I ikke spare os for jeres palaver om, at tvang er nødvendigt for demokratiets overlevelse?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Med indførelsen af burkaforbuddet har Danmark åbnet op for en glidebane. Nu sætter DF flueben ved deres drømme om seriøst at diskutere meningsløse emner – et efter et.
Hvem havde troet det? Landet Danmark, som kan inspirere andre lande med demokratiske værdier, anvender nu mere og mere det, man ellers helst ikke gør i demokratier. Altså tvang.
Mens man i Sverige i dag taler om en dom, der har givet en muslimsk kvinde ret hos ”Arbetsdomstolen” og erklæret det som diskrimination, at en arbejdsgiver har afbrudt jobsamtalen med hende, fordi hun ikke ville give manden hånden, så taler vi i Danmark i dag om at fjerne retten til at få dansk statsborgerskab fra dem.
Og denne diskussion starter hos dem, som er repræsentanter for og skal værne om vores værdier og demokrati.
Jeg forstår naturligvis frustrationen og mener også, at kvinderne bør give hånd. Jeg fatter overhovedet ikke, hvorfor nogle kvinder holder fast i at nægte at give hånd – det er ikke engang noget, Koranen foreskriver.
Men hvis man som politiker skal ind og konfrontere alle religiøse holdninger og forbyde enhver religiøs adfærd, der modstrider ens egen overbevisning om, hvordan man bør opføre sig offentligt eller over for andre mennesker, så kunne man ikke lave andet.
For der er så meget, man i dag i vores rationelle tidsalder ikke kan forstå, når det handler om religion.
Politikerne tror, at de med tvang kan få muslimerne til at omfavne demokratiet og befri de undertrykte kvinder. Men de er ikke er klar over, at tvang ikke er noget nyt for dem. Muslimerne har i årevis måttet forholde sig til tvang i de lande, hvor de har deres rødder. Skal man lære, hvordan demokratiet fungerer, skal man skrue ned for tvangen og op for friheden.
Dette gøres ikke ved kun at give demokratiet en bestemt form. I lande med stærke demokratier, som jeg tror på, at vi har i Danmark og derfor må værne om, omfavner og beskytter demokratiet alle.
Men desværre kan man blive bekymret for, at de seneste tiltag, som DF kæmper for, mere undergraver demokratiet end styrker det. DF kæmper for at skabe diskurser og love, for at nogen bevidst skal falde uden for diskurserne og opfattes helt unormale eller forkerte.
Men var det ikke de få, mindretallene og minoriteternes beskyttelse, der var afgørende for, om man var i besiddelse af et stærkt demokrati?
Først har et flertal i Folketinget forbudt burka, selv om det kun var få kvinder i Danmark, der gik i burka. Nu taler politikerne om, hvorvidt man kan undlade at give statsborgerskab til muslimske kvinder, der ikke giver hånd til en borgmester til en ceremoni.
Lad mig slå fast. Det er de færreste kvinder, der nægter at give hånd. Langt de fleste giver håndtryk. Jeg er enig i, at alle kvinder bør give hånd og hilse ordentligt. Men den måde, DF fremstiller sit politiske forslag på, har på ingen måde betydning for flertallet af de muslimske kvinder, og dermed rykker det ikke noget hverken for integrationen eller for samfundet.
Derfor er det vigtigt at understrege, at DF’s forslag om at nægte statsborgerskab til kvinder, der nægter at give håndtryk, er et meningsløst forslag, der går stik imod snakken om danske værdier og demokratiets overlevelse.
Igen bliver de ved med at generalisere og betragter det at ”ikke give hånd til mænd” som en udbredt tendens, der skal bekæmpes, selv om det er langt fra sandheden.
DF pynter deres tvangsfikserede forslag med ordet demokrati for at retfærdiggøre og bilde folk ind, at det er et nødvendigt skridt at tage, selv om det langtfra er sandheden. I stærke demokratier bruger man ikke tvang!
– Og hvad angår statsborgerskabet, som er det vigtigste, man har i en nation som Danmark, mener jeg, det er helt forståeligt, at man ønsker at stille krav til dem, som vil eje det. Men derfor må politikerne også forstå, at hvis man synes, statsborgerskabet er det værdifulde, vi har, så må kravene også afspejle de værdier, statsborgerskabet står for, i stedet for at fremstille det med nogle meningsløse krav, der kun fremstiller det som mindre værdigt.
Så kære DF’ere: Vil I ikke spare os for jeres palaver om, at tvang er nødvendigt for demokratiets overlevelse?